Første beboere kan flytte ind i deres nye boliger i Sognefogedvænget
Siden august sidste år har både maskiner og håndværkere været i fuld gang i Sognefogedvænget i Rødby Havn. Nu er projektet så langt, at de første af de genhusede beboere kan flytte tilbage i deres nyrenoverede hjem.

”Selve genhusningsprocessen er gået uden problemer, men derfor er det nu alligevel lidt af en milepæl, at de første beboere kan flytte ind i deres helt nye boliger her i Sognefogedvænget,” siger Annette Bredtved Hansen, der er næstformand i Boligselskabet Sognefogedvænget og formand for byggeudvalget.
Siden første ’spadestik’ blev taget i Sognefogedvænget i august, er det gået støt frem med både nedrivningen og genopbygningen af boligerne, der fremover kommer til at bestå af rækkehuse i et plan. De første fire boliger står nu klar til at modtage deres nye beboere i begyndelsen af april.
Gennemgribende renovering
Projektet er en sokkelrenovering, hvilket betyder, at alle boliger bliver revet ned, så kun soklen står tilbage. På soklen genopbygges der så nye boliger.
Med renoveringen bliver de oprindelige 84 boliger reduceret til 41 rækkehuse i et plan. Samtlige almene boliger bliver energioptimeret og med øget tilgængelighed, hvilket gør dem attraktive for både nuværende og nye beboere.
”Både jeg og byggeudvalget er meget tilfredse med processen i renoveringen. Det hele skrider planmæssigt frem, og der skal lyde en stor ros til håndværkerne og byggeledelsen på pladsen,” siger Annette Bredtved Hansen.
En af de beboere, der skal tilbage i en ny bolig, er Allan Jørgensen, der også er formand for Boligselskabet Sognefogedvænget, hvor han har boet i 32 år.
”Det er ingen hemmelighed, at de tidligere boliger havde udtjent deres tid og fremstod temmelig medtaget. Nu flytter jeg og de øvrige beboere ind i noget helt nyt. At det hele er nyt, er i sig selv lækkert, og så er det selvfølgelig et stort plus, at alle boliger er store, så det er muligt at komme rundt med fx en rollator og også nemmere at møblere,” siger Allan Jørgensen.
Boligerne bliver mellem 64 og 88 m² og vil løbende stå færdige i løbet af 2025 og 2026.
Ledige boliger
”Det bliver attraktive boliger i naturskønne omgivelser, og efterhånden som renoveringen skrider frem, vil der også komme ledige boliger, så jeg kan kun opfordre til, at man skriver sig på venteliste til en af boligerne,” siger Annette Bredtved Hansen og fortæller samtidig, at byggeudvalget snart vil invitere til et åbent hus, hvor interesserede kan komme forbi og se de nye boliger og området.
Boligkontoret Danmark er byggeforretningsfører på projektet, og Friis Andersen arkitekter er bygherrerådgiver. Byggefirmaet Brdr. Pedersen A/S er totalentreprenør, og firmaet Dem fra Nordlunde står for nedrivningen.
Nøgleord
Kontakter
Søren Møgelgaard JensenProjektchef, Byggeafdeling Øst Boligkontoret Danmark
Tlf:20 22 80 17smje@bdk.dkBilleder

Boligselskabet Sognefogedvænget er et almennyt boligselskab beliggende i Rødbyhavn.
Boligselskabet administreres af Boligkontoret Danmark, der som en foreningsbaseret nonprofitorganisation leverer administration, rådgivning og serviceydelser til mere end 35.000 lejeboliger landet over for både boligselskaber og kommuner.
For opskrivning til boliger: nakskov@bdk.dk
Følg pressemeddelelser fra Boligselskabet Sognefogedvænget
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.