Udvikling og anerkendelse holder Europas ældre i arbejde efter pensionsalderen
17.3.2025 07:00:00 CET | Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA) | Pressemeddelelse
Et omfattende studie på tværs af 26 europæiske lande viser, at anerkendelse i arbejdet og mulighed for faglig udvikling får seniorer til at arbejde efter pensionsalderen, mens tidspres og manglende udsigter til forfremmelse har den modsatte effekt.

Selvom datoen på fødselsattesten giver adgang til folkepension, er det ikke alle, der vælger at hænge arbejdstøjet på knagen.
I gennemsnit var 18 procent af seniorerne på tværs af Europa stadig i arbejde et år efter, de havde nået pensionsalderen. Det viser en ny undersøgelse fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA), University of Valencia, University of Chile og University of Zaragoza.
Undersøgelsen viser, at det især er muligheder for kompetenceudvikling og anerkendelse i arbejdet, der giver seniorerne lyst til at blive på arbejdsmarkedet.
- Når de ældre medarbejdere får mulighed for at udvikle sig og oplever, at deres indsats bliver værdsat, er de langt mere motiverede til at fortsætte med at arbejde, siger professor på NFA Lars L. Andersen, som er hovedforfatter bag det nye forskningsstudie.
Undersøgelsen inkluderer data om arbejde, arbejdsmiljø, livsstil, helbred og demografi fra over 9.000 personer fra 26 europæiske lande. Personerne er fulgt i en periode på 10 år fra de var midt i 50’erne, indtil de havde passeret den officielle pensionsalder. Data om arbejde, arbejdsmiljø, livsstil og helbred er baseret på spørgeskemaer.
Tidspres og manglende forfremmelsesudsigter skærer folk fra
Undersøgelsen viser også, at vedvarende tidspres på grund af en stor arbejdsbyrde og manglende udsigter til forfremmelse mindsker sandsynligheden for, at seniorerne bliver længere på arbejdsmarkedet på tværs af landene.
De personer, der oplevede et stort tidspres, havde 11 procent mindre sandsynlighed for at fortsætte med at arbejde efter pensionsalderen. Ringe udsigt til forfremmelse reducerede sandsynligheden med 24 procent.
- At tidspres på arbejdet får færre til at arbejde til en høj alder stemmer godt overens med vores store projekt SeniorArbejdsLiv. Det har blandt andet vist, at mange seniorer i Danmark efterspørger en bedre balance mellem arbejde og fritid, hvis de skal forestille sig at arbejde til en højere alder, siger Lars L. Andersen.
Cocktail-effekt giver markant højere sandsynlighed
Forskerne har i alt set på ni faktorer, der kan påvirke ens arbejde:
- Fysiske krav
- Tidspres
- Indflydelse på arbejdet
- Muligheder for kompetenceudvikling
- Støtte i vanskelige situationer
- Anerkendelse
- Løn
- Udsigt til forfremmelse
- Jobtryghed
Undersøgelsen viser, at hvis alle ni faktorer vurderes som positive, øges sandsynligheden for, at en senior stadig er i arbejdstøjet efter pensionsalderen, med 68 procent.
- Vi har tidligere fundet såkaldte ”cocktail-effekter” i arbejdsmiljøet, hvor vi for alvor kan se en markant effekt i forhold til betydning for at arbejde længere. Det vil sige, at kombinationen af mange faktorer har større betydning end de enkelte faktorer i sig selv. Vores nye undersøgelse bekræfter dette på tværs Europa, siger Lars L. Andersen.
Han mener, at resultaterne åbner op for flere måder at forbedre arbejdsmiljøet og dermed understøtte seniorerne og sandsynligheden for, at flere arbejder længere.
– Vores forskning viser, at det giver mening at se bredt på arbejdsmiljøet og de indsatser, der kan skubbe i den rigtige retning. Hvis det for eksempel er svært at give mulighed for forfremmelse, så kan man se på andre alternativer såsom at skabe mere ankerkendelse i arbejdet, siger Lars L. Andersen.
Nordeuropæere arbejder længere
Derudover viser undersøgelsen også, at personer, der ryger, har mindre tendens til at blive på arbejdsmarkedet efter pensionsalderen. På den anden side har du højere sandsynlighed for at blive i job til efter pensionsalderen, hvis du har en længere uddannelse eller er blevet skilt eller separeret.
Når det kommer til regionale forskelle, skiller seniorerne i Nordeuropa sig ud ved at blive længst på arbejdsmarkedet. I Nordeuropa – herunder Danmark – fortsatte 33 procent af seniorerne med at arbejde efter pensionsalderen, mens tallet lå på 13 procent i Vesteuropa, 12 procent i Østeuropa og 11 procent i Sydeuropa.
Disse forskelle kan ifølge studiet blandt andet forklares med forskellen i arbejdsmarkedspolitikker, kultur og økonomiske forhold, som kan gøre det mere eller mindre attraktivt at blive længere på arbejdsmarkedet.
- Regionale forskelle i pensionsordninger og arbejdsforhold spiller en stor rolle i, hvor længe seniorerne har lyst til at blive i arbejdstøjet, og vores studie tyder på, at Nordeuropa har skabt bedre rammer for ældre arbejdstagere, siger Lars L. Andersen.
Pensionsalderen i Danmark er i dag 67 år. Ifølge Danmarks Statistik var der i 2023 omkring 122.000 personer over 67 år, der var beskæftiget. I 2023 var cirka hver femte person på 65-74 år i arbejde. For personer i alderen 15-64 år var omkring tre ud af fire i arbejde.
Om studiet
Forskerne analyserede data fra den europæiske SHARE-undersøgelse (Survey of Health, Ageing and Retirement in Europe) fra 2004-2022. 9.131 personer fra 26 europæiske lande deltog i studiet. Deltagerne var i gennemsnit 56,9 år ved studiets start og blev fulgt i gennemsnitligt 9,5 år.
Forskerne indsamlede data om:
- Arbejde og arbejdsmiljø (9 forskellige faktorer)
- Livsstil
- Helbred
- Demografiske oplysninger
Der er tale om selvrapporterede data på baggrund af spørgeskemaer for hhv. arbejde og arbejdsmiljø, livsstil og helbred.
Forskerne analyserede sammenhængen mellem disse faktorer og sandsynligheden for at arbejde mindst ét år efter folkepensionsalderen.
Den geografiske opdeling i Europa er baseret på FN’s definition af området
Styrker og begrænsninger
Studiet har flere styrker med sit store datasæt på over 9.000 deltagere fra 26 europæiske lande, den lange opfølgningsperiode, og at det tager højde for forskellige pensionsaldre på tværs af lande, køn og år. Det er en begrænsning, at SHARE ikke indeholder en komplet oversigt over alle faktorer i arbejdsmiljøet.
Ekstern finansiering
Ingen
Kontakter
NFA's pressetelefon (modtager ikke SMS)
Tlf:+45 39 16 52 10Om Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA)
Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA) forsker, formidler, uddanner forskere og rådgiver myndigheder for at bidrage til et sundt og sikkert arbejdsmiljø.
NFA er en uafhængig sektorforskningsinstitution under Beskæftigelsesministeriet (BM) og den største forskningsinstitution på arbejdsmiljøområdet i Danmark. Vi vægter faglighed og nytænkning højt, og er anerkendt både nationalt og internationalt for at udføre forskning indtil højeste internationale niveau. Vi har næsten 200 videnskabelige publikationer årligt, og ca. 70 procent bliver offentliggjort i toptidsskrifter, der er relevante for NFA's forskningsområder.
Følg pressemeddelelser fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA)
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA)
Ny forskning: Seniorer oplever aldersdiskrimination og efterlyser mentorrolle24.9.2026 10:14:57 CEST | Pressemeddelelse
En ny rapport viser, at 36 procent af ledige seniorer har oplevet aldersdiskrimination. Samtidig efterlyser næsten halvdelen af seniorerne mulighed for at dele deres erfaringer som mentorer for yngre medarbejdere.
Natarbejde hænger sammen med højere niveau af inflammation i kroppen15.9.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Både fast natarbejde og skiftarbejde med tre eller flere nattevagter i træk hænger sammen med højere niveau af inflammation i kroppen. Det viser et nyt studie fra NFA, der har undersøgt kvindelige ansatte på hospitaler.
80 års forskning i sunde og sikre arbejdsliv: NFA fejrer jubilæum2.9.2026 06:30:00 CEST | Pressemeddelelse
I 80 år har Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA) været omdrejningspunkt for undersøgelser og forskning i arbejdsmiljø. Jubilæet markerer otte årtier med store forandringer og forbedringer i danskernes arbejdsliv.
En halv times daglig fysisk aktivitet kan forebygge alvorlig stress5.8.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
En daglig omgang fysisk aktivitet på 30 minutter kan forebygge alvorlig stress, viser et nyt studie. Og risikoen mindskes allerede, hvis man er fysisk aktiv to minutter dagligt.
Unges sygefravær kan potentielt blive mindre, hvis de får mere indflydelse på deres arbejde30.6.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Forskere har undersøgt, hvor meget unges sygefravær kan reduceres ved selv en mindre forbedring i indflydelse på arbejde. Selv ret beskedne forbedringer kan sandsynligvis føre til færre sygefraværsdage, viser studiet.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum