Ny dokumentation vender op og ned på klimamyten om hovedpuder: Syntetisk fyld kan være mere bæredygtigt end dun
I en tid, hvor forbrugere i stigende grad efterspørger bæredygtige løsninger og gennemsigtighed i produktionen, har danske Fossflakes sat sig for at finde svar på et overset spørgsmål: Hvad er egentlig det mest miljøvenlige valg, når det kommer til noget så dagligdags som hovedpuder?

Fossflakes har lavet en verificeret livscyklusanalyse (LCA), der sammenligner miljøpåvirkningen fra hovedpuder med syntetisk fiberfyld og dem med naturligt dun. Og konklusionen er overraskende: Hovedpuder med fiberfyld har et markant lavere klimaaftryk end dem med dun.
Ifølge analysen har Fossflakes syntetiske hovedpude:
-
33 % lavere CO₂-aftryk
-
131 liter lavere vandforbrug
-
90 % lavere arealforbrug
Sammenligningen tager udgangspunkt i brug over to år og efterfølgende bortskaffelse via forbrænding – og udgør dermed et realistisk billede af produktets samlede livscyklus.
- Vi havde en fornemmelse af, at vi lå godt til, men at forskellen er så tydelig, kom faktisk bag på os. Det viser, hvor vigtigt det er at tage afsæt i data – ikke antagelser – når man taler om bæredygtighed, siger Nicolaj Løve Hansen, administrerende direktør i Fossflakes.
En analyse, der sætter nye standarder
Det er første gang, at en sådan LCA fokuserer specifikt på hovedpuder – og analysen er udført efter internationale standarder og verificeret af uafhængige eksperter, hvilket giver resultaterne vægt i en industri, hvor præcise miljødata ofte mangler.
I modsætning til den udbredte opfattelse af, at “naturlige materialer” automatisk er det mest klimavenlige valg, viser Fossflakes analyse, at virkeligheden er mere nuanceret. Den samlede miljøpåvirkning afhænger ikke kun af materialets oprindelse, men af hele produktets rejse – fra råvarer og fremstilling til brug og bortskaffelse.
- Der er mange grunde til at vælge dun – det kan være komfort, tradition eller præference. Men man skal ikke nødvendigvis tro, at det valg er det mest bæredygtige. Det er præcis den form for indsigt, vi håber, kan rykke noget i markedet, siger Nicolaj Løve Hansen.
Data som drivkraft for forandring
For Fossflakes er rapporten ikke blot et værktøj, men en reel rettesnor for fremtidig produktudvikling. Virksomheden har allerede implementeret en række bæredygtige tiltag – som at erstatte konventionel bomuld med Better Cotton™, anvende OEKO-TEX-certificerede materialer og undersøge cirkulære løsninger, herunder et fremtidigt retursystem for brugte puder.
- Vi ønsker at tage ansvar – både i vores egen produktion og i den branche, vi er en del af. Vi har nu et solidt, uafhængigt datagrundlag, som vi – og forhåbentlig flere med os – kan bygge videre på, siger Nicolaj Løve Hansen.
Han fremhæver samtidig, at netop hverdagsprodukter som hovedpuder ofte overses i klimadebatten, selvom de har stort volumen og derfor kan gøre en reel forskel i det samlede regnskab.
En åben invitation til branchen
På globalt plan sælges der hvert år flere hundrede millioner hovedpuder. Derfor er selv små reduktioner i miljøpåvirkningen per enhed med til at skabe stor samlet effekt. Fossflakes håber, at deres analyse kan være med til at åbne en mere oplyst og nuanceret debat – og være et afsæt for nye standarder og mere gennemsigtighed i hele industrien.
- Vi tror ikke, at der er én rigtig løsning. Men vi tror på, at man skal vide, hvad man vælger. Derfor deler vi vores data og erfaringer åbent og håber, at det kan inspirere andre til at gøre det samme, afslutter Nicolaj Løve Hansen.
Nøgleord
Kontakter
Tobias Sung Møller-JensenPR-direktør og partnerRØST Kommunikation
Tlf:23603458tobias@roestkommunikation.dkFølg pressemeddelelser fra Fossflakes
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.