Danske forskere: Fire ud af fem nybyggerier skal stoppes
Et nyt studie fra forskere på DTU, SDU og AAU viser, at biobaserede byggematerialer ikke er nok til at gøre byggebranchen bæredygtig. Der skal bygges markant mindre.

Hvis byggebranchen i Danmark skifter mineraluld, beton og stål ud med træ, hamp og halm, skulle man måske tro, at man kunne sætte flueben ved den grønne omstilling af byggeriet.
Desværre er det ikke helt så simpelt.
Et nyt studie, som forskere fra Danmarks Tekniske Universitet, Syddansk Universitet og Aalborg Universitet står bag, viser, at det ubetinget vigtigste skridt mod en grønnere byggebranche bliver at bygge meget færre nye kvadratmeter.
Ifølge forskernes beregninger bør fire ud af fem nybyggerier sløjfes fra og med næste år
- Hvis vi antager, at 50% af alle nybyggerier fra 2026 til 2050 bliver bygget af træ og andre biobaserede materialer, så skal vi stadig reducere, hvor meget vi bygger, med 80% for at holde os inden for det, man kalder safe operating space – altså det sikre råderum, forklarer Lise Horup Koch-Søfeldt, der er ph.d. fra DTU Sustain og hovedforfatter af studiet.
- Jeg håber virkelig, at det her kan være en øjenåbner for, hvor lidt bæredygtig nuværende praksis for byggeaktivitet er, og hvor radikalt vi skal ændre vores forbrug af bygninger.
Vi bygger for meget og for stort
Undersøgelsen er den første i Danmark, som medregner både en vending mod træbyggeri og alle de teknologiske fremskridt inden for grøn energi og kulstoffangst, man forventer vil reducere klima- og miljøbelastningen ved eksempelvis materialeproduktion og transport.
Men teknologien kan altså ikke redde byggeriet, fastslår forskerne, fordi tendensen samtidig er, at vi bygger mere og større. For eksempel er det gennemsnitlige nybyggede parcelhus vokset fra 122 kvadratmeter i 1963 til 213 kvadratmeter i 2023.
- Den store udfordring er, at det samlede antal kvadratmeter, som bliver bygget, bliver ved med at stige. Hvis det fortsætter sådan, har de teknologiske fremskridt og de biobaserede materialer ikke en stor nok effekt til at gøre byggeriet bæredygtigt, siger Simon Bruhn, der er ph.d. fra SDU Life Cycle Engineering og medforfatter.
Ifølge Harpa Birgisdottir – professor på Aalborg Universitet, mangeårig forsker af byggeriet og ligeledes medforfatter på studiet – er resultaterne bemærkelsesværdige.
- Vi har før lavet undersøgelser, som viste, at byggeriet skulle reduceres, men de har altid været baseret på konkrete cases. Det her er første gang, vi kigger på det samlede nybyggeri i Danmark, har de teknologiske fremskrivninger med og måler det op imod safe operating space, siger Harpa Birgisdottir.
- Og resultaterne er ret vilde i mine øjne. En reduktion på 80%, og så er det endda under forudsætning af, at det resterende byggeri bliver omstillet. Der er mange, som lige nu lufter ideen om et decideret byggestop. Nu har vi tal, der viser, at noget, der ligger tæt på et byggestop, ikke bare er en idé, men kan være en nødvendighed.
Fremskrivende livscyklusanalyse
Det nye studie er en såkaldt prospektiv LCA, altså en fremskrivende livscyklusanalyse, af nybyg frem mod 2050.
Udgangspunktet har været de fremtidsscenarier, som FN’s klimapanel arbejder med – både de optimistiske og de pessimistiske. Dem har forskerne taget et gennemsnit af og brugt det til at regne ud, hvordan dansk nybyggeri vil påvirke alt fra ressource- og arealforbrug til partikelforurening og CO2e-udledninger i de næste 25 år, hvis byggeriet skifter til mere biobaserede materialer og kan nyde godt af de teknologiske fremskridt, men ellers fortsætter som hidtil.
- Vi har arbejdet ud fra en business as usual-model og gået ud fra, at vi fortsætter med at bygge flere og flere kvadratmeter. Selv om tallene peger i den retning, kan vi selvfølgelig ikke være sikre på, at det faktisk kommer til at ske. Men om ikke andet kan man bruge vores undersøgelse til at slå fast, at på trods af teknologiske fremskridt er business as usual ikke en mulighed, siger Lise Horup Koch-Søfeldt.
Forskerne understreger også, at de i studiet ikke kigger på alt.
Der er f.eks. ikke regnet på, hvad genbrugsmaterialer ville kunne bidrage med, ligesom det udelukkende er selve byggeriet, forskerne har kigget på. På grund af mangel på data er den efterfølgende drift og opvarmning af bygninger ikke inkluderet, selv om det formentlig kun ville gøre behovet for mindre nybyggeri endnu større.
Kontakter
Lise Horup Koch-Søfeldt
Ph.d., Danmarks Tekniske Universitet
Tlf. 28736267, mail: llhs@dtu.dk
Simon Bruhn
Ph.d., Syddansk Universitet
Tlf. 65507420, mail: simb@igt.sdu.dk
Harpa Birgisdottir
Professor, Aalborg Universitet
Tlf. 51904845, mail: hbi@build.aau.dk
Sebastian Wittrock
Journalist, Syddansk Universitet
Tlf. 20135212, mail: sewitt@tek.sdu.dk
Følg pressemeddelelser fra Syddansk Universitet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Syddansk Universitet
Lys kan afsløre kræft på sekunder – danske forskere bag ny teknologi30.3.2025 09:44:09 CEST | Pressemeddelelse
Fremtidens kræftdiagnose kan blive hurtigere og mere præcis – takket være et forskerteam ledet af SDU, der kan bruge usynligt lys og kunstig intelligens til at opdage sygdomme, før symptomerne viser sig.
Fra megafabrikker til minianlæg: Dansk opfindelse gør grøn ammoniak mulig26.3.2025 12:49:28 CET | Pressemeddelelse
Produktionen af ammoniak til kunstgødning er en af verdens helt store klimasyndere. Den står for omkring 1,3 % af den samlede globale CO₂-udledning – svarende til cirka 500 millioner ton årligt. Det er næsten på niveau med den samlede luftfartsindustri og over dobbelt så meget som de årlige udledninger fra alle nordiske lande tilsammen.
Danske forskere med til at sætte verdensrekord: Solcellevinduer kan gøre fremtidens bygninger til kraftværker20.3.2025 10:20:13 CET | Pressemeddelelse
Et internationalt forskningsprojekt med deltagelse fra Syddansk Universitet har udviklet gennemsigtige solceller med rekordbrydende effektivitet. De nye vinduer kan både lukke lys ind og producere strøm – en teknologi der kan forandre bygninger i byer verden over.
AI giver røntgensyn: Nu kan vi se, hvad vores bygninger er lavet af – og det kan hjælpe klimaet18.3.2025 11:13:59 CET | Pressemeddelelse
Forskere fra Syddansk Universitet og Peking University har udviklet en ny AI-teknologi, der kan kortlægge byggematerialer i stor skala. Det er vigtigt i forhold til både byplanlægning, bæredygtigt byggeri og CO₂-reduktion.
Stigende interesse for SDU’s uddannelser via kvote 217.3.2025 11:25:07 CET | Pressemeddelelse
Tallene for årets søgning til de videregående uddannelser via kvote 2 er blevet offentliggjort. På Syddansk Universitet ses en stigning i antallet af ansøgere for tredje år i træk.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum