FOA

FOAs privatansatte medlemmer stemmer ja til OK25

Del

Med et stort flertal har FOAs privatansatte medlemmer takket ja til fornyelsen af deres overenskomster. FOAs næstformand og topforhandler ved OK25 Thomas Enghausen er glad for resultatet af afstemningen.

Med 88,4 procent ja-stemmer har et stort flertal af FOAs privatansatte medlemmer sagt ja til den tre-årige fornyelse af flere end 20 forskellige overenskomster på det private arbejdsmarked. Og det er FOAs næstformand, Thomas Enghausen, glad for.

”Jeg synes vi har haft nogle gode og konstruktive forhandlinger med arbejdsgiverne – selvom det også trak tænder ud undervejs. Det er ingen hemmelighed. Men i sidste ende stod vi med et godt resultat, og det er jeg rigtig glad for, at FOAs medlemmer er enige med mig i,” siger Thomas Enghausen.

FOAs forskellige overenskomstfornyelser er kendetegnet ved, at der bliver satset på blandt andet fleksibilitet, uddannelse og reallønsfremgang.

For eksempel kan en social- og sundhedshjælper i dagvagt, der er ansat hos en virksomhed under Dansk Erhverv, se frem til en samlet månedlig lønstigning inklusiv stigning i pension og særlig opsparing på knap 3.000 kroner før skat, når den fulde effekt af overenskomsten er indfaset.

”Vi gik ind med et klart mål om at levere reallønsfremgang til medlemmerne. Det er lykkedes over hele linjen. Når jeg nu kan se, at så mange medlemmer har stemt ja til de nye overenskomster, så tænker jeg, at vi har prioriteret det helt rigtige,” siger Thomas Enghausen.

Det er 52,6 % af de stemmeberettigede FOA-medlemmer, som har valgt at bruge deres mulighed for at stemme ja eller nej til overenskomstfornyelsen. For to år siden da der sidst skulle stemmes om overenskomsterne på det private arbejdsmarked, var det tilsvarende 34 % af FOA-medlemmerne der stemte.

”Den her gang satte vi os for, at flere medlemmer skulle gøre deres stemme hørt. Fordi det er kernen i vores demokrati og i den danske model. Det er vi lykkedes med, og jeg er rigtig glad for det går den rigtige vej. Og næste gang skal vi højere op – det er klart,” siger Thomas Enghausen med et smil på læben.

FOAs afstemning er en del af den samlede afstemning på det private arbejdsmarked, hvor resultatet samlet også blev et ja. Med det samlede ja til OK25 er FOA helt i mål med dette års forhandlinger under FH/DA-området.

Næste gang FOA skal til forhandlingsbordet, er allerede til maj, hvor FOA skal forhandle med arbejdsgiverorganisationen KA Pleje.

Nøgleord

Kontakter

Om FOA

FOA er Danmarks tredjestørste fagforbund - med ca. 167.000 medlemmer fordelt på 31 lokale fagforeninger. Størstedelen er ansat i kommuner og regioner, og vi organiserer også privatansatte.

Følg pressemeddelelser fra FOA

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra FOA

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye