Spånerne vil flyve, når top-specialiserede håndværkere fra hele verden demonstrerer det gamle håndværk live på Frilandsmuseet
2.4.2025 12:02:05 CEST | Frilandsmuseet | Pressemeddelelse
Har du tænkt over det hårde arbejde, der skulle til, dengang bygninger som Børsen, Notre Dame eller de store danske gårde blev skabt? Det arbejde kan du få indblik i, når top-specialiserede restaureringshåndværkere fra hele verden - nogle netop hjemvendt fra Notre Dame - demonstrerer det gamle håndværk live på Frilandsmuseet.

Bevæger du dig den kommende tid ned forbi marken foran herregården Fjellerup på Frilandsmuseet, vil træspånerne flyve dig om ørene. Økser vil blive svunget, når nogle af de bedste håndværkere fra hele verden og fra Frilandsmuseet med speciale i restaurering og gamle byggemetoder demonstrerer udvalgte klassiske teknikker fra den 23. april til 27. april. Som at hugge med økse, snøre op og omdanne kæmpemæssige træstammer til træ, du kan bygge med. Fra den 27. april vil Frilandsmuseets restaureringshåndværkere og håndværkere fra Hustømreforeningen undervise fremtidens håndværkere i selvsamme teknikker og metoder. Metoder, der både danner grundlaget for bygninger som Børsen og Notre Dame og husene på Frilandsmuseet, og giver dig et unikt historisk indblik i, hvordan man arbejdede - og knoklede - med træet tilbage i tiden. Men det er også metoder, som, hvis de bliver mere udbredt, kan trække byggeindustrien i dag i en mere bæredygtig retning.
“Vi er utrolig glade for, at Frilandsmuseet sammen med Hustømrerforeningen, NEXT, og Københavns Tømrerlaug gennem dette projekt kan være med til at støtte op om det gamle håndværk. Både ved at undervise lærlinge der deltager i kurserne, men også ved at give vores gæster mulighed for at følge med i processen, mens kurserne står på. De klassiske byggemetoder er en vigtig del af vores immaterielle kulturarv. De er en levendegørelse af historien, men de indeholder også utrolig meget viden, vi kan bruge i dag. Både når hændelser som branden på Børsen og Notre Dame opstår, men også i forbindelse med at gøre byggeindustrien mere bæredygtig,” siger bygningschef på Nationalmuseet, Line Mølgaard Doulgerof.
Et kongeværk som Børsens
Fra 23. april til 23. maj vil gæster på Frilandsmuseet altså kunne følge med i arbejdet fra sidelinjen, mens håndværkere og lærlingene får sved på panden. Og det bliver et håndværkertræf af rang. Foruden vores egne erfarne håndværkere, vil det være top-specialiserede håndværkere fra hele verden - nogle af dem netop hjemvendt fra at have bygget på Notre Dame i Paris - der bidrager til projektet. Mens de erfarne restaureringshåndværkere demonstrerer det gamle håndværk, vil de bl.a. også hugge tømmer til et hovedspærfag, et såkaldt “kongeværk”, som det der var under det 400 år gamle tag på Børsen inden, den brændte.
“Det har i flere hundrede år været vores pligt at sikre, at vores medlemmer, tømrersvendene i København, har de færdigheder, der skal til for at bygge og vedligeholde byen. Da Børsen brændte, tabte vi et unikt Københavnsk tagværk og et stykke dansk bygningskulturarv, og vi er meget glade for at Børsens bygherre tager deres opgave så seriøst. Derfor skal vi selvfølgelig også leve op til vores gamle forpligtelse og klæde lærlinge og svende på til denne og andre fremtidige vigtige restaureringsopgaver. Det gør vi I dette samarbejde med Frilandsmuseet,” siger formand for Hustømrerforeningen, Daniel Skovhus.
Bæredygtige huse
Som samfund står vi i dag overfor den udfordring, at der bliver bygget for meget nyt og bevaret og restaureret for lidt. På Frilandsmuseet ved vi bedre end noget andet sted, hvor udfordrende det kan være at skulle restaurere og renovere gamle bygninger. Men med de rette færdigheder bliver det mere overkommeligt og dit hus får potentielt et betydeligt lavere miljømæssigt aftryk.
“Ved at forstå de gamle byggemetoder forstår du det store arbejde, der gik forud for at kunne rejse et hus eller en bygning som Børsen. Som tømrer og håndværker kommer du meget tættere på træet, når du arbejder med gamle redskaber som øksen og benytter de klassiske byggemetoder. Du lærer at bruge din krop mere effektivt og får større respekt for materialerne, som vi i dag skal passe på og begrænse udnyttelsen af. Jeg synes personligt, at vi skal vide, hvad det er, vi kasserer, når vi vælger at rive ned frem for at restaurere. Der ligger så mange menneskelige kilojoule i de huse, så meget teknisk viden og snilde i hver en konstruktion,” siger Peter Steffensen, der er håndværker på Frilandsmuseet og en af underviserne på kurset.
“Det gælder om at professionalisere disse færdigheder og indføre dem på uddannelserne, så de ikke kun kommer museumshuse og kulturarvsbyggerier til gavn. De skal være en del af fremtidens håndværkeres værktøjskasse, så vi kan passe bedre på de bygninger, vi allerede har, og stoppe med at rive gamle men fuldstændig brugbare huse ned, bare fordi de ikke uden videre passer ind tidens behov,” siger Line Mølgaard.
Dette projekt er et samarbejde med Hustømrerforeningen, NEXT, Københavns Tømrerlaug og Frilandsmuseet.
Hvor: på marken foran herregården Fjellerup på Frilandsmuseet
Hvornår: Det gamle håndværk demonstreret af internationale håndværkere fra 23. - 27. april. Kurset for fremtidens håndværkere er fra 27. april - 23. maj.
I august 2025 vil kongeværket færdiggøres og i september vil det rejses.
Nøgleord
Kontakter
Barbara HiltonPressekoordinator
Tlf:31708407bahi@natmus.dkBilleder
Om Frilandsmuseet
Frilandsmuseet er et af verdens største og ældste frilandsmuseer med mere end 100 bygninger fra hele landet
Følg pressemeddelelser fra Frilandsmuseet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Frilandsmuseet
Høsten slutter altid med et gilde og en (folke)dans…27.8.2026 13:41:59 CEST | Pressemeddelelse
Mærk sensommersolen, køb friske råvarer, få jord under neglene og en folkedanssvingom, når Frilandsmuseet holder Høstmarked. En publikumssucces, der strækker sig over en hel weekend, hvor der vil være skærmfrie aktiviteter for store og små. Og har I en have, er der inspiration at hente i fortidens haver og køkkenhaver, som I kan udforske til Frilandsmuseets høstmarkedet.
Tag på opdagelse i Ole Lund Kirkegaards univers til Frøsnapperfestival6.7.2026 12:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Lille Virgil, Orla Frøsnapper, Næsehornet Otto og alle de andre rødder indtager Frøsnapperbyen fra 13. juli til 9. august, når Frilandsmuseet holder Frøsnapperfestival. Har I også lige læst den nye bog af Ole Lund Kirkegaard og Nana Kirkegaard? Så fat sandalerne - eller gummirøjserne – og kom til Frøsnapperfestival og gå på opdagelse i det elskede børnebogsunivers.
Sommeren skydes i gang på Frilandsmuseet med Emil og grisepjokket, nyt høloft og ny café19.6.2026 11:45:38 CEST | Pressemeddelelse
I år kan gæsterne hoppe ind i Emil fra Lønnebergs idylliske verden, når vi på Frilandsmuseet skyder sommersæsonen i gang med den frække dreng fra Katholt og åbner et helt nyt høloft på museet. Og det er ikke det eneste nye. Vi kan nemlig også slå dørene op til en helt ny café, hvor I kan nyde en frokost og udsigten over foldene.
Frilandsmuseet får ny museumschef: ”Hvis Frilandsmuseet var et barn, ville det være en blanding af Klods Hans og Pippi Langstrømpe”26.5.2026 13:36:18 CEST | Pressemeddelelse
Peter Darger, idemageren bag Frilandsmuseets “smågeniale” Frøsnapperby bliver 1. juni ny museumschef. Han vil gøre Frilandsmuseet til det mest vedkommende, sanselige og levende kulturhistoriske museum.
125 år med lavt til loftet og højt til himlen12.5.2026 12:30:00 CEST | Pressemeddelelse
Fattige hjem og fine stuer. Store vidder og små alkover. I 125 har Frilandsmuseet været museum for smukt gammelt håndværk, historier, teater og tid sammen under åben himmel. Det fejrer vi med en festweekend den 5-7. juni. Fra første spadestik ville grundlægger Bernhard Olsen vække vores fælles historie til live og gøre den til noget, vi kunne sanse med hele kroppen. En ånd, der mere end nogensinde før strømmer gennem museet.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum



