Stolt direktør: Stort underskud vendt til overskud i ZOO
2.4.2025 13:20:00 CEST | Zoologisk Have i København | Pressemeddelelse
Efter et udfordrende 2023 har Zoologisk Have i København genvundet fodfæstet. 2024 blev et år præget af fremgang i både besøgstal, økonomi og strategiske ambitioner, herunder et markant øget fokus på formidling om projekter inden for biodiversitet og naturbevarelse i Danmark og på tværs af seks kontinenter.

Zoologisk Have København har i 2024 formået at skabe en bemærkelsesværdig vending. Haven på Frederiksberg er gået fra et underskud på 20,1 mio. kr. i 2023 til et overskud på 5,4 mio. kr. i 2024, og har dermed styrket organisationens økonomiske bæredygtighed.
Samtidig har arbejdet med et nyt formål under navnet “Sammen passer vi på verdens dyr” skabt en fælles retning for fremtidens ZOO. Året har budt på fremgang på flere fronter, der bl.a. tæller 102.543 flere gæster, nye nationale og internationale partnerskaber samt et styrket fokus på formidling og forskning.
- 2024 blev året, hvor vi gik fra krisestyring til udvikling. Det økonomiske opsving og vores nye formål er resultatet af en fælles indsats blandt alle medarbejdere i ZOO, som jeg er rigtig stolt af. Vi har vist, at Zoologisk Have både er relevant, ambitiøs og nu har vi skabt grundlaget for fremtidens ZOO som kulturinstitution og naturbevarelsesaktør, siger Pernille Mehl, adm. direktør i Zoologisk Have i København.
Resultatet er opnået gennem målrettet omkostningsstyring, prioritering af investeringer samt et øget antal gæster og salg af Zookort. Besøgstallet steg samlet til over 1,35 mio., og antallet af solgte Zookort nåede et historisk højt niveau på 130.189.
Særligt en række fødsler af bl.a. tiger- og elefantunge over til et nyt kuld af den sjældne pungmår, som er truet i naturen og kun lever i få zoologiske haver, har trukket stor opmærksomhed og bidraget til den stigende interesse for ZOO.
ZOO styrker sit aftryk globalt fra Tasmanien til Østjava
ZOO har i 2024 intensiveret sin rolle som aktør i global naturbevarelse. Fra avlsprogrammer for bl.a. klokkefrøer og strandtudser i Danmark til projekter i blandt andet Marokko, Indonesien og Australien bidrager Haven aktivt til uddannelse, biodiversitetsbevarelse og opdræt af kritisk truede arter.
I 2024 indledte ZOO et nyt, tværgående samarbejde i Marokko, hvor Havens eksperter skal uddanne unge som ”naturhelte” med fokus på naturbeskyttelse og grønne jobmuligheder. Samtidig har et vigtigt indsatsområde været arbejdet i Baluran Nationalpark i Østjava, hvor ZOO bidrager til driften af en forskningsstation og et avlscenter for det truede og endemiske Java-vortesvin.
- I vores nye fælles retning har vi skruet endnu mere op for vores arbejde uden for havelågen på Frederiksberg. Gennem partnerskaber, uddannelse og videndeling sikrer vi, at vi i ZOO med vores mange fagligheder bidrager til naturbevarelse både lokalt, nationalt og globalt. Samtidig vil vi fortsætte med at udvikle besøgsoplevelsen i Haven, så vi giver vores gæster endnu mere viden med hjem. Vi ser nemlig os selv som en førende kulturinstitution, en global naturbevarelsesaktør og samtidig et grønt åndehul midt på Frederiksberg, siger Pernille Mehl.
Regnskabet for 2024 markerer begyndelsen på en ny retning for Zoologisk Have, hvor samarbejder og forskningsprojekter kobles tættere til formidlingen og gæsteoplevelsen på Frederiksberg. Med udsigt til opførelse af Biodiversitetscenter ZOO og nye anlæg for bl.a. chimpanser, står Zoologisk Have på et stærkt fundament for fremtiden.
Kontakter
Camilla Cornelius SørensenPresse- og kommunikationschefZOO
Tlf:+4530167373cams@zoo.dkZOO er sat i verden for at fremme naturbevarelse. Det gør vi gennem inspiration og opdagelser for vores gæster i Zoologisk Have København. Vi bidrager aktivt i det internationale arbejde med at bevare dyrearter og naturområder. Vi øger interessen og forståelsen af naturen og dens mangfoldighed og bidrager med vigtig forskning. Alt, hvad vi gør, er natuligvis baseret på et videnskabeligt grundlag.
Følg pressemeddelelser fra Zoologisk Have i København
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Zoologisk Have i København
Ekstremt sjælden leopardunge født i ZOO24.9.2026 10:39:47 CEST | Pressemeddelelse
En af verdens mest sjældne leoparder har fået en unge i Zoologisk Have København. Fødslen er vigtig for den bestand af amurleoparder, der lever i zoologiske haver.
Panda i ZOO er ikke drægtig8.9.2026 06:30:00 CEST | Pressemeddelelse
Efter årets inseminering var håbet stort, men Zoologisk Have København kan nu konstatere, at hunpandaen ikke er drægtig.
Solformørkelse over Danmark: Sådan vil dyrene reagere10.8.2026 06:41:45 CEST | Pressemeddelelse
Når månen på onsdag den 12. august bevæger sig ind foran solen og skaber en delvis solformørkelse over Danmark fra omkring kl. 19.10 til ca. kl. 21.00, vil mange mennesker kigge mod himlen. I naturen vil flere dyr også reagere på det pludselige skift fra lys til mørke – men kun for en stund.
’Naturen Vakler’ står vagt ved Stevns Klint15.7.2026 09:54:18 CEST | Pressemeddelelse
Den 8,5 meter høje installation ’Naturen Vakler’ har indtaget Boesdalsvej 14 ved Stevns Klint Experience og skal frem til oktober stå vagt ved UNESCO-verdensarven. Værket placeres som en markant samtalestarter netop dér, hvor jorden gemmer på sporene efter en af historiens største masseudryddelser.
Fra Thy til ZOO: Vild Is åbner i Zoologisk Have29.6.2026 08:50:25 CEST | Pressemeddelelse
Når gæsterne besøger Zoologisk Have København denne sommer, kan de også tage en pause med en vild ispind fra Thy. Den 25. juni åbner Vild Is i ZOO, hvor man kan købe håndlavet is baseret på danske, økologiske bær og frugt.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum