Dyrenes Beskyttelse til ministeren: Hjælp os med at stoppe kattekaos
2.5.2025 06:00:00 CEST | Dyrenes Beskyttelse | Pressemeddelelse
Danmark har langt om længe fået et samlet katteregister, der skal gøre det nemmere at beskytte og finde savnede dyr. Men der er akut behov for obligatorisk mærkning og registrering af ejerkatte, hvis de massive problemer med dumpede, forvildede og misrøgtede katte skal løses.

Løber din kat hjemmefra, vil det fremover være lettere at finde den. Tidligere i år blev de to eksisterende katteregistre i Danmark nemlig samlet under ét fælles navn – Dansk Katteregister. Det markerer en vigtig milepæl for både katteejere og dyrevelfærd og giver håb om at kunne genforene endnu flere katte med deres ejere.
"Det er historisk, at vi nu har fået et samlet register over danske ejerkatte. Systemet er langt mere effektivt, hvilket giver os mulighed for at beskytte kattene bedre og hurtigt genforene dem med deres ejere", fortæller Jens Jokumsen, familiedyrschef hos Dyrenes Beskyttelse.
Men selvom det er glædeligt, at der nu er et samlet register over katte, er det ifølge Jens Jokumsen langtfra nok til at løse det kattekaos, der udspiller sig på dyreinternater landet over. Hvert år modtager Dyrenes Beskyttelse og andre dyreværnsorganisationer tusindvis af katte, som ikke kan spores tilbage til en ejer. Dette skyldes, at der i Danmark ikke er obligatorisk mærkning og registrering af katte, hvilket ifølge Jens Jokumsen er yderst problematisk.
"Det er helt uforståeligt, at det ikke er obligatorisk at mærke og registrere sin kat i Danmark. Når en kat ikke kan spores tilbage til dens ejer, er den meget udsat. Hvis den for eksempel bliver påkørt i trafikken, bliver syg eller ikke selv kan finde hjem, er det vigtigt at kunne kontakte ejeren, så man kan sikre hurtig hjælp til katten", forklarer han.

I Danmark er der omkring 800.000 katte, hvoraf cirka 730.000 er ejerkatte. Af disse anslås det, at hver fjerde ikke bliver mærket og registreret.
"Det er ikke holdbart, at så mange danske familier har katte, uden at der er regler for, hvordan man kan spore og identificere deres ejere. Det skaber ikke kun problemer for katten og dens ejer, men også for samfundet, som påtager sig byrden af at håndtere disse katte", siger Jens Jokumsen og uddyber:
"For eksempel bliver kommuner, politi og en lang række organisationer ofte involveret i situationer, hvor umærkede katte har brug for hjælp. Det kan være ved påkørsler, i dumpingsager eller når katte er til gene i et område".
Derfor mener Dyrenes Beskyttelse, at det i høj grad er på tide, at regeringen, med fødevareminister Jacob Jensen i spidsen, gør det lovpligtigt for katteejere at mærke og registrere deres kat.
"Der er hårdt brug for, at der kommer fokus på det ansvarlige katteejerskab, så vi kan mindske dyrenes lidelser og hjælpe både katte og ejere med at finde hinanden. Alt for mange katte finder aldrig hjem, og det kan vi som samfund ikke være bekendt over for dyrene", fortæller Jens Jokumsen.

Queenie vendte hjem efter fire år
En af de katte, der for nylig kunne vende hjem til sin ejer takket være mærkning og registrering, er Queenie. For fire år siden løb Queenie hjemmefra og har siden været savnet og efterlyst af sin ejer, Cindie Hartung.
"Vi ledte længe og efterlyste hende alle steder med billede og øremærke, men vi hørte ingenting. Når jeg så en kat, der var blevet påkørt, tjekkede jeg, om det var hende. Men hun var ingen steder at finde", fortæller Cindie Hartung.
Cindies håb efter at finde sin elskede kat var tyndt, da hun den 11. februar modtog et opkald fra Dyrenes Beskyttelses kredsformand på Fyn, Morten Neye Andersen. Han fortalte, at en bekymret borger havde henvendt sig til Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral 1812, fordi vedkommende havde set en kat strejfe rundt i flere uger. Morten havde samme dag hentet katten, der nu var blevet identificeret som Queenie.
"Jeg troede næsten ikke mine egne ører. Efter så lang tid havde nogen fundet hende", fortæller Cindie Hartung.
En time senere afleverede Morten Neye Andersen katten hjemme hos Cindie.
"Det var fantastisk at få Queenie i mine arme igen. Hun var fuld af skidt og havde sammenfiltret pels, men jeg fik min kat tilbage. Nu er hun nyklippet og mæt", fortæller en berørt og glad Cindie Hartung.
Ifølge Jens Jokumsen er Queenies historie et godt eksempel på, hvorfor katte bør mærkes og registreres.
"Hvis Queenie ikke havde været mærket, var hun formentlig aldrig blevet genforenet med sin ejer og ville derved have skullet klare sig selv", fortæller han.
En lysere fremtid for Danmarks katte
I Sverige har man allerede valgt at forbedre kattenes velfærd og status ved at indføre krav om obligatorisk mærkning og registrering af ejerkatte. Samtidig vil nye EU-regler, der træder i kraft i løbet af de kommende år, kunne kræve obligatorisk mærkning og registrering af hunde og katte, der bliver opdrættet til erhvervsmæssige formål, såsom kæledyr.
Jens Jokumsen er positiv over, at der sker en udvikling på området i EU, men han mener, at de danske politikere også bør styrke de nationale regler.
"Danmark kan sammen med Sverige blive foregangslande i EU, hvis mærkning og registrering af katte bliver obligatorisk for alle ejerkatte. Ved at tage proaktive skridt for at forbedre velfærden for danske katte, kan vi både reducere antallet af hjemløse katte, reducere antallet af uansvarlige kattehold og styrke respekten for katten som familiedyr", afslutter han.
FAKTA:
Det anslås, at hver fjerde ejerkat i Danmark ikke bliver mærket. Det svarer til omkring 182.000 katte. I 2024 modtog Dyrenes Beskyttelses internater 9.513 katte. Af disse kunne kun få spores tilbage til en ejer.
SÅDAN MÆRKER OG REGISTRERER DU DIN KAT
Når du skal mærke din kat, kan du enten vælge at få tatoveret et nummer i dens øre eller få indsat en chip under huden på dens hals. Begge dele skal udføres af en dyrlæge. Samtidig er det vigtigt, at katten bliver registreret hos Dansk Katteregister, så folk kan finde frem til dig, hvis de finder din kat.
Kontakter
Jens JokumsenFamiliedyrschef
Tlf:50607380jj@dyrenesbeskyttelse.dkMedievagten i Dyrenes Beskyttelse
Dyrenes Beskyttelses medievagt er tilgængelig døgnet rundt for henvendelser pr. mail eller telefon (modtager ikke SMS)
Om Dyrenes Beskyttelse
Vi hjælper dyr i nød, stopper overgreb mod dyr og kæmper for et respektfuldt og bæredygtigt forhold mellem dyr, mennesker og natur.
Følg pressemeddelelser fra Dyrenes Beskyttelse
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Dyrenes Beskyttelse
Borgerpanel: Omlæg griseproduktionen eller luk den2.9.2026 14:30:00 CEST | Pressemeddelelse
Et uvildigt borgerpanel kommer med et opsigtsvækkende opgør med dansk svineproduktion: Langt færre grise, markant mere plads, stop for levende eksport, fiksering og halekupering og dyrevelfærd før pris og volumen. Og hvis den konventionelle produktion ikke grundlæggende ændres, mener panelet, at den bør reduceres med 95 procent. Dyrenes Beskyttelse kalder anbefalingerne et markant opgør med den måde, Danmark producerer grise på.
Grønne organisationer og virksomheder: Vores ni anbefalinger til fremtidens danske fødevareproduktion28.8.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Bedre plads til dyrene, stop for sojaimport og en hektarstøtte, der belønner grønne resultater. Det er blandt anbefalingerne fra en række virksomheder og organisationer, der vil udnytte Danmarks styrkeposition inden for fødevareproduktion til at skabe et moderne fødevaresystem.
Dyrenes Beskyttelse: Gør fodring af ulve strafbart og beskyt yngleområder18.8.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Nærgående ulve skaber utryghed, men hvis vi vil undgå flere konflikter, skal debatten også handle om menneskers ansvar for at lade ulve forblive vilde og vise dem respekt i naturen.
Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral fylder 15 år midt i rekordtravl sommer17.8.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Dyrenes Beskyttelses vagtcentral 1812 fylder 15 år i dag. Det fejres ovenpå en rekordtravl sommer, hvor beredskabet er rykket ud 9.444 gange for at redde dyr i nød.
Sommeren er højsæson for svigtede dyr: 38 dyr blev indleveret hver dag i juni23.7.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Sommeren er højsæson for svigtede dyr, og alene i juni tog Dyrenes Beskyttelses dyreinternater imod 1.144 dyr. De mange indleveringer lægger et stort pres på internaterne, og højsæsonen er langt fra ovre.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum