Flere kurser på vej: SMV'er får starthjælp til deres grønne regnskaber
Der er konkrete økonomiske gevinster at hente for virksomheder, som har styr på deres CO2-regnskab og ESG-dokumentation. Kurserne fra Erhvervsfyrtårn Femern gør det nemmere for små og mellemstore virksomheder at komme i gang med den grønne afrapportering.

CO2-regnskab og ESG-rapport kan være afgørende for, om en virksomhed får en ordre, en investering eller et lån. Men mange små og mellemstore virksomheder har så travlt med den daglige drift, at det kan virke uoverskueligt også at skulle sætte sig ind i hvordan man dokumenterer sin rolle i den grønne omstilling.
Derfor har EU-projektet Erhvervsfyrtårn Femern sat sig til mål at hjælpe virksomheder i gang med det grønne dokumentationsarbejde. KHS Kompetence, der er en del af Køge Handelsskole, og Roskilde Handelsskole har i samarbejde med Jyske Bank i Køge udviklet et kursusforløb, hvor virksomheder lærer at dokumentere deres klimaindsatser og dermed deres bæredygtighed. Den 8. april blev den sidste af seks kursusdage i denne runde afholdt, og der forventes at komme flere kurser i grøn afrapportering til efteråret. De egner sig både til nye deltagere og til dem, der har deltaget i de foregående kurser.
Kursusforløbet afdækker den enkelte virksomheds behov for efteruddannelse og kompetenceløft blandt medarbejderne. Virksomheden får sin egen kompetenceplan og kursusmodel. Først giver kurserne "Ledelse af grøn omstilling og bæredygtighed" og "Virksomhedens Klimaregnskab" virksomhederne en grundlæggende viden. Derefter hjælper erfarne bæredygtighedskonsulenter virksomheden i gang med dens individuelle klimaregnskab og ESG-rapportering. Som oftest er der højst 15 deltagere pr. kursus, og det giver god mulighed for at gå i dybden med den enkelte virksomheds problemstillinger og spørgsmål. Kurserne er offentligt godkendte og kvalitetssikrede. Deltagerne skal aflægge en prøve og får så et kursusbevis, som de f.eks. kan bruge i forbindelse med deres ESG-rapport og som dokumentation over for kunder.
"Selvom dokumentationskravene i første omgang har haft størst fokus på store virksomheder, har de også fået afgørende betydning for SMV'er. Når en stor virksomhed skal dokumentere, hvad der foregår i dens værdikæde, har den nemlig også brug for data fra sine leverandører", forklarer virksomhedskonsulent Jette Mølholm fra KHS Kompetence, der er tovholder på kursusforløbet. SMV'er, der ikke kan fremvise CO2-regnskab og ESG-rapport, risikerer at komme i klemme over for både eksisterende og nye kunder: "Man kan blive afskåret fra overhovedet at måtte afgive tilbud på en udliciteret opgave, hvis man ikke kan fremvise en ESG-rapport."
Også banker er underlagt rapporteringskrav på CO2 og ESG. De skal spørge ind til, hvor langt deres erhvervskunder er med den grønne omstilling, fordi det har væsentlig betydning for virksomhedernes konkurrencevilkår. Derfor har Jyske Bank i Køge valgt at lægge hus til kursusforløbet og selv at deltage, fortæller Markedsdirektør Allan Boye Alfast: "For os er det vigtigt, at virksomhederne forholder sig til ESG. Vi vil fremadrettet også følge ESG-profilen på vores erhvervskunder, for at vi (blandt andet) kan fastsætte priser og vurdere virksomhedens kreditværdighed ‒ og vi vil også gerne være med til at bidrage til virksomhedens arbejde og udvikling af denne omstilling og sikre at virksomhederne generelt er så konkurrencedygtige som overhovedet muligt."
Dertil hører også, at virksomhederne finder de lavthængende frugter i deres klimarapportering, for meget af det handler om at komme i gang med at indsamle de data, der er nemme at få fat i, og så efterhånden også at kaste sig over den mere komplekse del af dokumentationen.
At kurserne kan have helt konkret betydning for virksomhedens økonomi, bekræfter KC, der er værkstedschef hos Køge Truckstop aps: "Vi vil gerne byde ind på en større offentlig kunde, der forlanger grønt regnskab. Nogle andre kunder har også efterspurgt det, men hos dem behøver dokumentationen ikke at være helt så omfattende. Da jeg kom ind til kurserne her, var jeg på fuldstændig bar bund i forhold til CO2-regnskab og ESG-rapportering. Nu har jeg fået nogle værktøjer til at arbejde videre med både det grønne regnskab og vores overordnede værdier og målsætninger. Jeg har også brugt det, da vi skulle have udvidelsen af vores virksomhed finansieret."
Thomas Thomsen, QA/QC Manager hos BAC Impalloy A/S, har på kurset lært om et værktøj, som han vil tage i brug med det samme: "VSME er en frivillig standard for SMV'ers bæredygtighedsrapportering, som vi kan gå i gang med nu. Det bliver et godt mellemskridt på vej hen til på længere sigt at kunne lave en mere omfattende rapportering."
For øjeblikket efterspørger virksomhedens kunder primært oplysninger om, hvor stort et CO2-aftryk der er på de forskellige produkter: "Det, at vi kan give så nøjagtig information om vores produkter, giver os en højere supply score hos kunderne", forklarer Thomas Thomsen. Indtil videre ser kunderne det bare som positivt, at de kan få så præcise oplysninger, men han forventer, at det i fremtiden vil blive et afgørende krav for at kunne levere til især koncerner.
Også David Frederiksen, CEO hos EB Teknik Borup A/S synes at kurset har været en stor hjælp: "Flere af vores kunder efterspørger nogle af de ting, der indgår i ESG, og derfor har vi tilmeldt os dette forløb for at komme godt i gang. Hele orienteringen omkring ESG er for mange en stor mundfuld, men vores undervisere har været dygtige til at få det gjort forståeligt. Derudover har sparringen med de andre kursister også været værdifuld." Han tilføjer, at det også har været interessant at opdage, hvor meget virksomheden allerede gør i forhold til ESG, men som ikke er nedskrevet. Det arbejdes der nu mere målrettet med: "Vi ser frem til, at ESG bliver en større del af vores kultur og hverdag, og står stærkere over for fremtidige krav. Stor tak til Erhvervsfyrtårn Femern for kurset og Jyske bank for at lægge lokaler til."
Nøgleord
Kontakter
Erhvervshus SjællandPressetelefon
Tlf:53727186kommunikation@ehsj.dkBilleder













Links
Erhvervsfyrtårn Femern
Erhvervsfyrtårn Femern er støttet af Region Sjælland og EU samt Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse. Projektet har til formål at skabe innovation og viden, tiltrække flere virksomheder og turister til landsdelen og på den måde skabe vedvarende vækst, arbejdspladser og eksport. Til de konkrete mål hører strategisk kompetenceløft af virksomheder og opkvalificering af medarbejdere. Læs mere om projektet på https://erhvervsfyrtaarn-femern.dk/

Om Erhvervshus Sjælland
Erhvervshus Sjælland hjælper iværksættere og små og mellemstore virksomheder med uvildig, fortrolig og gratis sparring til, hvordan de kan udvikle og styrke deres forretning.
Erhvervshusets forretningsudviklere tager en 360 graders gennemgang af virksomheden og afdækker behov og udviklingspotentialer, fx indenfor grøn omstilling, digitalisering eller internationalisering, finansiering, ledelse, salg og markedsføring.
Erhvervshus Sjælland er et af seks erhvervshuse, der er sat i verden for regionalt at skabe erhvervsudvikling og derved understøtte den regionale vækst.
Læs mere om Erhvervshus Sjællands tilbud på www.ehsj.dk
Følg pressemeddelelser fra Erhvervshus Sjælland
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Erhvervshus Sjælland
1,5 mio. kr. til kickstart af eksport for sjællandske virksomheder11.3.2025 06:00:00 CET | Pressemeddelelse
D. 24. marts åbner den næste pulje i SMV:Eksport, som er særligt til virksomheder i Region Sjælland. Her kan man få op til 150.000 kr. i tilskud til en privat rådgiver inden for eksport. Puljen er en af de sidste i denne omgang, så det er med at holde sig til, siger Hendrik Staack, forretningsudvikler i Erhvervshus Sjælland.
Hauberg Technique tager dansk brandteknologi til det globale marked3.2.2025 07:30:00 CET | Nyhed
Brandslukning kan blive mere effektiv og sikker gennem de rette teknologier. Det mener Hauberg Technique i Haslev. Snart er de klar med en helt ny brandslukningsløsning og store ambitioner på det globale marked.
Nyt IT-system tidobler resultatet hos SR Hydraulik Service på blot et år16.1.2025 08:00:00 CET | Nyhed
Da SR Hydraulik Service fik vokseværk, blev det sværere for Simon Rasmussen at følge med de administrative opgaver, og ordrer blev ikke faktureret korrekt. Men med et digitalt løft og de rette systemer er virksomheden i dag mere effektiv end nogensinde før. Og det ses tydeligt på bundlinjen.
66,5 mio. kr. til udvikling af danske små og mellemstore virksomheder15.1.2025 06:00:00 CET | Pressemeddelelse
De nye midler er tilført SMV:PRO og SMV:Vækstpilot fra Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse og forventes at komme til gavn for flere hundrede virksomheder i hele landet.
50 mio. kr. skal hjælpe flere SMV’er med den bæredygtige omstilling9.1.2025 08:45:12 CET | Pressemeddelelse
Under 10 pct. af de danske SMV’er dokumenterer deres ESG-aftryk. Flere undersøgelser i 2024 har vist, at mange fortsat tøver med at kaste sig over arbejdet med dokumentation, fordi det er svært at få overblik over lovgivning og krav. Derfor sætter Erhvervshusene bredt ind for at understøtte SMV’erne og samtidig afværge overimplementering. Det sker med 50 mio. kr. i ryggen og forventningen om, at flere virksomheder vi få smag for mere fra den bæredygtige buffet.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum