Tinderbox

Tinderbox afslører 13 nye navne til årets line-up

Del

Internationale stjerneskud, danske darlings og elektroniske sværvægtere er på programmet, når Tinderbox i dag løfter sløret for 13 nye navne, der så godt som fuldender årets plakat og line-up.

Latto til Tinderbox 2025
Latto til Tinderbox 2025

For to uger siden var der 100 dage til Tinderbox 2025, og i dag tilføjer festivalen 13 nye navne til programmet. Listen af artister tæller allerede internationale superstjerner som Green Day, Kylie Minogue, Scissor Sisters, The Streets og Natasha Bedingfield. Også flere danske artister er klar til at indtage scenerne i Tusindårsskoven, heriblandt The Minds of 99, Christopher, Lukas Graham, HUGORM og Jada. Nu bliver listen endnu længere.

Den Grammy®-nominerede hiphop-stjerne Latto aka Queen of Da Souf får temperaturen i Tusindårsskoven til at stige med millionstreamende hits som ”Big Energy”, ”Blick Sum” og ”Put It On Da Floor”. Atlanta-rapperen, som blandt andet har samarbejdet med artister som Playboi Carti, Drake, Jennifer Lopez, GloRilla, Usher og Megan Thee Stallion, gæstede sidste gang Danmark på Roskilde Festival i 2023. Her gav hun en sveddryppende koncert, som musikmediet Soundvenue kvitterede med fem ud af seks stjerner og ordene: ”Lattos koncert var hed nok til at give en snemand røde kinder.” Der er lagt i ovnen til et brag af en hiphopfest, når rapperens altid skarpt koreograferede show kommer til Odense.

I den helt anden ende af genrespektret kan årets festivalgæster også glæde sig til at opleve en anden Grammy®-nomineret amerikaner. Den americana- og blues-spillende Marcus King gæster nemlig festivalen med sin rå vokal og sit fænomenale guitarspil, der for en stund vil omdanne scenen i Tusindårsskoven til en bluesbar i South Carolina.

Fra den danske musikscene præsenteres Specktors, en gruppe der er garant for et brag af en fest, og den danske rapper Kundo, der bringer sine skarpe tekster og energiske optræden til scenen. Thor Farlov, der er kendt for sin disco-house-inspirerede pop, vil også være en del af festivalen og sørge for, at stemningen forbliver i top.

”Med tilføjelsen af Latto udvides musikken yderligere med international hiphop i verdensklasse, som supplerer de stærke danske rappere, vi har på programmet i form af Kesi, Lamin og nu også fremadstormende Kundo. Det er en genre, som stadig betyder utrolig meget for en stor generation af særligt unge musikfans, som også kommer på vores festival,” siger booker Nikoline Skaarup og fortsætter:

”Vi er stolte af endnu engang at vise, at Tinderbox er et sted, hvor sprudlende rappere kan stå side om side med nogle af verdens største rockikoner, og hvor en artist som Marcus King kan sprede blues-magi på samme scene, som energibomberne Specktors lukker og slukker lørdag aften med hvad der er dømt til at blive en af årets allerstørste fester. Det er magien ved Tinderbox, skabt af et publikum fuld af forskelligheder.”

Meget mere Magicbox 

Den del af publikum, der sætter kursen mod Magicbox-området, når de træder ind på festivalpladsen, kan se frem til et tæt på komplet line-up med alt fra nye, spændende artister til de store EDM-superstjerner. Hollandske Afrojack vender tilbage til scenen for første gang siden 2017, og house-rebellen Matroda gør sin debut i Tusindårsskoven. De slutter sig alle til det foreløbige program, der blandt andre tæller John Summit, Kölsch, ARTBAT og TOOMANYLEFTHANDS.

Den hollandske DJ og producer Afrojack har domineret den elektroniske scene i mere end et årti og vender nu tilbage til Magicbox for første gang siden 2017. Som en mester i både radiovenlige hits og hårdtslående festivaltracks har han skabt globale megahits som ”Take Over Control” og ”No Beef” og produceret for nogle af verdens største artister. Der er garanti for et set med maksimal energi og tunge drops.

En af de mest spændende debutanter på Magicbox i år er kroatiske Matroda. Kendt for sin kompromisløse tilgang til housemusik, hvor klassiske elementer møder tunge baslinjer og skarpe grooves, har han skabt sig en solid position på den moderne house-scene. Nu er det Tinderbox’ tur til at opleve hans unikke energi.

To hollandske acts, der begge tidligere har sat gang i Magicbox, vender nu tilbage til scenen. Julian Jordan har gennem det seneste årti markeret sig som en af de mest innovative navne på EDM-scenen. Kendt for sin energiske lyd og skarpe produktioner har han leveret utallige festivalfavoritter, og hans tilbagevenden til Magicbox bliver med et arsenal af hårdtslående tracks. Lucas & Steve, der sidst gæstede Magicbox i 2018, er kendt for deres feel-good house, men duoen har de seneste år udforsket en tungere og mere energisk lyd. Med en kombination af melodiske hooks og festivalvenlige drops er deres comeback på Tinderbox endnu en grund til at glæde sig til sommerens store elektroniske fest.

Ukrainske Korolova er en af de hurtigst voksende navne inden for melodisk techno. Hendes evne til at skabe smukke, følelsesladede opbygninger har skaffet hende fans verden over, og hendes debut på Magicbox bliver en rejse gennem store melodier og pulserende energi. Italienske Olympe er endnu en spændende debutant på programmet. Med udgivelser på Afterlife og Tomorrowland Music har hun allerede sat sit aftryk på techno-scenen, og hendes hypnotiske lydunivers trækker publikum ind i en intens og atmosfærisk oplevelse.

København bliver også repræsenteret på Magicbox, når både Emma Lincoln og Kaddi Sawaneh gør deres debut på scenen. Emma Lincoln er kendt for sin evne til at sammensætte genre-flydende sets, der byder på musikalske overraskelser fra hele verden. Kaddi Sawaneh har opbygget et solidt ry på den danske klubscene og som tour-DJ for Kesi. Hun bringer en uforudsigelig og energisk stil til Magicbox.

"Vi har sammensat et Magicbox-program, der både hylder de største navne på scenen og giver plads til nye spændende artister. Det er et program, der afspejler, hvor bred og dynamisk den elektroniske musik er lige nu – fra de helt store festival-acts til de nye navne, vi tror på vil forme fremtiden,” siger booker Peter Kjær.

Foruden artisterne til de fire store scener, Panorama, Plaza, Pavilion og Magicbox, offentliggjorde festivalen i fredags de artister, der skal spille op til nostalgi-fest i Groovebox-teltet.

Med dagens offentliggørelse er årets musikprogram nu tæt på fuldendt, og alle de offentliggjorte artisters spilletider kan ses på tinderbox.dk.

 

Sidste chance for billetter

Tinderbox kunne allerede i februar melde udsolgt af partoutbilletter til årets festival, og i forrige uge lød beskeden til de mange håbefulde, der havde skrevet sig på ventelisten til billetter, at festivalen har besluttet ikke at øge antallet af billetter i salg. I sidste uge blev de sidste 2-dagsbilletter solgt, og det betyder, at der nu kun er et begrænset antal 1-dagsbilletter samt VIP-billetter tilbage til Tinderbox 2025.

De sidste billetter er i salg via tinderbox.dk og unitedtickets.dk.

Tinderbox 2025 finder sted fra den 26. til den 28. juni i Tusindårsskoven, Odense.

De offentliggjorte artister til Tinderbox 2025 er:

Afrojack (Magicbox)

Alex Wann (Magicbox)

Argy (Magicbox)

ARTBAT (Magicbox)

Artemas (UK)

August Høyen

Barcode Brothers (Groovebox)

Christian Brøns (Groovebox)

Christopher

Dasha (US)

Dizzy Mizz Lizzy

Ella Augusta

Emma Lincoln (Magicbox)

Ena Cosovic (Magicbox)

Green Day (US)

Groove Coverage (Groovebox)

HUGORM

Ida Laurberg

Jacob Collier (UK)

Jada

John Summit (Magicbox)

Julian Jordan (Magicbox)

Kaddi Sawaneh (Magicbox)

Kesi

Kevin de Vries (Magicbox)

Kölsch (Magicbox)

Korolova (Magicbox)

Kundo

Kylie Minogue (AUS)

Lågsus (Magicbox)

Lamin

Latto (US)

Love Shop

Lucas & Steve (Magicbox)

Lukas Graham

Marcus King (US)

Marvelous Mosell + Tue Track (Groovebox)

Mathame (Magicbox)

Matroda (Magicbox)

Natasha Bedingfield (UK)

Olympe (Magicbox)

Omar Rudberg (VE/SE)

Østkyst Hustlers (Groovebox)

Reyna Tropical (MX/US)

RIVO (Magicbox)

ROYA

Rune Rask (Magicbox)

Saveus

Scissor Sisters (US)

Simone Tang

Specktors

The Black Keys (US)

The Minds of 99

The Streets (UK)

Thor Farlov

TooManyLeftHands (Magicbox)

Warp Brothers (Groovebox)

Zar Paulo

8Kays (Magicbox)

Nøgleord

Kontakter

Vedhæftede filer

Links

Følg pressemeddelelser fra Tinderbox

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Tinderbox

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye