Tæt samarbejde mellem børnehave og skole sikrer børn i Grindsted en god skolestart
18.3.2025 08:08:34 CET | Billund Kommune | Pressemeddelelse
Når de ældste børn fra Børnenes Univers Grindsted Vest den 1. april starter på Vestre Skole, kender de allerede de nye rammer og deres nye børnehaveklasseleder. Det skyldes et tæt samarbejde mellem skole og daginstitution om at sikre børnene en tryg og smidig overgang til skolelivet.

Siden slutningen af oktober har Karina Jensen tre dage om ugen tilbragt et par timer sammen med de ældste børn i børnehaven Børnenes Univers Grindsted Vest. Til dagligt er hun børnehaveklasseleder på Vestre Skole, og den 1. april tager hun imod knap 40 børn fra netop Børnenes Univers Grindsted Vest, når de starter i førskole.
Hun mærker en tydelig forskel, når børnene begynder i skole, fordi hun det seneste halve år har opbygget en tæt relation til børnene, hvor hun bliver mødt med store kram, når hun besøger børnehaven.
”Jeg oplever, at børnene er mere trygge, snakkesalige, og de tør være sig selv. Førhen var de mere reserverede de første 14 dage efter skolestart. Nu føler de sig mere frie, og det giver også et tryggere læringsmiljø, fordi de ikke kommer med paraderne oppe. De tør også komme til mig, hvis de er utrygge,” forklarer Karina Jensen.
For at give børnene ekstra støtte og tryghed efter skolestarten, følger to pædagoger fra børnehaven med over på skolen de første tre uger efter skolestart.
Trygge forældre
Mille Bach Odén er mor til Ebbe, der starter på Vestre Skole den 1. april. Det er hendes første barn, som starter i skole, og som forælder giver det hende ekstra tryghed, at hun på forhånd kender Ebbes nye børnehaveklasselærer.
”Ebbe glæder sig helt vildt til at starte i skole, men han er også en tryghedsnarkoman, så det gør en kæmpe forskel, at han bliver klædt på til den nye tilværelse i skolen. Så jeg er virkelig positiv omkring det. I forældregruppen er vi lykkelige for, at børnene føler sig trygge ved den kommende overgang til skolen. Når vi føler os trygge og stoler på, at der bliver taget hånd om vores børn, så har vi som forældre ro i maven, og den ro smitter af på børnene,” siger Mille Bach Odén.
Karin Christensen, der er dagtilbudsleder i Børnenes Univers Grindsted Vest, er enig i den vurdering.
”For at have trygge børn, skal vi også have trygge forældre. Vi har arbejdet med den gode overgang i mange år nu, og vi synes, vi har fundet en model, som fungerer godt for os. Det gør en stor forskel, at børnehaveklasselederen kommer og møder børnene i deres trygge miljø. Alene det at en voksen kender deres navn betyder meget. Vi gør også meget ud af at lege de samme lege her i børnehaven og i skolen, så børnene møder noget genkendeligt,” siger Karin Christensen.
Det gælder fx det pædagogiske legeprogram NUSSA, som pædagogerne er særligt uddannede i. Den pædagogiske leg består af forskellige aktiviteter, der er designet til at udvikle børns sociale og følelsesmæssige kompetencer. Læs mere om NUSSA.
På besøg på skolen
Børnenes Univers Grindsted Vest består af to børnehaveafdelinger – Nordstjernen og Karlsvognen. Siden nytår og frem til skolestart er de ældste børn fra de to afdelinger sammen hver onsdag formiddag for at lære hinanden at kende, inden de starter i skolen. Sammen besøger børnene også flere gange Vestre Skole for at lære de nye omgivelser at kende. Det gør nemlig en stor forskel for børnene, når de på forhånd ved, hvor de finder garderoben, toiletterne, legepladsen osv.
Det gode samarbejde om børnenes overgang fra børnehave til skole glæder Bjarne Larsen, der er formand for Børne- og Familieudvalget i Billund Kommune.
”Som hjemsted for Børnenes Hovedstad mener jeg, at vi er forpligtet til at skabe nogle trygge rammer for vores børn, som fremmer deres trivsel, leg og læring. Derfor er jeg rigtig glad for, at Vestre Skole og Børnenes Univers Grindsted Vest i fællesskab har fundet en model, som virker for dem, og som gør både børn og forældre trygge i overgangen til skolen. Samtidig glæder jeg mig over, at vi har lignende gode samarbejder mellem vores øvrige skoler og børnehaver,” siger Bjarne Larsen.
Udover faste besøg hos Børnenes Univers Grindsted Vest, sørger børnehaveklasseleder Karina Jensen for at komme på besøg hos de øvrige børnehaver, hvorfra et barn starter på Vestre Skole, mindst én gang i løbet af foråret, ligesom de også inviteres op på skolen. Det sikrer, at alle børn kender deres nye lærer og den nye skole. I slutningen af juni inviteres alle børn og forældre desuden til at overnatte på Vestre Skole for at bringe den nye forældregruppe tættere sammen.
Kontakter
Mia JosiassenKommunikationschef
Tlf:20 25 20 86mjos@billund.dkBilleder





Følg pressemeddelelser fra Billund Kommune
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Billund Kommune
HN Group modtager Den Sociale Virksomhedspris 202627.8.2026 15:43:39 CEST | Pressemeddelelse
HN Group er årets vinder af Den Sociale Virksomhedspris i Billund Kommune. Prisen blev torsdag den 27. august overrakt hos virksomheden som anerkendelse af et stærkt og vedvarende socialt engagement og en særlig indsats for at skabe muligheder for mennesker på kanten af arbejdsmarkedet.
Ny hjemmeside gør det lettere at finde sociale tilbud i Billund Kommune27.8.2026 08:02:07 CEST | Pressemeddelelse
Nu bliver det lettere for borgere i Billund Kommune at finde sociale tilbud. På hjemmesiden billund.socialkompas.dk samles tilbud fra både kommunen, frivillige organisationer og foreninger ét sted.
Nu er der fri passage for fiskene i Ansager Å og Nørrebæk ved Krogager24.8.2026 08:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Billund Kommune har skabt faunapassage ved det tidligere Krogager Dambrug, så fisk igen kan passere frit op i vandløbssystemerne. Det markerer vi med fremvisning af vandløbsprojektet mandag 31. august 2026 kl. 16-18 på Ansager Landevej 27 i Grindsted.
Streetfood-festival vender tilbage til Grindsted bymidte: Et kulinarisk slaraffenland med garanti for hygge19.8.2026 09:58:07 CEST | Pressemeddelelse
Efter to velbesøgte og hyggelige arrangementer fortsætter streetfood festivalen for tredje år i streg succesen. Fra den 28.-30. august danner Birketorvet i Grindsted ramme for et kulinarisk slaraffenland af musik, mad og aktiviteter.
Ungerådet inviterer til åbent møde om årets arbejde13.8.2026 10:33:39 CEST | Pressemeddelelse
Hvordan arbejder Ungerådet i Billund Kommune for at styrke unges stemme og indflydelse? Det kan alle interesserede få indsigt i, når Ungerådet inviterer til åbent møde torsdag den 20. august kl. 16.00 i Unge- og Kulturhuset i Grindsted.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum