Region Sjælland: Ny strategi skal gøre byggerier mere bæredygtige
4.4.2025 10:00:00 CEST | Region Sjælland | Pressemeddelelse
Regionsrådet har netop vedtaget en ambitiøs strategi for bæredygtigt byggeri, der skal sikre lavere CO₂-aftryk, mere genanvendelse og grønnere løsninger i regionens bygninger.

Byggebranchen står for næsten 30 procent af den samlede CO₂-udledning i Danmark. Derfor er det afgørende, at offentlige bygherrer som Region Sjælland går forrest med løsninger, der gør en forskel for klima og miljø. Region Sjællands nye strategi for bæredygtigt byggeri sætter klare principper og rammer for, hvordan regionen vil sikre et ansvarligt byggeri i både store og små projekter.
- Vi skal ikke bare bygge til i dag – vi skal også bygge til fremtiden. Med vores bæredygtighedsstrategi gør vi det klart, at vi vil tænke det grønne ind fra allerførste streg på tegnebrættet. Det handler om at tage ansvar, så vores bygninger bliver mere klimavenlige og langtidsholdbare. Og det gælder både i vores nye byggerier, og dem vi allerede har, siger Bruno Jerup, formand for Udvalget for grøn omstilling, bæredygtighed og miljø i Region Sjælland.
Bæredygtighed skal tænkes hele vejen rundt
Strategien rummer ni principper for byggeriet, der skal sikre, at bæredygtighed bliver et gennemgående hensyn – både i materialevalg, energiforbrug og i anvendelse og vedligehold af de regionale bygninger. Det handler blandt andet om brug af lavemissionsmaterialer, integration af grønne løsninger som solceller og regnvandshåndtering, samt fokus på at genbruge materialer fra nedrivninger i nye byggerier.
Derudover skal der gennemføres livscyklusvurderinger (LCA) på alle større projekter, så klimaaftrykket dokumenteres og minimeres.
- Vi har brug for gode bygninger, for det er dér, vi arbejder og udfører vores kerneopgave. Men de kan blive meget mere klimavenlige – både i den daglige drift og når vi bygger nye. Det er et område der rykker sig voldsomt hurtigt i disse år. Strategien giver os et stærkt fundament for at stille nye ambitiøse krav og dermed være med til at rykke markedet og finde fremtidens løsninger, siger Jesper Lambert Nielsen, enhedschef for Grøn omstilling og Partnerskaber i Region Sjælland.
Første skridt: Nye byggeprojekter med grønt fokus
De første byggeprojekter under strategien bliver allerede planlagt. Blandt andet arbejdes der på en ny sundhedsklinik og renoveringer af eksisterende sygehusbygninger, hvor bæredygtige materialer, genbrug og energieffektivitet er centrale elementer.
- Vi skal omsætte strategiens ambitioner til konkret handling. Det betyder, at vi arbejder tæt sammen med både rådgivere og entreprenører for at sikre, at bæredygtighed bliver tænkt ind i alle byggeriets faser. Det handler ikke kun om materialevalg, men også om smartere byggeri, optimeret arealanvendelse og længere holdbarhed, siger Esben Wong, Byggechef, Koncern Byg i Region Sjælland.
En samlet grøn indsats
Strategien for bæredygtigt byggeri er en del af den grønne omstilling i Region Sjælland. Klimaindsatserne rummer derudover initiativer inden for transport, energi, indkøb og forbrug. Målet er en 50% reduktion af CO2-udledningen i 2035.
Regionen har allerede gode erfaringer med at tænke bæredygtighed ind i praksis, blandt andet gennem projekter som reducerer plastforbrug og sænker CO₂-udledning fra regionens køretøjer. Nu udvides arbejdet til byggeriet – med samme mål: Et bæredygtigt sundhedsvæsen.
Kontakter
Bruno Jerup, formand for Udvalget for grøn omstilling, bæredygtighed og miljø, 21 64 34 30
Jesper Lambert Nielsen, enhedschef for Grøn omstilling og Partnerskaber, 22 13 43 91
Esben Wong, Byggechef, Koncern Byg, 93 56 86 93
Pressevagten, Region Sjælland, 57 87 50 52
Følg pressemeddelelser fra Region Sjælland
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Region Sjælland
Stor tilslutning til gratis slidgigtforløb i Næstved: - Vi rammer et reelt behov8.7.2026 10:45:00 CEST | Pressemeddelelse
Et gratis træningsforløb til borgere med slidgigt i knæ eller hofte har på bare 7,5 måned nået sit mål om at inkludere 1.000 borgere. Projektet Styrke, som er udviklet i samarbejde mellem Region Sjælland og Næstved Kommune, var oprindeligt planlagt til at løbe over tre år.
Ny kampagne skal få flere praktiserende læger til Region Sjælland2.7.2026 09:00:43 CEST | Pressemeddelelse
Flere læger får nu nemmere ved at få øje på det gode lægeliv i Region Sjælland. En ny kampagne synliggør de mange muligheder for læger, som ønsker eller overvejer at slå sig ned i områder, hvor der mangler læger.
Flere afgange og natbusser skal styrke den kollektive trafik i Region Sjælland24.6.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Fra den 28. juni 2026 indfører Region Sjælland en række nye tiltag i den kollektive trafik. Natbusser, flere afgange og bedre forbindelser til uddannelse skal gøre det nemmere at komme rundt – også uden for myldretiden.
Sjællands Universitetshospital åbner sin første almenmedicinske lægeklinik9.6.2026 12:02:35 CEST | Pressemeddelelse
Der mangler praktiserende læger i mange dele af Region Sjælland – også i den sydlige del af regionen. Derfor har Sjællands Universitetshospital i dag – 9. juni – indviet sin første lægeklinik i Nykøbing Falster.
Region Sjælland vedtager ny råstofplan: Vi skal bruge færre nye råstoffer2.6.2026 17:45:12 CEST | Pressemeddelelse
Regionsrådet i Region Sjælland har vedtaget Råstofplan 2026. Planen sikrer råstoffer til byggeri og anlæg ved udpegning af nye graveområder. Der sættes samtidig mål om at reducere behovet for nye råstoffer gennem mere genanvendelse samt tidligere dialog og større hensyn til borgere, natur og miljø allerede inden, der søges om gravetilladelser.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum