Nu udvider lægevagten åbningstiden fem steder
4.4.2025 08:45:00 CEST | Region Sjælland | Pressemeddelelse
Region Sjællands lægevagt udvider nu åbningstiden i de fysiske konsultationssteder i Kalundborg, Nykøbing Sjælland, Ringsted, Vordingborg og Nakskov.

Er du syg og har du brug for at blive set af en læge i weekender, på helligdage og på hverdage i tidsrummet kl. 16-8, bliver det nu endnu nemmere, hvis du bor i Region Sjælland.
Åbningstiden udvides nemlig i fem konsultationssteder i lægevagten - 1818. Denne weekend er den første med de nye, forlængede åbningstider.
Borgerne kan konkret se frem til, at åbningstiden udvides med ekstra fem timer i weekender og på helligdage og en time ekstra på hverdage på de fem lokationer i Kalundborg, Nykøbing Sjælland, Ringsted, Vordingborg og Nakskov.
- Nu gør vi det endnu nemmere at blive set af en vagtlæge tæt på eget hjem, når ens egen praktiserende læge holder lukket. Det er blandt andet vigtigt, fordi hurtig adgang til lægehjælp kan gøre forskellen på bedring og forværring af uventet sygdom, siger Susanne Lundvald, formand for det nære sundhedsudvalg.
I 2024 var det ved 90.000 af opkaldene til lægevagten, at borgeren havde brug for at komme hen til en fysisk konsultation.
Nærhed i sundhed
Der er i alt 11 konsultationssteder i Region Sjællands lægevagt. Åbningstiden er længst på de konsultationssteder, som ligger i forbindelse med et af regionens sygehuse. Med den udvidede åbningstid, sidestilles konsultationsstederne endnu mere.
- Når sygdom opstår, skal afstanden til hjælp ikke være en barriere. Især de svageste borgere rammes, når det er nødvendigt at tage enten bilen eller offentlig transport for at blive set af lægevagten. Derfor er jeg glad for, at vi nu kan udvide åbningstiden på konsultationsstederne i regionens yderområder, så det bliver endnu nemmere at blive set af en vagtlæge tæt på der, hvor man bor, siger Susanne Lundvald.
I dag er det tre ud af fire som ses på det konsultationssted, der ligger tættest på bopælen.
Politisk er der sat mål om, at det fremover skal være otte ud af ti borgere, som - med udvidelsen af åbningstiden i Kalundborg, Nykøbing Sjælland, Ringsted, Vordingborg, Nakskov - skal ses på nærmeste konsultationssted, når de har brug for en fysisk konsultation i lægevagten.
Løbende politisk fokus på nærhed
Region Sjælland har drevet den fulde lægevagt siden oktober 2022. Da Region Sjælland hjemtog lægevagten, var det blandt andet for at sikre 11 konsultationssteder i regionen.
- Vi stod i en situation, hvor opgaven var at sikre, at man kunne møde en læge 11 steder i regionen, når behovet opstod i de tidsrum ens egen læge holder lukket. Det er afgørende for mig og en af årsagerne til, at vi i Region Sjælland selv valgte at overtage lægevagten. Jeg er glad for, at vi er kommet så langt, at vi nu har mulighed for at udvide åbningstiden, udtaler Susanne Lundvald.
Region Sjælland arbejder løbende med at modernisere lægevagten med stort fokus på at finde nye måder at gøre hjælpen endnu mere nær. For eksempel får flere borgere i dag en videokonsultation, som gør det muligt i højere grad at hjælpe borgerne, uden at de behøver at forlade hjemmet for for eksempel at transportere sig hen til et af de 11 konsultationssteder. Når lægen møder borgeren over video, er det muligt både at se og høre patienten. Det giver bedre forudsætninger for at stille diagnose og eventuelt igangsætte behandling, end når der gøres brug af en almindelig telefonkonsultation. Derudover er der investeret i, at udkørende sundhedsmedarbejdere i dag i langt højere grad kan udrede og igangsætte behandling hjemme hos borgeren.
Fakta – nye åbningstider på fem fysiske konsultationssteder
|
Konsultationssted |
Hverdage |
Weekender/helligdage |
|
Nykøbing Sj. / Nakskov |
19.00-22.00 |
13.00-20.00 |
|
Kalundborg / Vordingborg |
17.00-20.00 |
10.00-17.00 |
|
Ringsted |
18.00-21.00 |
10.00-17.00 |
Nøgleord
Kontakter
Susanne Lundvald, formand for det nære sundhedsudvalg i Region Sjælland, tlf. 29 79 71 12
Pressevagten i Region Sjælland, tlf.57 87 50 52
Billeder

Følg pressemeddelelser fra Region Sjælland
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Region Sjælland
Region Sjælland investerer 10 millioner i fremtidens uddannelser13.10.2026 10:30:00 CEST | Pressemeddelelse
Fire uddannelsesprojekter får tilsammen 10 mio. kr. fra Region Sjælland. Projekterne skal udvikle nye undervisningsformer, skabe bedre overgange mellem uddannelser og bidrage til, at unge og voksne fortsat har adgang til relevante uddannelsestilbud.
26 patienter er flyttet ind på det nye Sjællands Universitetshospital4.10.2026 12:35:06 CEST | Pressemeddelelse
Efterårets store flyttedag på Sjællands Universitetshospital er veloverstået. I løbet af søndagen er i alt 26 indlagte kræftpatienter flyttet ind på de nye, moderne enestuer i Køge.
Nu starter efterårets vaccination mod influenza og covid-191.10.2026 06:01:00 CEST | Pressemeddelelse
Fra i dag kan udvalgte grupper af borgere blive vaccineret mod covid-19 og influenza. I Region Sjælland er der vaccinationssteder i alle 17 kommuner, så borgerne nemt kan blive vaccineret tæt på deres bopæl.
Nyt, specialiseret tilbud til børn og unge med funktionelle lidelser28.9.2026 15:02:38 CEST | Pressemeddelelse
Børn og unge med funktionelle lidelser kan fremover få specialiseret hjælp på Holbæk Sygehus.
Særlig indsats sikrer 91 læger og 47 sygeplejersker til Region Sjællands hospitaler17.9.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
En målrettet indsats for at rekruttere flere læger og sygeplejersker har givet gode resultater på Region Sjællands hospitaler. De nye medarbejdere skal styrke de faglige miljøer, mindske behovet for dyre vikarløsninger og give patienterne bedre mulighed for at få behandling tættere på hjemmet. Indsatserne bliver nu ført videre i Region Østdanmark.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum