Kriminalforsorgen

Vestre Fængsel holder åbent hus

Del

Nu kan du få et helt unikt indblik bag murene i Danmarks største arresthus, når Vestre Fængsel i København for første gang holder Åbent Hus. Arrangementet er for alle, men særligt for dem, der er interesseret i en karriere i kriminalforsorgen.

Snart kan du igen søge ind på uddannelsen som fængselsbetjent og transportbetjent i Danmarks største arresthus – Vestre Fængsel. Pop up-skolen ligger inden for murene i Vestre Fængsel, og skolen åbner for et nyt hold i efteråret. I den forbindelse holder kriminalforsorgen for første gang Åbent Hus i fængslet.

Arrangementet finder sted lørdag den 26. april kl. 10.00-15.00.

”Vi har brug for så mange dygtige fængselsbetjente som overhovedet muligt. Vi har allerede gjort meget – vi har f.eks. sikret fuld løn under uddannelsen og et historisk lønløft – og nu tager vi endnu et skridt ved at åbne for et nyt hold af kommende fængselsbetjente og transportbetjente i Vestre Fængsel. Samtidig får offentligheden mulighed for at få et indblik i arbejdet i kriminalforsorgen. De ansatte i kriminalforsorgen udfører i mine øjne en af de vigtigste funktioner i vores samfund: De er med til at sikre danskernes sikkerhed og tryghed samtidig med, at de hjælper de indsatte på vej mod et bedre liv uden kriminalitet”, siger justitsminister Peter Hummelgaard.

”Jeg glæder mig til at åbne for, at gæster kan få et indtryk af livet bag murene. Kun ved at åbne os for offentligheden kan vi give danskerne et retvisende billede af det vigtige job, medarbejdere i kriminalforsorgen udfører. Vi har brug for flere uniformerede kollegaer, så jeg håber, at folk har lyst til at bruge lidt af deres lørdag på at høre mere om jobbet og måske oven i købet få afkræftet en fordom eller to”, siger direktør i kriminalforsorgen Ina Eliasen.

Mange aktiviteter – du kan blandt andet:

  • Opleve kriminalforsorgens narkotika- og mobiltelefonhunde i aktion.
  • Tale med uniformeret og civilt fængselspersonale om hverdagen og arbejdet med de indsatte.
  • Få smagsprøver fra køkkenet tilberedt af indsatte og høre om beskæftigelsesmuligheder i fængslet.
  • Prøve forskelligt udstyr, som fængselsbetjentene bærer til daglig.
  • Møde transportbetjente og opleve transportbilerne og den specialindrettede cellevogn, som indsatte transporteres i.
  • Besøge kriminalforsorgens præsentationslastbil, hvor du gennem VR-briller kan besøge to af kriminalforsorgens fængsler.
  • Få personlig vejledning og blive klogere på, om du har, hvad der skal til for at blive fængsels- eller transportbetjent.

Rundvisning bag murerne
På dagen kan en større gruppe gæster også få en eksklusiv rundvisning i dele af Vestre Fængsel, når fængselsbetjente viser deres anderledes arbejdsplads frem. På rundturen kan gæsterne komme helt tæt på dagligdagen i en fængselsafdeling og blandt andet se en celle, et besøgsrum og betjentstuen.

Rundvisningen er først og fremmest til de besøgende, som er nysgerrige på job og uddannelse i Vestre Fængsel. Der er et begrænset antal pladser på rundvisningen, som fyldes ud fra et først-til-mølle-princip, så man skal ikke tøve, hvis man vil have del i denne unikke oplevelse.

Tilmelding nødvendig
Deltagelse i åbent hus-arrangementet kræver tilmelding, og alle bliver tjekket i porten. Du kan læse mere om, hvordan man tilmelder sig rundvisningen og de andre aktiviteter her: Vestre Fængsel inviterer indenfor.

Fakta om pop up-skoler

  • Ansøgningsfristen til optag på fængselsbetjent- og transportbetjentuddannelsen i Vestre Fængsel er den 12. maj 2025 med skolestart den 1. september 2025.
  • Kriminalforsorgen driver permanente skoler i Birkerød, Møgelkær syd for Horsens og i Storstrøm Fængsel på Falster. Udover Vestre Fængsel er der etableret pop up-skoler i Odense, Esbjerg, Køge og i Sdr. Omme Fængsel.
  • Kriminalforsorgen har massivt fokus på at rekruttere og fastholde flere fængselsbetjente, hvilket betyder, at der foruden at udvide antallet af skoler også er indført en merituddannelse for fængselsbetjente og transportbetjente samt fuld løn under uddannelsen.

Nøgleord

Kontakter

Følg pressemeddelelser fra Kriminalforsorgen

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Kriminalforsorgen

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye