Nyt forsvarsprogram skal skabe fremtidens danske forsvarsvirksomheder

Del

Tre danske fonde går nu sammen om at skabe en ny generation af danske forsvarsvirksomheder. Med forventet 200 mio. kr. og plads til 72 virksomheder etableres et nyt program med tiltag målrettet danske iværksættere og SMV’ere inden for forsvarsområdet. Bag initiativet står Industriens Fond, Innovationsfonden og EIFO.

Industriens Fond, Innovationsfonden og EIFO er gået sammen om nyt forsvarstiltag

Det er tre tunge parter, der nu samler kræfterne og lancerer Danmarks første forsvarsaccelerator, Defence Tech Denmark. Ved at samle kapital og kompetencer fra Industriens Fond, Innovationsfonden og EIFO, er ambitionen at skabe en ny generation af danske forsvarsvirksomheder.  

Defence Tech Denmark bliver etableret i DTU Science Park og på Teknologisk Institut og vil kunne rumme op til 72 udvalgte virksomheder, der skal indgå i målrettede accelerations- og transformationsforløb.   

200 mio. kr.

De tre stiftende fonde bidrager med samlet ca. op til 200 mio. kr., bl.a. som soft funding, investeringer og lån til virksomhederne samt finansiering af programmets initiativer.  

I dag er omsætningen i danske forsvarsvirksomheder cirka fire gange lavere pr. indbygger end i nabolande som Norge, Sverige og Storbritannien. De tre fonde er derfor gået sammen for at styrke Danmarks konkurrenceevne og sikkerhed. Initiativet kommer som svar på den aktuelle geopolitiske situation, der kræver en markant øget kapacitet og national robusthed inden for forsvarsteknologi.  

Defence Tech Denmark består af to spor:   

1) Acceleration af startups: Op til 36 iværksætter-virksomheder udvælges (12 virksomheder ad tre omgange) til accelerationsprogrammet, hvor de bl.a. modtager ca. 1 mio. kr. i soft funding og adgang til potentielle investeringer.  

2) Transformation af SMV’ere: Op til 36 SMV’er udvælges ad tre omgange (12 virksomheder ad tre omgange) og indgår i et program, der skal modne og skalere deres teknologier. Transformationssporet er også åbent for virksomheder, der i dag ikke er i forsvarsindustrien, men som har civile produkter med militært potentiale (såkaldt ’dual-use’).   

Vi styrker indsatsen  

”Der findes i dag under 50 kernevirksomheder i den danske forsvarsindustri. Med den verden vi lever i, er det alt for lidt. Derfor er det enormt vigtigt at styrke indsatsen for forsvars-startups, så vi målrettet øger antallet af nye, potentielle kernevirksomheder. Samtidig skal vi stimulere den eksisterende underskov af danske forsvarsvirksomheder, der allerede er i gang, så de hurtigere modnes og bliver klar til skalering. Jeg er sikker på, at Defence Tech Denmark vil levere et markant antal forsvarsvirksomheder til gavn for Danmark,” siger CEO Peder Lundquist fra EIFO.   

Det nye program vil også skabe nye forretningsmuligheder 

"Den gigantiske oprustningsopgave vi står overfor skaber unikke forretningsmuligheder - også for de små og mellemstore virksomheder. Mange virksomheder har med den rette hjælp et stort potentiale for at udvikle nye løsninger, der kan gøre en reel forsvarsteknologisk forskel. Løsninger som er stærkt efterspurgte. Nu sætter vi massivt ind for, at flere SMV’er forløser potentialet og høster gevinsterne på et marked, der vil vokse hastigt de kommende år. Samtidig er det nye projekt også et vigtigt skridt til at udvide og styrke hele det danske forsvarsteknologiske økosystem, som spiller en væsentlig rolle for virksomhedernes succes,” siger CEO i Industriens Fond, Thomas Hofman-Bang.  

Nyt offentlig-privat partnerskab er med til at styrke nytænkning 

”Med dette offentlige-private partnerskab styrker vi innovationen i den danske forsvarssektor. Vi kobler Innovationsfondens investeringsprogrammer og bløde midler med hårde midler og kompetenceopbyggende forløb. Det skal sætte fart på udvikling og kommercialisering af forsvarsteknologiske løsninger, der både kan styrke Danmarks konkurrenceevne og modstandskraft. I fællesskab afkorter vi vejen til målet for danske startups og SMV’er med potentiale inden for forsvar og sikkerhed ved at understøtte hele rejsen fra idé til marked,” siger Cecilie Brøkner, direktør i Innovationsfonden.  

Høje ambitioner for succesraten  

Det er ambitionen, at mindst 48 ud af de 72 virksomheder går hele vejen og udvikler sig til kernevirksomheder i den danske forsvarsindustri. Hvis det lykkes, vil det være en succesrate betydeligt over, hvad man normalt ser i tilsvarende programmer.       

Udover at samle alle finansieringsbehov i ét samlet program, tilbyder Defence Tech Denmark virksomhederne unikke udviklingsmuligheder i samarbejde med Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse ved fx at åbne op for demonstration og test af teknologier, der kan understøtte forsvarets behov, samt opbygning af regulatoriske og salgsmæssige kompetencer.    

DTU Science Park har nu sat gang i rekrutteringen af en programchef til Defence Tech Denmark, som DTU Science Park skal drive i samarbejde med Teknologisk Institut. Planen er at åbne for virksomhedsansøgninger til både accelerations- og transformationssporet i efteråret 2025.      

Citater fra erhvervsministeren, uddannelses- og forskningsministeren samt forsvarsministeren:  

”Verden, som vi kender den, er grundlæggende forandret. Med krig i Europa og geopolitiske spændinger er der behov for at styrke dansk forsvarsindustri. Danske produkter og tjenester er eftertragtede internationalt, men der er potentiale for mere. Med regeringens iværksætterstrategi satte vi gang i et samarbejde med en række danske fonde om at styrke vores iværksættermiljøer. Jeg er glad for, at der nu kommer et stærkt tiltag inden for forsvarsindustri, som vil sikre investeringer i nye danske forsvarsindustrivirksomheder på et helt afgørende tidspunkt. Det vil sætte retningen for fremtidens danske forsvarsindustri,” siger Morten Bødskov, minister for industri, erhverv og finansielle anliggender.  

”Danmark har brug for at accelerere en ny generation af forsvarsvirksomheder. Det kræver, at vi får alle relevante dele af markedet til at spille sammen for at bringe nye teknologier og løsninger hurtigere i spil for Forsvaret. Erfaringerne fra Ukraine viser, hvor meget det rykker, når opstartsvirksomheder, etableret industri og militæret samarbejder tæt. De virksomheder, der kan lære hurtigt og tilpasse sig, bliver afgørende for, hvordan vi bygger kampkraft i fremtidens forsvar. Jeg håber, at endnu flere danske iværksættere og SMV’er vil se mulighederne og tage del i den opgave. Danmark har brug for deres innovationsevne og handlekraft,” siger forsvarsminister Troels Lund Poulsen

”Med de nuværende geopolitiske bevægelser spiller forskning, innovation og teknologiudvikling en stadig større rolle for vores sikkerhed. Regeringen har i 2025 afsat 1,2 milliarder kroner til forskning i sikkerhed og digitale teknologier, og med etableringen af Defence Tech Denmark bygger vi nu bro på tværs af værdikæden fra forskning over innovation og til markedet. På den måde skaber vi de bedst mulige forudsætninger for, at forskningen kan komme ud at leve til gavn for vores fælles forsvar, beredskab og sikkerhed,” siger Christina Egelund, uddannelses- og forskningsminister. 

Link til DTDs hjemmeside: www.defencetechdenmark.dk 

Nøgleord

Kontakter

Om EIFO - Danmarks Eksport- og Investeringsfond

EIFO er Danmarks nationale erhvervsfremmende bank og officielle eksportkreditinstitut i én og samme finansielle institution.

Med et samlet engagement på over DKK 150 milliarder og aktiviteter i mere end 100 lande tilbyder EIFO finansielle løsninger til danske virksomheder og deres globale partnere, ligesom vi investerer i startups og fonde.

Vi arbejder for at åbne døre for global forretning, skubbe på den grønne omstilling, løfte innovative teknologier og bidrage til Danmarks sikkerhed.

Med risikovillig finansiering baner vi vejen for dem, der tør tænke større.

Læs mere på www.eifo.dk

Følg pressemeddelelser fra Danmarks Eksport- og Investeringsfond

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Danmarks Eksport- og Investeringsfond

EIFO and Citi extend €756 million multiborrower and multicurrency financing to Enel25.7.2025 16:43:29 CEST | Pressemeddelelse

Joint press release, 25 July 2025 The Enel Group, an Italian multinational power company, signed an agreement aimed at granting multicurrency facilities from Citi and Denmark’s Export and Investment Fund (EIFO), for up to 756 million euros. The agreement is based on the Group’s global business relationship with Danish suppliers and is aimed at meeting the financial needs related to the Enel Group’s sustainable investments.

EIFO og Novo Nordisk Fonden køber verdens kraftigste kvantecomputer for at sikre nordisk adgang til kritisk teknologi17.7.2025 11:00:00 CEST | Pressemeddelelse

EIFO og Novo Nordisk Fonden skyder knap 600 mio. kr. i etableringen af en ny, nordisk kvantesatsning QuNorth. Ambitionen er at gøre Danmark og Norden verdensledende på kvanteområdet. Ingen af de nordiske lande råder i dag over den nyeste generation af kvantecomputere, og derfor vil QuNorth indkøbe verdens kraftigste kommercielle kvantecomputer. OBS: Fortrolig og klausuleret til 17. juli 2025, kl. 11:00 CET

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye