FødevareBankenFødevareBankenFødevareBanken

Madspild bliver til mesterværker: FødevareBanken engagerer lokale unge i københavnsk madspildsbattle

Del

Kan man lave et gastronomisk mesterværk af madspild på bare to timer? Det skal godt 30 unge fra udsatte boligområder i København dyste om på lørdag den 26. april, når FødevareBanken inviterer til Madspildsbattle på Spor 10 i Jernbanebyen i Sydhavnen. I dagens anledning forvandles Spor 10 til en scene for kreativ madglæde, fællesskab og upcycling af frisk overskudsmad, som intet fejler. Deltagerne dyster om titlen som Madspildsmester, mens publikum inviteres til at opleve konkurrencen på tæt hold og smage de unges retter.

Foto: FødevareBanken

Gennem kreativ konkurrence lærer de unge deltagere at bruge overskudsmad leveret af FødevareBanken til at tilberede sunde, nærende måltider – både i konkurrencekøkkenet og derhjemme. De unge bedømmes bl.a. på kreativ brug af råvarer, smag og samarbejde i køkkenet. FødevareBanken vil skabe en generation af unge, der tænker bæredygtigt og tager ejerskab på et vigtigt fællesskab gennem madlavning og ansvarligt forbrug – en egenskab som er særlig vigtig at styrke hos unge, der vokser op med færre ressourcer og muligheder. 

”Når unge lærer at gøre lidt til meget – og skabe næringsrige måltider ud af overskudsmad – kan det løfte både sundhed og livskvalitet, hvilket er særligt vigtigt for den gruppe af unge, der deltager i vores Madspildsbattle. Det handler om at engagere unge i bæredygtighed og styrke deres handlekraft gennem madlavning”, siger Lea Gry von Cotta-Schønberg, Direktør i FødevareBanken.

Mad med mening

Madspildsbattle er et samarbejde mellem FødevareBanken, Idrætsprojektet og Steno Diabetes Center Copenhagen. Steno Diabetes Center Copenhagen har i mere end ti år med succes arbejdet for at højne sundheden blandt borgere i udsatte boligområder i København. Det er bl.a. erfaringerne herfra, der nu kommer i spil til FødevareBankens Madspildsbattle, understreger Paul Bloch, seniorforsker hos Steno Diabetes Center Copenhagen:

”En forudsætning for at leve et sundt liv er at være tryg og have gode relationer. Madspildsbattlen henvender sig til unge, hvor mange lever i boligområder præget af korte uddannelser, høj arbejdsløshed og en usund livsstil. Det er unge, som vi ofte har svært ved at komme ind under huden på – med Madspildsbattlen træder vi ind på deres banehalvdel. I sidste ende handler det om at skabe trygge fællesskaber og mere sundhed i udsatte boligområder i København”.

Hos Idrætsprojektet bruger de madlavning og måltider som et pædagogisk værktøj, og der var derfor ingen tvivl om, at Madspildsbattle var et initiativ, de gerne ville være med til at udvikle og støtte op om.

"Når unge lærer at lave mad sammen og forstår vigtigheden af de bæredygtige valg, opbygger de ikke kun praktiske færdigheder, men også et stærkt fællesskab på tværs af alder, køn og baggrund. Det skaber en forståelse både for hinanden og for de samfundsmæssige klimaudfordringer – og for at vi faktisk kan gøre en forskel – både alene og sammen. Det handler ikke kun om mad, men om at give de unge redskaber til at tage ansvar for deres egen fremtid”, siger Mads Timo á Rogvi, Foreningskoordinator hos Idrætsprojektet. 

Værd at vide

Hvornår:

26 april kl. 11.30 – 14.30

Hvor: Spor 10 i Jernbanebyen: Vasbygade 10, 2450 København

Program:

11.30 – 13.30: Madspildsbattle er i gang. Følg deltagerne i aktion.

13.30 – 13-45: Smagning – dommerne voterer og publikum smager.

14.00 – 14.30: Vindere kåres og priserne uddeles.

Gratis adgang

Madspildsbattle er tilgængelig og med gratis adgang for alle. Mød op på dagen eller tilmeld dig begivenheden her: Madspildsbattle KBH

Nøgleord

Kontakter

Om FødevareBanken

FødevareBanken er en nonprofit organisation, der bekæmper madspild og madfattigdom ved at omfordele overskudsmad fra fødevareindustrien til de sociale organisationers måltidsindsatser. I 2024 indsamlede FødevareBanken i alt 1.626 tons overskudsmad fra 200 donorer, svarende til 4,1 millioner måltider.

Om Steno Diabetes Center Copenhagen

Steno Diabetes Center Copenhagen er et offentligt hospital i Region Hovedstaden etableret i samarbejde med Novo Nordisk Fonden, som beskæftiger sig med behandling, forebyggelse, forskning og uddannelse inden for diabetes og relaterede områder. Steno Diabetes Center Copenhagen er det største diabeteshospital i Skandinavien og Nordeuropas største børnediabetesklinik. Steno forsker blandt andet i strukturel forebyggelse, diabeteskomplikationer, præcisionsmedicin og stigma omkring diabetes og sundhedsteknologi.

Læs mere på sdcc.dk

Om Idrætsprojektet

Idrætsprojektet er en tværfaglig og selvstyrende organisation, der arbejder for at gøre en forskel for unge i udsatte positioner. I Idrætsprojektets folkekøkken i Korsgadehallen, er de unge ansat i lommepengejobs og deres job består i at lave velsmagende måltider, samt stå for det gode værtskab. De unge hverves via tæt samarbejde med den boligsociale helhedsplan på Nørrebro - Nørrebrobyggerne.

Følg pressemeddelelser fra FødevareBanken

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra FødevareBanken

World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye