Anne Louise Eberhard ny bestyrelsesleder i UNICEF Danmark
26.3.2025 10:12:18 CET | UNICEF Danmark | Pressemeddelelse
UNICEF Danmarks bestyrelse har valgt Anne Louise Eberhard som ny bestyrelsesleder. Hun erstatter Astrid Haug, der takker af efter seks år i bestyrelsen. Samtidig bydes Maliina Abelsen og Torben Bender velkommen som nye medlemmer af bestyrelsen.

Anne Louise Eberhard er valgt som ny bestyrelsesleder i UNICEF Danmark. Hun har været medlem af bestyrelsen siden 2021. Anne Louise Eberhard overtager posten fra Astrid Haug, der har ledet bestyrelsen de seneste to år. Astrid Haug træder tilbage efter seks år i bestyrelsen, som ifølge vedtægterne er det maksimale antal år for bestyrelsesmedlemmer i UNICEF Danmark.
”Det er med stor respekt for UNICEFs dygtige medarbejdere og de mange trofaste donorer, at jeg nu giver stafetten videre. UNICEF Danmark er i trygge hænder med Anne Louise ved roret,” siger Astrid Haug.
Anne Louise Eberhard tiltræder posten på et tidspunkt, hvor det globale UNICEF oplever forskydninger i sit indtægtsgrundlag, som også forplanter sig til arbejdet i UNICEF Danmark. Hendes erfaring og kendskab til erhvervslivet samt erfaring med strategi og finansielle forhold vil være en stor hjælp til at navigere i dette nye landskab.
”Jeg vil gerne rette en stor tak til Astrid, der har ydet en meget værdifuld indsat for UNICEF Danmark. Jeg ser det som en vigtig opgave at stille min tid og kompetencer til rådighed som bestyrelsesleder for UNICEF Danmark og for arbejdet for verdens børn, og jeg ser frem til at fortsætte det fantastisk gode samarbejde i bestyrelsen; med ledelsen, medarbejderne og ikke mindst med vores uvurderlige partnere og donorer,” siger Anne Louise Eberhard.
Anne Louise Eberhard er formand for bestyrelsen i Finansiel Stabilitet. Derudover sidder hun i bestyrelserne hos FLSmidth og Bavarian Nordic, hvor hun begge steder leder revisions-, risiko- og ESG-udvalgene.
Desuden er hun advisory board medlem hos Center for Strategisk CSRD for Erhvervslivets Tænketank og EY, og hun er fakultetsmedlem for bestyrelsesuddannelserne på Copenhagen Business School.
Ind i bestyrelsen træder også Maliina Abelsen og Torben Bender.
Maliina Abelsen kender allerede UNICEF Danmark indefra, da hun i periode 2020 til 2023 var ansat som programchef på kontoret i Grønland. Hun har en fortid i FN’s Menneskeerettighedskommissariat (OHCHR) og har tidligere været medlem af Naalakkersuisut (Grønlands Landsstyre) og var minister for social velfærd og ligestilling fra 2011 til 2013. I dag er Maliina medlem af en række bestyrelser, herunder forperson i bestyrelsen for Royal Greenland og medlem i GrønlandsBankens bestyrelse.
”Det er stor ære at indtræde i UNICEF Danmarks bestyrelse, og ser frem til kunne bidrage til at styrke børns rettigheder i hele Rigsfællesskabet,” siger Maliina Abelsen.
Torben Bender har siden september sidste år været CEO for Copenhagen Infrastructure Capital (CI Capital). Inden da var han partner og chair for EY i Danmark, som han på forskellige poster har været tilknyttet siden sammenlægningen med KPMG i Danmark i 2014.
”Jeg er glad for at kunne bringe mine kompetencer i spil i en organisation som UNICEF, der arbejder for at skabe bedre betingelser for børn i hele verden. UNICEF er en organisation med en vigtig rolle i denne let kaotiske verden,” siger Torben Bender.
Generalsekretær i UNICEF Danmark, Susanne Dahl, er glad for sammensætningen af den nye bestyrelse.
”Jeg ser frem til samarbejdet med den nye bestyrelse – med de nye profiler og gode kendte kræfter i nye roller. Det er en bestyrelse med en tung erhvervsmæssig erfaring og særlig viden på områder, som er vigtige i den forandrede verden, som vi oplever i denne tid. Samtidig vil jeg takke Astrid Haug og David Hansen, der begge har lagt et kæmpe stykke arbejde i vores bestyrelse de seneste seks år,” siger Susanne Dahl.
Bestyrelsen er ansvarlig for den øverste ledelse af UNICEF Danmark og arbejder frivilligt og ulønnet. Nye medlemmer vælges af den siddende bestyrelse, der også udpeger bestyrelsesleder og næst bestyrelsesleder. Bestyrelsesmedlemmerne bidrager hver især med viden og kompetence til ledelsen og udviklingen af Den Danske UNICEF Fond og indsatsen for verdens mest udsatte børn.
Kontakter
Maria WesthHead of External Communications, UNICEF Danmark
Tlf:+45 50778664mwesth@unicef.dkFølg pressemeddelelser fra UNICEF Danmark
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra UNICEF Danmark
UNICEF: Polio er næsten udryddet. Men konflikter og manglende finansiering risikerer at stå i vejen for det sidste skridt23.10.2026 09:13:36 CEST | Pressemeddelelse
Siden 1988 er antallet af poliotilfælde i verden faldet med mere end 99 procent. Samtidig viser nye tal, at flere børn bliver fuldt vaccineret mod sygdommen. Men konflikter, svage sundhedssystemer og manglende finansiering truer de historiske fremskridt, advarer UNICEF i anledning af World Polio Day den 24. oktober.
Danskernes pant sender millioner til børn i Ukraine15.10.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Et enkelt tryk på pantautomaten kan blive til vigtig hjælp for børn og familier i Ukraine. Siden 2022 har kunder i Dagrofa doneret pant for hele 3,8 mio. kr. til UNICEFs arbejde i landet.
Børnenes U-landskalender er i handlen: I år hjælper den børn i Rwanda1.10.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Børnenes U-landskalender 2026 er nu i handlen. I år går overskuddet til UNICEFs arbejde med at give børn og familier i Rwanda bedre adgang til rent vand, vacciner og sundhedsydelser.
Ny UNICEF-analyse: 7 ud af 10 børn har haft mindst én negativ oplevelse med at sige deres mening21.9.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Ny analyse fra UNICEF Danmark om børn og unges demokratiske selvtillid viser, at børn og unge har holdninger og gerne vil høres. Men for mange er det forbundet med negative oplevelser at sige deres mening.
Hvert tiende barn vil ikke sige det til en voksen, hvis deres rettigheder bliver krænket18.9.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Tusindvis af børn har i forbindelse med Rettighedsstafetten svaret på, hvem de vil fortælle det til, hvis deres rettigheder bliver krænket. Langt de fleste vil gå til deres forældre, men hvert tiende barn vil holde det for sig selv, ligesom 10 procent af de adspurgte svarer, at de ikke ved, hvem de skal sige det til. Fredag overrækkes børnenes svar til undervisningsminister Magnus Heunicke (S) og socialminister Monika Rubin (M).
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum