Besætning med 10.000 kalkuner i Vesthimmerland er ramt af fugleinfluenza
10.4.2025 19:33:41 CEST | Fødevarestyrelsen | Pressemeddelelse
Fødevarestyrelsen har torsdag erklæret udbrud af fugleinfluenza i Aalestrup i Vesthimmerlands kommune i en besætning med omkring 10.000 kalkuner. Allerede torsdag indleder Fødevarestyrelsen og Beredskabsstyrelsen arbejdet med at aflive dyrene. Fjerkræavlere og hobbybesætninger i en radius af 10 km fra den smittede besætning i Aalestrup bliver omfattet af restriktioner.

En kalkunbesætning med pludselige dødsfald og et stort antal dyr med tydelige tegn på sygdom blev torsdag bekræftet smittet med fugleinfluenza H5N1. For at undgå yderligere lidelse for dyrene, samt stoppe smitten, har Fødevarestyrelsen straks indledt aflivningen af kalkunerne. Det er planlagt, at de 10.000 aflivede kalkuner allerede fredag bliver samlet sammen og transporteret til sikker destruktion for at forebygge smittespredning.
Udbruddet kommer 10 dage efter et udbrud af fugleinfluenza i en mindre fjerkræbesætning nord for Roskilde.
- Vi overvåger udbredelsen af fugleinfluenza i de vilde fugle, og må desværre konstatere, at faren ikke er drevet over. Det betyder, at kravet om, at fjerkræ og andre fugle i fangenskab i hele Danmark skal være indelukket eller overdækket, desværre kommer til at gælde i endnu et stykke tid. Det betyder også, at alle der holder fugle fortsat skal være ekstra opmærksomme og opretholde god smittebeskyttelse, siger enhedschef Mette Kirkeskov Sie, Fødevarestyrelsen.
Zoner skal inddæmme smitte
Som følge af udbruddet i Aalestrup har Fødevarestyrelsen oprettet en tre km beskyttelseszone samt en 10 km overvågningszone rundt om den smittede besætning. I begge zoner skal fjerkræ- og fugleejere registrere deres fugle på landbrugsindberetning.dk. I zonerne er det blandt andet forbudt at afholde udstillinger med fugle og fjerkræ, flytte fugle og produkter fra fugle inden for og ind og ud af zonen, medmindre Fødevarestyrelsen har givet tilladelse.
Udbruddet i Aalestrup kan komme til at påvirke eksporten af fjerkræ og fjerkræprodukter fra Danmark til tredjelande.
Råd og regler
Sygdommen kan blive spredt via vilde fugle, fugleafføring og døde fugle og blive bragt ind i fjerkræindhegninger, når deres ejere går ind til dyrene. Fødevarestyrelsen anbefaler derfor, at man rengør sine støvler, inden man går ind til fuglene.
Fødevarestyrelsen indførte den 17. december 2024 krav om, at fjerkræ og fugle i fangenskab som hovedregel skal være i en indhegning, der er er overdækket med fast tag, net eller tråd, samt at dyrene altid får foder under tag, så vilde fugle ikke kan komme i nærheden af foder og drikkevand og dermed kan smitte besætningen. Fødevarestyrelsen anbefaler alle fjerkræejere, også dem, der er undtaget fra kravene om biosikringsforanstaltninger, fortsat beskytter sine fugle mod direkte kontakt med de vilde fugle.
Se bekendtgørelsen om bl.a. restriktionszonerne i Aalestrup her
Se det aktuelle kort over restriktionszoner i Danmark
Hvis du ser høj dødelighed eller problemer med vejrtrækningen hos dine fugle, kan det være et tegn på fugleinfluenza. Du har i så fald pligt til at kontakte en dyrlæge.
Finder du en død fugl i naturen, som du tror kan være død af fugleinfluenza, kan du melde fundet til Fødevarestyrelsen på appen 'Fugleinfluenza Tip'.
Følg pressemeddelelser fra Fødevarestyrelsen
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Fødevarestyrelsen
Hver femte grisebesætning kunne ikke blive overbruset med vand22.1.2026 08:57:35 CET | Pressemeddelelse
30 pct. af sobesætningerne og 20 pct. af besætningerne med slagtegrise var uden overbrusningsanlæg til nedkøling af varmepåvirkede grise, da Fødevarestyrelsen kom på målrettede kontrolbesøg.
To hobbybesætninger ramt af fugleinfluenza – Fødevarestyrelsen advarer om smitterisiko23.12.2025 16:39:44 CET | Pressemeddelelse
Endnu to nordjyske hobbybesætninger er ramt af fugleinfluenza. Fødevarestyrelsen opfordrer alle fugleejere til at gøre en ekstra indsats for at beskytte dyrene.
Modermælkserstatning mistænkes for alvorlig sundhedsrisiko18.12.2025 15:09:11 CET | Pressemeddelelse
Som følge af mulige sundhedsrisici opfordrer Fødevarestyrelsen og Statens Serum Institut alle forældre, der har købt modermælkserstatningen Nestlé Nan Expertpro Sensilac 1, 800 g i dåse, til straks at kassere produktet eller returnere det til butikken.
Fugleinfluenza på ny konstateret - denne gang i et lille hobbyhold ved Mariager17.12.2025 15:53:34 CET | Pressemeddelelse
Der er i år konstateret flere udbrud af fugleinfluenza end i de seneste år. Senest er et hobbyhold ved Mariager blevet smittet. Fødevarestyrelsen har derfor oprettet en beskyttelses- og restriktionszone i en radius af 3 og 10 km fra et lille hønse- og duehold syd for Mariager, for at begrænse risiko for smittespredning i området.
Fødevarestyrelsen har beslaglagt omkring 50.000 tons korn hos Danish Agro efter fund af skadedyr, mug og skimmel10.10.2025 16:44:30 CEST | Pressemeddelelse
Forekomst af mus og rotter, mug og skimmel hos Danish Agro i Dalmose har fået Fødevarestyrelsen til at beslaglægge alt korn på virksomheden. Kornet er uegnet som fødevarer. Fødevarestyrelsen undersøger nu forholdene på andre af Danish Agros lokaliteter.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum