Nye vandreruter i Vestsverige – fra skærgård og søer til bjergrygge og pilgrimsmål
1.4.2025 11:19:46 CEST | Kron Kommunikation | Pressemeddelelse
Vandring er én af de mest populære måder at opleve naturen på – og i Vestsverige bliver mulighederne kun bedre i år. I 2025 åbner flere nye ruter og strækninger, både i skærgården, gennem skove og langs søer. Her er nyhederne for vandreglade danskere, der vil kombinere smukke landskaber tæt på Danmark, men alligevel opleve noget helt anderledes.

“De danske turister, der besøger Vestsverige, vil gerne ud i naturen, og vi har fået endnu flere vandremuligheder. Turisterhvervet i området arbejder målrettet med at udvikle og forbedre netop vandremulighederne, da det er noget, der efterspørges af både danske og andre internationale gæster. Med de nye vandreruter får man det hele i én pakke – tid i naturen tæt på Danmark, men i et landskab, der byder på skærgård, dybe skove, stille skovsøer og bakkede landskaber,” siger Fredrik Lindén, direktør for Turistrådet Västsverige.

Nyt i skærgården: Kyststien udvides
Kuststigen, eller kyststien på dansk, er en kontrastfyldt vandrerute, der går fra by til by gennem Vestsveriges storslåede skærgårdsnatur. Undervejs møder man både skærgårdens lyserøde granitklipper, maleriske landsbyer og historiske levn. Med de nye ruter strækker kyststien sig 394 km fra Gøteborg og hele vejen op til Oslo over 45 etaper – og den er mange steder let tilgængelig med offentlig transport. I år får Kuststigen flere nye etaper.
På de to øer Hyppeln og Knippla i Gøteborgs skærgård kommer der ruter rundt på øerne, som gør det endnu nemmere at kombinere øhop og vandring. På øen Knippla kommer der en tur på 4 km fra færgelejet rundt om øen. Ruten går fra asfalt til grussti, gennem åbne klippeområder og langs kysten. Undervejs findes grillpladser, badesteder og en spektakulær udsigt i sydvest. På øen Hyppeln kommer der en tur på 3 km ad kystnære stier forbi fuglerige områder, sandstrand og rullestensfelt. Undervejs finder man bænke, grillpladser og udsigtspunkter. Begge ruter er velegnede for personer med funktionsvariationer.
Til efteråret åbner en ny 10 km lang strækning af Kuststigen længere nordpå mellem Strömstad og Daftö. Den lette til mediumsvære rute byder på varieret terræn gennem skov, over klipper og langs cykel- og gangstier – med havet som konstant følgesvend. På ruten ligger campingpladserne Daftö og Lagunen, hvor man kan overnatte.
Læs mere om Kuststigen

Vandring tæt på Gøteborg
Ny vandringsrute - 20 kilometer forbi 10 søer. Djursjöleden er en helt ny 20 kilometer lang vandresløjfe i Lindome, lidt syd for Gøteborg. Turen går forbi hele 10 søer, og der er grillpladser og shelters langs turen. Det er nemt at komme hertil med offentlig transport. Djursjöleden indvies 13. september på Vandringens Dag.
Sjuhäradsleden er en nyrestaureret kvalitetssikret vandrerute mellem Hindås og Mullsjö via Ulricehamn og Borås. Den passerer forbi det nyåbnede resort Hjortviken Country Club, hvor der er pool club, overnatning og mad af bedste kvalitet. Ruten er klar til efteråret.
Læs mere om Sjuhäradsleden

Pilgrimsruter gennem Vestsveriges landskab
Oprindeligt vandrede pilgrimme til katedralen i Santiago de Compostela i Spanien eller til Nidaros-katedralen i Trondheim i Norge. I dag søger mange natur, stilhed og eftertanke – og pilgrimsruterne i Vestsverige tilbyder netop det. De historiske ruter, der går forbi kirker, kulturlandskaber og fredelige stier, er del af et større netværk af pilgrimsruter. Man kan gå dem i korte etaper eller som længere, sammenhængende strækninger. Undervejs kan man samle pilgrimsstempler i kirkerne og nyde roen i naturen.
Flere nye etaper åbner i 2025, og når de er færdige kan man vandre fra Läckö ved Väneren til Hjo ved Vätteren (med en kort bustur mellem Gudhem og Kungslena) på Pilgrimsleden, på en 140 km lang strækning. Ruterne binder endnu flere kirker og naturrige områder i det centrale Västergötland sammen.
Læs mere om Vestsveriges pilgrimsruter
Flere vandreruter i Vestsverige
40-års jubilæum for Bohusleden – med nye shelters
Bohusleden fejrer 40-års jubilæum i år og har udvidet med to nye shelters: Et ved etape 10, Djupevattnet i Lilla Edets kommune, og et ved etape 7, Aleklätten i Kungälvs kommune. Bohusleden strækker sig over 350 km fra Gøteborg til Strömstad og kan både gås i sin helhed eller som korte dagsture.
Læs mere om Bohusleden
Om Turistrådet Västsverige
Turistrådet Västsverige (TRV) er turistorganisationen for regionen Västsverige. TRV arbejder med bæredygtig udvikling og markedsføring af turismebranchen i Västsveriges tre amter; Bohuslän, Dalsland, Västergötland. Bohuslän, nord for Gøteborg, byder blandt andet på skærgård med tusindvis af øer, friske skaldyr som østers, jomfruhummer og rejer, aktive naturoplevelser som kajak, sejlads, vandring og mountainbiking samt kulturliv. Dalsland, som grænser op til Norge, forbinder man særligt med Dalslands Kanal, der er perfekt til kanoture. Dalsland byder også på mangfoldige naturoplevelser med vandring, fantastiske muligheder for cykling og unikke overnatningsmuligheder. Västergötland, der ligger mellem Sveriges store søer Vänern og Vättern, byder ligeledes på aktiviteter i naturen såsom cykling, vandring og skiløb om vinteren og ikke mindst en rig historie og kultur.
Læs mere om området her: www.vestsverige.dk
Nøgleord
Kontakter
Anna Kron BoysenSenior Advisor
Tlf:+45 26 16 13 76akb@kronkommunikation.comBilleder

















Velkommen til Kron Kommunikation!
Kron Kommunikation er et PR- og kommunikationsbureau med base i København. Bureauet er specialiseret i PR og kommunikation for kunder i turist- og rejsebranchen - særligt med fokus på de skandinaviske turistdestinationer.
Følg pressemeddelelser fra Kron Kommunikation
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Kron Kommunikation
Nyt retreat på Öland satser på søvn og digital detox – del af voksende rejsetrend blandt danskere10.3.2026 11:59:56 CET | Pressemeddelelse
Silent retreats, digital detox og ophold med fokus på søvn, natur og nærvær er blevet en tydelig rejsetrend - også for korte getaways tæt på Danmark. I Småland og på Öland kan danskere finde stilhed, skove og søer få timers kørsel fra Danmark, og i 2025 åbnede Naya Retreat & Hotel, som i 2026 udvider med en ny spaafdeling.
Unik overnatning: Nye specialbyggede trætophytter sydøst for Gøteborg9.3.2026 09:59:06 CET | Pressemeddelelse
Hyssna Forest Resort udvider nu med to nye trætophytter midt i skoven. Skyland Cabin og Ranger’s Cabin står klar til gæster i 2026 med panoramaudsigt, spabad og grill, fuldt udstyret køkken og eget badeværelse. Hytterne styrker det allerede eksisterende udbud af naturnær og unik overnatning i Vestsveriges natur med fokus på ro, blændende udsigt og privatliv kun 50 kilometer fra Gøteborg – og 3,5 timers kørsel fra København.
Las Fallas markerer 10 år på UNESCO-listen: Fire aktuelle kulturoplevelser i Valencia i foråret 202624.2.2026 09:00:00 CET | Pressemeddelelse
I 2026 kan den spanske middelhavsby Valencia fejre 10-årsjubilæum for, at folkefesten Las Fallas blev optaget på UNESCO’s liste over immateriel kulturarv. Foråret byder samtidig på flere markante kulturoplevelser i byen – fra festivalens store gadeinstallationer til digitale kunstproduktioner i Bombas Gens, et nyt besøgscenter for den Hellige Gral og genåbningen af den restaurerede barokkirke Iglesia de los Santos Juanes ved det centrale marked.
Vestsverige: Hällsnäs med Michelin-restaurant udvider med 32 nye værelser og ny spa åbner i foråret23.2.2026 09:57:22 CET | Pressemeddelelse
Hällsnäs Hotell & Restaurang ved Landvettersjön i Mölnlycke, cirka 20 minutter fra Göteborg, har udvidet med 32 nye hotelværelser, som åbnede i november 2025. Fire af værelserne er suiter med privat sauna og egen terrasse med udsigt over søen. I foråret 2026 åbner et nyt spaområde som supplement til hotellets eksisterende spa-odde ved vandet.
Vinterbadning i Vestsverige: Sauna, velvære og naturnær overnatning15.12.2025 10:12:33 CET | Pressemeddelelse
Kolde dyp, varme saunaer og naturligt velvære er dybt forankret i den svenske livsstil, og det er tilsyneladende også på fremmarch blandt danskerne. I takt med at flere søger simple naturskønne pauser fra hverdagen, er interessen for vinterwellness vokset. Svenske destinationer oplever denne interesse fra danske gæster, der rejser for at kombinere ro, natur og autentiske velværeoplevelser i et tempo, der står i skarp kontrast til hverdagen.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum