Milliardgaranti skal styrke samarbejdet mellem danske og ukrainske forsvarsvirksomheder
11.4.2025 12:30:08 CEST | Erhvervsministeriet | Pressemeddelelse
Fra i dag vil regeringen stille en garanti gennem Danmarks Eksport- og Investeringsfond (EIFO) for danske virksomheders investeringer i ukrainske forsvarsvirksomheder.
Med en ny statslig milliardgaranti, der træder i kraft fra i dag, forstærkes både den danske og ukrainske forsvarsindustri. Den statslige garanti skal sikre, at der er flere danske investeringer i den ukrainske forsvarsindustri, da garantien vil kunne nedbringe de risici, der er forbundet med investeringer i et krigsramt land.
Med ordningen kan den ukrainske forsvarsindustri få adgang til de investeringer og den kapital, den har hårdt brug for, hvis den fortsat skal udvikle sig og levere de nødvendige kapaciteter til Ukraines forsvar, som er helt centrale for, at Ukraine kan fortsætte sin forsvarskamp mod Ruslands ulovlige invasion.
Samtidig vil garantien også kunne gavne danske virksomheder, som med investeringer i ukrainske forsvarsvirksomheder vil få adgang til værdifulde erfaringer og løsninger, som er blevet udviklet og testet i kamp.
Erhvervsminister Morten Bødskov siger:
”Danmark går igen forrest med støtten til Ukraine. Den milliardstore statslige garanti er et vigtigt skridt mod, at ukrainerne kan stå imod Putins ulovlige invasion. Jeg har med egne øjne set, hvor stor forskel den danske støtte gør i Ukraine. Og det gør stort indtryk, når ukrainerne selv fremhæver Danmarks støtte til landet. Derfor har ukrainerne også allerede vist stor interesse for dette initiativ. Jeg håber, at det vil være det samme blandt danske virksomheder. For de vil kunne få værdifuld erfaring samtidig med, at ukrainerne får de investeringer, de har så hårdt brug for i kampen for frihed.”
Forsvarsminister Troels Lund Poulsen siger:
”I lyset af den sikkerhedspolitiske situation, er det vigtigt at vise, at vi står sammen med Ukraine. Fra dansk side går vi forrest med hensyn til militære donationer og ved at lede det internationale arbejde gennem ”den danske model” for anskaffelser fra den ukrainske forsvarsindustri. I dag tager vi endnu et skridt ved at lancere en ny garantiordning, der skal gøre det nemmere for danske virksomheder at investere i den ukrainske forsvarsindustri. Danske virksomheder har viden, teknologi og kompetencer, som er efterspurgt af den ukrainske industri. Det styrkede samarbejde mellem dansk og ukrainsk forsvarsindustri, herunder styrket innovation og teknologiudvikling, kan dermed både styrke det danske forsvars kampkraft og forsyningssikkerhed og understøtte den ukrainske forsvarskamp.”
Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen siger:
”Med den nye statslige garanti rykker vi til den danske model 2.0, hvor vi flytter os fra indkøb i den ukrainske forsvarsindustri til egentlige investeringer i opbygningen af den ukrainske forsvarsindustri. Det er med til at opruste Ukraine, mens det samtidig sikrer, at danske virksomheder kan lære af ukrainske. Det kommer alle til gavn.”
Fakta om den nye statslige garanti:
- EIFO stiller som udgangspunkt en garanti for op til 70 pct. af danske virksomheders egenkapitalinvesteringer i ukrainske forsvarsvirksomheder.
- Garantien løber i en på forhånd aftalt periode på op til 7 år, hvorefter det danske selskab har mulighed for at sælge aktierne i den ukrainske virksomhed til EIFO til en på forhånd aftalt pris.
- De danske virksomheder skal betale en løbende præmie for garantien.
- Garantien er koblet med et exit fee og et performance fee, som skal betales, hvis investeringen går godt.
Følg pressemeddelelser fra Erhvervsministeriet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Erhvervsministeriet
Erhvervs- og konkurrencekraftsministeren rejser til Indien1.11.2026 09:00:45 CET | Pressemeddelelse
Erhvervs- og konkurrencekraftsministeren vil på rejsen have fokus på at styrke samarbejdet mellem Danmark og Indien om vedvarende energi, fremtidens teknologier og grøn søfart.
Servicetjek under Rød løber-aftale skal bane vej for mere produktion i Danmark30.10.2026 15:04:44 CET | Pressemeddelelse
Erhvervs- og konkurrencekraftsminister Martin Lidegaard har modtaget Erhvervspanelets ”problemkatalog” som er en del af aftalen om Rød løber for produktionsvirksomheder. Kataloget er en del af det aftalte servicetjek af reglerne, der skal gøre det lettere at etablere, udvide og omdanne produktion i Danmark.
Ny formand for Danmarks Erhvervsfremme-bestyrelse skal styrke konkurrencekraften i danske SMV’er28.10.2026 07:00:00 CET | Pressemeddelelse
Erhvervs- og konkurrencekraftsminister Martin Lidegaard har udpeget Sofie Irgens, CEO i Schneider Electric Denmark, som ny formand for Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse.
Nye kræfter skal sætte fart på fødevaresektorens grønne omstilling21.10.2026 15:05:57 CEST | Pressemeddelelse
Med ny formand, fire nye og tre genudpegede profiler får GUDP’s bestyrelse både friske perspektiver og solid erfaring til at styrke grøn innovation og konkurrencekraft i dansk fødevareproduktion.
Danmark tager yderligere skridt i støtten til Ukraines frihedskamp21.10.2026 11:31:37 CEST | Pressemeddelelse
Den danske støtte til Ukraine cementeres endnu en gang gennem et lån til Fire Points danske datterselskab, der er garanteret af den danske stat.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum