Guldborgsund Kommune styrker de unges indflydelse i lokaldemokratiet
Unge, der bor i Guldborgsund Kommune, skal have en tydeligere stemme i det lokale demokrati. Sammen med organisationen og rådgivervirksomheden We Do Democracy laves der en såkaldt borgersamling for unge, hvor de unge skal give konkrete anbefalinger til, hvordan det gode demokrati ser ud.

Hvordan engagerer man de unge i udviklingen af kommunen og i det lokale demokrati? Og oplever de unge, at der bliver lyttet, når de bliver spurgt? De spørgsmål stiller mange kommuner sig selv, og nu går Guldborgsund Kommune på jagt efter svar.
Gennem projektet ”Ung_Indflydelse – Demokrati for fremtiden” får unge fra Guldborgsund Kommune mulighed for selv at definere, hvordan de skal inddrages i beslutninger, der har betydning for dem og deres hverdag. Og kommunen har forpligtet sig til at arbejde videre med de unges anbefalinger og ideer.
Borgersamling for unge
Projektet gennemføres sammen med organisationen og rådgivervirksomheden We Do Democracy og fire andre kommuner. Her samles i alt 60 repræsentative unge mellem 15 og 24 år i en såkaldt ungeborgersamling på tværs af de fem kommuner. De unge i borgersamlingen bliver sat sammen på tværs af køn, alder, interesser og uddannelse for at få så bred repræsentation som muligt.
Derudover udvikler projektet også nye måder at inddrage de unge på, som alle landets kommuner og civilsamfundsorganisationer kan benytte sig af i fremtiden.
Ifølge borgmester Simon Hansen er der mange gode grunde til at styrke de unges stemme i lokaldemokratiet. For eksempel peger Dansk Ungdoms Fællesråds Ungeanalyse fra 2023 på, at unge ønsker at blive inddraget og anerkendt, og at de samtidig ikke oplever at blive lyttet til. Der ligger dermed et stort potentiale, både for den enkelte unge og for demokratiet som helhed.
”Vi vil virkelig gerne lytte mere og inddrage bedre, og vi må også erkende, at det er en målgruppe, vi har svært ved at nå. Ikke kun, når der er valg, men også i hverdagens demokratiske processer. Så i stedet for at spørge os selv, spørger vi nu de unge i et grundigt og gennemprøvet format gennem en borgersamling, og jeg glæder mig meget til at få præsenteret og arbejde med de unges anbefalinger,” siger han.
Flere initiativer for unge
Projekt Ung_Indflydelse taler ind i en vedvarende og mere indgående indsats i Guldborgsund Kommune, der under overskriften ”De Unges Guldborgsund” har fokus på at styrke unges demokratiske selvtillid. Målet er, at langt flere unge får nysgerrighed, vilje, selvtillid og energi af at deltage i hverdagsdemokratiet og kan se værdien af at få indflydelse på egne livsvilkår.
Guldborgsund Kommune har før gjort sig erfaringer med at lade unge deltage i mere tidskrævende, demokratiske aktiviteter. Blandt andet i forbindelse med udviklingen af det kommende udeområde ved Markedshallen i Nykøbing Falster, der i helhedsplanen for havnen er defineret som et sted for unge.
Derfor søgte kommunen i efteråret 2023 efter unge, der havde lyst til at være med til at udvikle området. En gruppe på 16 unge i alderen 13-26 år meldte sig til et forløb med fokus på at udvikle området fysisk og indholdsmæssigt. Her oplevede kommunen, at de unge kom med både energi, ideer og ønsker, som nu er omsat til et manifest og en overordnet plan for området.
”Vi må aldrig tage vores demokrati for givet. Det kan vi se, når vi kigger os omkring ude i verden. Men også herhjemme skal vi være opmærksomme på, at vi hele tiden træner vores demokratiske muskler. Demokrati er som bekendt en ikke kun en styreform. Det er også en samtale, og den skal vi blive meget bedre til at have med de unge,” siger Simon Hansen.
Netop fordi projektet og den kommende borgersamling blandt andet handler om at udvikle nye måder at inddrage på, har Guldborgsund Kommune koblet det sammen med et igangværende EU Interreg-projekt, Urb Citizen Power, der har borgerinddragelse i bred forstand som omdrejningspunkt.
Udover Guldborgsund Kommune deltager Greve, Herning, Vejle og Nyborg kommuner også i ”Ung_Indflydelse – Demokrati for fremtiden”. Ungeborgersamlingen overvrækker anbefalingerne i 2026. Projektet er støttet af Tuborgfondet.
Kontakter
Simon HansenBorgmester
Guldborgsund Kommune
Stine KnüppelLokal projektleder, Ung_Indflydelse, Guldborgsund Kommune
Tlf:25181993sekn@guldborgsund.dkJohanne Duus HornemannPresse- og kommunikationskonsulent
Guldborgsund Kommune
Billeder

Følg pressemeddelelser fra Guldborgsund Kommune
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Guldborgsund Kommune
Guldborgsund Kommune er klar med en plan for Hesnæs Havn20.6.2025 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Som led i samarbejdet om udviklingen af Nordøstfalster overtager Guldborgsund Kommune nu ejerskabet af Hesnæs Havn. Byrådet vedtog torsdag aften en plan for genopbygningen, og det forventes, at både igen kan lægge til kaj i løbet af sommeren 2026. Samtidig er Det Classenske Fideicommis klar med store investeringer i området.
Sommerferie på biblioteket19.6.2025 09:01:06 CEST | Pressemeddelelse
Skolernes sommerferie nærmer sig, og biblioteket er klar til at byde børn og deres familier velkommen til en række spændende og lærerige aktiviteter. Vær falk for en formiddag, leg med små robotter, byg din egen drage og meget mere.
Partnerskab: Madens Folkemøde skal være et fast event i Nykøbing Falster19.6.2025 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Det var positivt for både antallet af gæster og omsætningen i byens butikker, at Madens Folkemøde i år blev afholdt i Nykøbing Falster. Økonomiudvalget i Guldborgsund Kommune har derfor besluttet at indgå en partnerskabsaftale med Madens Folkemøde og støtte eventet økonomisk de næste tre år.
Kultur med bundlinjeeffekt: Nykøbing F. Revyen bidrager med op til 33 mio. kr. til lokaløkonomien18.6.2025 09:13:58 CEST | Pressemeddelelse
En ny økonomisk effektanalyse viser, at Nykøbing F. Revyen i sæsonen 2023/24 har haft en markant betydning for det lokale erhvervsliv i Guldborgsund Kommune. Revyens aktiviteter har genereret en samlet BNP-effekt på mellem 29,4 og 33,3 millioner kroner.
Fokus på fællesskab og foreningsliv: 35.000 kr. i støtte til byfest i Øster Ulslev16.6.2025 12:40:06 CEST | Pressemeddelelse
Den lokale festdag i Øster Ulslev skal skabe nye relationer og synliggøre områdets foreninger og tilbud. Byfesten finder sted den 16. august 2025.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum