Aarhus Universitet skal rådgive de grønlandske myndigheder i yderligere fem år
23.4.2025 09:00:00 CEST | Aarhus Universitet Technical Sciences | Pressemeddelelse
Når forskerne fra Aarhus Universitet rådgiver de grønlandske myndigheder om råstoffer og miljø, bygger rådgivningen på mere end 40 års virke i Grønland. Nu er nye aftaler faldet på plads, som forlænger samarbejdet i yderligere fem år.

Siden 1980’erne har en tværfaglig gruppe af forskere fra Aarhus Universitet – først i regi af Grønlands Miljøundersøgelse og siden Danmarks Miljøundersøgelser – rådgivet de danske og grønlandske myndigheder om, hvordan natur og miljø kan blive påvirket af råstofudvinding, og hvordan påvirkningerne kan begrænses mest muligt. Siden 2009, hvor Grønlands Selvstyre hjemtog råstofområdet, er denne rådgivning og forskning til Selvstyret foregået i et tæt samarbejde med Grønlands Naturinstitut. Nu er et nyt aftalekompleks, som består af i alt tre aftaler, faldet på plads, hvilket betyder, at Aarhus Universitet gennem DCE - Nationalt Center for Miljø og Energi – og sammen med Grønlands Naturinstitut – indtil 2029 skal levere forskningsbaseret rådgivning og forskning til Miljøstyrelsen for Råstofområdet i Selvstyret.
”En af vores styrker, når det kommer til samarbejdet med de grønlandske myndigheder, er, at vi er gode til at arbejde tværfagligt. Når vi f.eks. rådgiver om påvirkninger fra minedrift, har vi brug for viden om både geokemi, miljøkemi, toksikologi, udvaskning og støvspredning, men også om, hvordan minedriften kan påvirke dyr, planter og biodiversitet i området,” fortæller seniorforsker Anders Mosbech fra Institut for Ecoscience ved Aarhus Universitet, der er forsknings- og rådgivningschef for opgaverne for det grønlandske selvstyre:
”Et eksempel på en konkret opgave, som vi løser, er rådgivning til Selvstyrets sagsbehandling, når et mineselskab søger om en udnyttelsestilladelse og ønsker en miljøkonsekvensvurdering godkendt. Vi vurderer selskabets miljøvurdering på, om den er veldokumenteret og retvisende, om selskabet har undersøgt de relevante forhold med tilstrækkelig dataindsamling, og om selskabet planlægger at begrænse miljøpåvirkningen ved anvendelse af de bedst tilgængelige metoder og teknologier, siger Anders Mosbech. Han fortsætter:
”Det er vigtigt, at vurderingen giver en troværdig beskrivelse af både de kort- og langsigtede miljøpåvirkninger, som aktiviteterne vil medføre, som de grønlandske politikere så kan tage stilling ud fra. Også her trækker vi på tværfaglig ekspertise, som oftest fra Faculty of Technical Sciences’ institutter, men også fra resten af AU eller eksternt, hvis nødvendigt.”
Både forskning og rådgivning foregår, så der sker en videnoverførsel til Grønlands Naturinstitut, der svarer til en sektorforskningsinstitution under den Grønlandske regering.
”En meget vigtig del af det, vi laver, er at klæde Grønlands Naturinstitut på, så de på sigt kan overtage opgaven med at rådgive Grønlands Selvstyre på råstofområdet,” siger Anders Mosbech.
Rådgivningen af Grønlands Selvstyre baserer sig på mere end 40 års forskning i Grønland, og rådgivningen og arbejdet med den uafhængige forskning går hånd i hånd.
”Lige nu arbejder vi f.eks. – som en kombination af forskning og rådgivning – med at kortlægge forskellige grønlandske regioner i relation til fremtidig minedrift. Vi kortlægger ting som vegetation og dyreliv og lokal udnyttelse af områderne til jagt og friluftsliv, så al denne information er til stede, når man skal planlægge minedriften,” siger Anders Mosbech og fortsætter:
”De data, vi indsamler, bruges også til at rådgive Grønlands Selvstyre omkring planlægningen af beskyttede områder. Vores data bliver også publiceret i NatureMap, som er Selvstyrets officielle platform for naturdata.”
Grønland ønsker en stigende industrialisering, og perspektiverne er på sigt store for minedrift, øget skibsfart og udnyttelse af vandkraft til andre større industrier.
”Grønlands Selvstyre har en ambition om at passe på deres land. Her skal Grønlands Naturinstitut og AU’s forskning og rådgivning gerne bidrage til, at der ikke bliver begået de samme fejl i Grønland i forbindelse med den øgede industrialisering, som vi har set ved bl.a. minedrift andre steder i verden. Så Grønland forhåbentlig kan undgå de værste skader fra forurening og forstyrrelser af dyrelivet.”
Fakta
Forskningen i arktisk natur og økosystemer ved Faculty of Technical Sciences, Aarhus Universitet, foregår dels på Institut for Ecoscience og dels på Institut for Miljøvidenskab. Fakultetet driver også to forskningsstationer i Grønland: Zackenberg i Nordøstgrønland og Villum Research Station i Nordgrønland.
Nøgleord
Kontakter
Kontakt
Anders Mosbech, seniorforsker, forsknings- og rådgivningschef for opgaverne for det grønlandske selvstyre, Institut for Ecoscience, Aarhus Universitet
T: +4529440203
M: amo@ecos.au.dk
Janne Fritt-Rasmussen, seniorforsker, Institut for Ecoscience, Aarhus Universitet
T: +45 23 48 71 58
M: jfr@ecos.au.dk
Links
Følg pressemeddelelser fra Aarhus Universitet Technical Sciences
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Aarhus Universitet Technical Sciences
Ny animationsfilm udforsker 10.000 års planteforædling7.4.2026 16:30:00 CEST | Pressemeddelelse
En ny animationsfilm fra Aarhus Universitet formidler historien om, hvordan vilde planter blev til de afgrøder, der i dag brødføder verden, og hvorfor den lange historie er central for fremtidens bæredygtige landbrug.
Mørke alger i Grønland kan fodre sig selv31.3.2026 11:03:09 CEST | Nyhed
Ny forskning viser, at mikroskopiske alger på Grønlands indlandsis lever af smeltevand i en selvforstærkende proces, som er med til at øge den globale opvarmning.
Krigen i Ukraine rammer klimavidenskaben: Halvdelen af Arktis er forsvundet fra forskningen27.3.2026 08:55:56 CET | Pressemeddelelse
Det manglende samarbejde mellem vestlige og russiske forskere i Arktis skaber markant usikkerhed om klimaforandringerne. På Aarhus Universitet arbejder forskere nu på at udvikle nye metoder, som kan begrænse problemet.
Ny teknologi kan være et nyt håb i kampen mod PFAS27.3.2026 08:06:39 CET | Pressemeddelelse
Forskere fra Aarhus Universitet har udviklet en katalysator, der kan svække kemiens stærkeste binding og dermed bane vej for mere effektiv nedbrydning af PFAS.
Danske Arktis-forskere: Der er brug for en plan24.3.2026 16:47:49 CET | Nyhed
I disse dage finder en af verdens største arktiske konferencer sted på Aarhus Universitet, hvor forskere fra hele verden mødes for at udveksle viden og erfaringer om et geopolitisk højspændingsområde. Men Danmark har ingen samlet national strategi for forskningen i Arktis, og det bekymrer de forskere, der i bogstavelig forstand står i frontlinjen.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum