Minister rydder op i regeljungle på busområdet
Transportminister Thomas Danielsen fjerner nu en række unødvendige benspænd for både professionelle busvognmænd og institutioner, der har en bus tilknyttet til småture.
Fra 1. april er der ikke længere et krav i busbekendtgørelsen om, at buschauffører en gang om dagen skal tjekke bussen for eventuelt glemte genstande. Det bliver også muligt for en børnehave at invitere nabobørnehavens børn med på bustur uden, at de skal ansætte en transportleder og leve op til alle de andre regler, der gælder for store busfirmaer.
Det er bare et par af de mange regelforenklinger, som transportminister Thomas Danielsen nu har fået gennemført og som træder i kraft henover foråret. Regelforenklingerne har ophæng i ministerens udspil om ti initiativer, der skal styrke vejtransportbranchen.
- Vi har over årene fået skabt et kludetæppe af store og små regler, der gør det besværligt for virksomhederne og stort set umuligt for alle andre at løse selv helt banale opgaver med en bus. Det gør vi nu op med, for vi skal selvfølgelig ikke kriminalisere det plejehjem, der tager en pårørende med i bussen, ligesom det ikke skal være ulovligt, hvis en buschauffør en enkelt dag skulle glemme at gå en hittegodsrunde i bussen, siger transportminister Thomas Danielsen.
Regelforenklingerne er blandt andet gennemført med L107, som Folketinget netop har vedtaget og ved en række ændringer i de relevante bekendtgørelser.
En af de større forenklinger gør op med tidligere overimplementering af EU-regler om definitionen af, hvad erhvervsmæssig buskørsel er. Tidligere var definitionen, at hvis bare ét af tre kriterier var opfyldt, så var der tale om erhvervsmæssig buskørsel med alle de krav om transportleder og kapitalkrav, som det medførte.
Nu skal alle kriterierne være opfyldt, og dermed bliver plejehjemmet ikke længere et busselskab i lovgivningens forstand, hvis de tager en pårørende med på bustur – blot fordi den pårørende er ”personer uden en nærmere tilknytning.”
- Det bliver jo aldrig det primære formål for et plejehjem eller en børnehave at drive busvirksomhed, og derfor er det også helt skørt, at de har været underlagt de her regler. Fremover er det ikke busreglerne, der står i vejen for at bruge en institutionsbus til at give børn og ældre en god oplevelse, siger Thomas Danielsen.
En række af lempelserne vil også fjerne bureaukrati hos virksomhederne.
- Vi skal selvfølgelig have en klar ramme for de professionelle busselskaber, så der er fair konkurrence. Det fastholder vi, og samtidig fjerner vi en masse unødvendigt papirarbejde og skøre detailkrav til, hvordan den enkelte chauffør skal passe sit arbejde. I min verden er der ikke nogen grund til at gøre det mere svært end højst nødvendigt, og jeg ser frem til at tale med branchen om, hvordan de oplever de færre regler i praksis, for jeg har svært ved at tro, at de reelt vil savne dem, siger Thomas Danielsen.
Fakta:
L 107
Med vedtagelsen af L107 afskaffes blandt andet restancekravet, der skal fjerne en af barriererne for at komme ind i hvervet.
Tilsvarende afskaffes også kravet om tilladelse til at udleje busser. Fremover skal virksomheder, der udlejer køretøjer erhvervsmæssigt, ikke opfylde krav, som ligeledes skal opfyldes af en lejer, når der er tale om buskørselsvirksomhed.
Derudover bliver kravene til at drive chaufførvikarvirksomhed også forenklet således, at virksomheder, som kun vil udleje chauffører, ikke skal leve op til krav, der ikke er relevante for dem – eksempelvis behøver de ikke længere at anskaffe sig en lastbil eller bus og ansætte en transportleder, blot for at kunne udlåne vikarer.
Bekendtgørelser
Med transportministerens tiltag på bekendtgørelsesområdet bliver antallet af paragraffer på gods- og busområdet forventeligt reduceret med følgende:
• Busbekendtgørelsen reduceres med mere end 25 pct.
• Godsbekendtgørelsen reduceres med ca. 10 pct.
• Kvalifikationsbekendtgørelsen reduceres med knap 10 pct.
Det gælder blandt andet:
Busbekendtgørelsen
§ 16 om at en transportleder skal kunne kontaktes fra kl. 10:00-14:00 på alle hverdage.
§ 24 om, at buschauffører en gang om dagen skal tjekke for bussen for eventuelt glemte genstande.
Godsbekendtgørelsen
§ 15 om at en transportleder skal kunne kontaktes fra kl. 10:00-14:00 på alle hverdage.
§ 24 om at man skal have et papir i bilen som dokumentation for, at man har råderetten over sit køretøj, selvom politiet kan slå det direkte op i motorregistret.
§ 33 om at man som chaufførvikarvirksomhed ikke længere skal udfylde en bestemt blanket om køre- og hviletid til lejeren, da parterne kan aftale dette individuelt.
Kvalifikationsbekendtgørelsen
§§ 14 og 15 skæres til, så en chauffør ikke absolut behøver et grundkursus, men kan få udstedt et uddannelsesbevis ved at have bestået en prøve
§§ 56 og 57 fjernes, så en chauffør fremover ikke behøver at have et chaufføruddannelsesbevis, hvis de udfører ikke erhvervsmæssig personbefordring i et køretøj, de har kørekort til.
Følg pressemeddelelser fra Transportministeriet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Transportministeriet
Søndag skal urene igen en time frem26.3.2025 10:09:52 CET | Pressemeddelelse
Natten mellem den 29. og 30. marts 2025 overgår vi til sommertid, og urene skal derfor stilles en time frem.
Lettere at køre hurtigere i traktor med påhæng25.3.2025 17:48:33 CET | Pressemeddelelse
Et nyt lovforslag lemper blandt andet reglerne for påhængskøretøjer, så det ikke længere er et krav, at de skal registreres i Køretøjsregistret for at køre op til 40 kilometer i timen.
Opgraderingen af Hillerød Station tilføres flere midler og tilpasses20.3.2025 10:02:42 CET | Pressemeddelelse
Der skal etableres nye spor på Hillerød Station og anlægges en ny bred gangbro på tværs af stationen. Hertil undersøges om der på sigt kan ske en forbedring af gangvejene på stationen, hvis der bliver behov for det. Opgraderingen af stationen blev besluttet med Infrastrukturplan 2035, men siden har projektet vist sig at blive dyrere.
Ny rapport om modeller for organisering af den lokale kollektive transport12.3.2025 11:02:16 CET | Pressemeddelelse
Ekspertudvalget om kollektiv mobilitet i hele Danmark har afleveret sin anden delrapport til regeringen. Rapporten præsenterer forskellige mulige modeller for fremtidens organisering af den lokale kollektive transport, men indeholder ikke udvalgets anbefalinger. Udvalgets samlede anbefalinger fremlægges i foråret.
Enighed om videre proces for den grønne indenrigsrute11.3.2025 11:00:49 CET | Pressemeddelelse
Regeringen, SF og Enhedslisten er enige om at sætte udbud af en grøn indenrigsrute i gang med så stor en andel grønt flybrændstof i tanken på de enkelte fly, som det er muligt.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum