VIA venter flere studerende med kommende reform af professionsuddannelserne
I år har VIA modtaget 9.533 kvote 2-ansøgninger til sine uddannelser i Region Midtjylland, hvilket er en mindre fremgang i forhold til sidste år. VIAs rektor forventer, at den kommende reform af professionsuddannelserne fremover vil få flere til at uddanne sig til blandt andet sygeplejerske og pædagog.

Der var i dag, den 15. marts kl. 12.00, deadline for årets ansøgninger til de videregående uddannelser gennem kvote 2. Professionshøjskolen VIA University College, der udbyder 41 uddannelser i 11 byer i Region Midtjylland, har i år samlet modtaget 9.533 kvote 2-ansøgninger. Det er 368 flere ansøgninger end i fjor svarende til en stigning på 4,0 procent.
5.189 af kvote 2-ansøgningerne er førsteprioritetsansøgninger til de VIA-uddannelser, ansøgerne har højest på deres ønskeliste. Det svarer til 4,3 procent flere førsteprioritetsansøgninger til VIA gennem kvote 2 end i 2024.
Igen i år viser søgningen, at der er størst interesse for VIAs uddannelser i Aarhus. Her bliver uddannelserne hvert år fyldt op.
Fremgang for pædagoguddannelsen
Konkret er der hos VIA fremgang i den samlede førsteprioritetssøgning til pædagoguddannelsen, som ellers i en årrække har oplevet markante fald i søgningen. I år er antallet af førsteprioritetsansøgninger gennem kvote 2 til pædagoguddannelsen steget med i alt 18,4 procent – fra 648 førsteprioritetsansøgninger i fjor til 767 i år.
Til de andre store uddannelser på velfærdsområdet – til lærer, sygeplejerske og socialrådgiver – er der samlet set tale om nogenlunde samme antal førsteprioritetsansøgninger gennem kvote 2 som i fjor.
Tallene dækker dog over geografiske forskelle, med fremgang i søgningen til uddannelserne i nogle af VIAs udbudsbyer og tilbagegange i andre.
Positive forventninger til reform
På baggrund af ansøgningstallene ser rektor ved VIA University College, Gitte Sommer Harrits, frem mod den kommende reform af professionsuddannelserne. Hun forventer, at et kvalitetsløft af uddannelserne til blandt andet sygeplejerske, pædagog og socialrådgiver vil føre til en stigning i ansøgningstallene fremadrettet.
Reformen ventes at blive vedtaget af et politisk flertal i Folketinget inden længe. Konkret er der fra regeringen lagt op til en milliardinvestering, der blandt andet skal give flere undervisningstimer og mere praksisrettede forløb på professionsuddannelserne.
”Den kommende reform vil gøre det mere attraktivt for de unge at uddanne sig til fx pædagog, sygeplejerske eller socialrådgiver. Det er tiltrængt og positivt, for søgningen til de tre uddannelser er siden 2015 faldet med henholdsvis 45, 37 og 33 procent. Derfor er det afgørende at vi kan uddanne flere fagprofessionelle til at understøtte velfærdssamfundet i de kommende år,” fremhæver Gitte Sommer Harrits.
Hun håber på en stigning i søgningen til VIAs uddannelser allerede til sommer gennem kvote 1 og betoner, at de unge, der søger ind i år, så vidt muligt også vil få glæde af det kvalitetsløft, der ligger i den kommende reform.
”Selvom det kommer til at tage tid at implementere den fulde reform, vil vi i videst muligt omfang introducere forbedringerne på vores uddannelser med det samme – så de også bliver til gavn for de studerende, der søger ind allerede i år. Der er derfor ingen grund til at vente,” pointerer VIAs rektor.
Stor opgave venter
Hun understreger, at VIA ønsker at samarbejde med både politikere og med arbejdsmarkedet om at implementere den reforms indhold. Dét skal sikre, at de nye uddannelser kommer til at matche arbejdsmarkedets opgaver og behov for kompetencer i fremtiden:
”Der venter os et stort arbejde med at gennemgå vores uddannelser og afdække, hvordan vi bedst kan implementere det kommende kvalitetsløft – fx ved at tilrette sammensætningen af fag, ændre forløb og justere det konkret indhold. Dét vil vi i høj grad gøre sammen med vores samarbejdspartnere ude i praksis,” fortæller Gitte Sommer Harrits.
Hun påpeger, at det også vil gøre professionsuddannelserne mere attraktive som både studie- og karrierevalg, at den kommende reform efter planen vil give markant forbedrede muligheder for efter- og videreuddannelser – såvel for de nuværende som de kommende studerende.
Samtidig er det afgørende, at professionshøjskolerne ser ud til at få mulighed for at udbyde professionsrettede masteruddannelser – fx til skole- og dagtilbudspsykolog, understreger VIAs rektor:
”Som uddannelsesinstitution har vi ikke indflydelse på de løn- og arbejdsvilkår, der venter vores dimittender, og som også påvirker søgningen til professionsbacheloruddannelserne. Men vi glæder os meget over, at der med den kommende reform er lagt op til et styrket fokus på livslang læring og dermed på nye eftertragtede muligheder for karriereudvikling,” siger Gitte Sommer Harrits og fortsætter:
”Det er fx meget samfundsrelevant med professionsrettede masteruddannelser, da arbejdsmarkedet har behov for flere videreuddannede på det professionsrettede fagfelt, og da mange unge har fokus på mulige karriereveje, når de vælger uddannelse”.
Gitte Sommer Harrits tilføjer, at VIA også selv har sat en stribe tiltag i søen for at tiltrække nye studerende til uddannelserne. Det gælder særligt uden for de større byer, hvor det er vanskeligt at tiltrække studerende nok til at fylde studiepladserne op.
VIAs nye tiltag omfatter fx specialiseringer, meritordninger og såkaldte trainéemodeller for flere af ingeniøruddannelserne, hvor den enkelte ingeniørstuderende er ansat i en virksomhed under uddannelsen og modtager online undervisning fra VIA. Hertil kommer nye initiativer til bedre studiestart og et løft at det sociale studiemiljø på VIAs campusser.
Se skemaer med årets kvote 2-ansøgningstal til VIA sammenlignet med i fjor: https://www.via.dk/om-via/presse/kvote-2
Yderligere oplysninger fås ved henvendelse til VIAs kommunikationsafdeling, der gerne besvarer spørgsmål og koordinerer interviews med VIAs rektor, prorektor og uddannelsesdekaner:
Kiri Kesby, journalist i VIA University College. Mobil: 87 55 14 61. E-mail: kike@via.dk
Anders Ankerstjerne Kristensen, journalist i VIA University College. Mobil: 87 55 15 32. E-mail: aank@via.dk
Fakta: Hvad er kvote 1 og 2?
Ansøgninger til de videregående uddannelser omfatter kvote 1- og kvote 2-ansøgninger.
I kvote 2 er det en samlet bedømmelse af karakterer og livserfaringer fra fx jobs, højskoleophold, rejser og frivilligt arbejde, der afgør, om ansøgerne bliver optaget på deres søgte uddannelser. Ansøgningsfristen gennem kvote 2 er den 15. marts kl. 12.00.
I kvote 1, som hvert år har ansøgningsfrist den 5. juli kl. 12.00, bliver ansøgerne udelukkende vurderet på basis af deres karaktergennemsnit fra gymnasiet.
Alle ansøgerne får den 28. juli besked på, om de er optaget på en af de uddannelser, de har søgt ind på.
Kontakter
Anders Ankerstjerne KristensenPR og Intern Kommunikation
Tlf:87551532aank@via.dkKiri KesbyJournalistPR og Intern Kommunikation / VIA University College
Tlf:87 55 14 61kike@via.dkBilleder
Links
Følg pressemeddelelser fra VIA University College
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra VIA University College
Fire kommuner går sammen med VIA University College om ny, skolebaseret læreruddannelse i Skive.3.2.2025 09:53:21 CET | Pressemeddelelse
Viborg, Thisted, Morsø og Skive kommuner er blevet enige om hver at oprette 4 nye lærerstillinger til en skolebaseret læreruddannelse på VIAs læreruddannelse i Skive. Med de nye uddannelsesstillinger håber kommunerne på at rekruttere og fastholde flere studerende til uddannelsen og mindske antallet af ikke-uddannede lærere på deres skoler.
National pris til VIA-vejleder fra Viborg3.2.2025 08:34:54 CET | Pressemeddelelse
Hun har bidraget til stærkere studiestart og bedre studiemiljø for de studerende på The Animation Workshop i Viborg – og for den indsats får Sofie Krogh Appel den nationale pris, Vejlederprisen 2025.
I tvivl om uddannelse? Kom på besøg hos VIA i Aarhus til u-days30.1.2025 09:00:00 CET | Pressemeddelelse
Hvordan er hverdagen på studiet? Hvordan foregår praktikken? Hvad er en professionsbachelor egentlig? Dét og mange andre spørgsmål kan uddannelsessøgende få svar på til åbent hus på VIAs adresser i Aarhus 20.-22. februar.
I tvivl om uddannelse? Kom til åbent hus på VIA i Viborg 18. februar30.1.2025 09:00:00 CET | Pressemeddelelse
Hvordan er hverdagen på studiet? Hvordan foregår praktikken? Hvad er en professionsbachelor egentlig? Dét og mange andre spørgsmål kan uddannelsessøgende få svar på til åbent hus på Campus Viborg tirsdag den 18. februar.
I tvivl om uddannelse? Kom til åbent hus på VIA i Skive 19. februar30.1.2025 09:00:00 CET | Pressemeddelelse
Hvordan er hverdagen på studiet? Hvordan foregår praktikken? Hvad er en professionsbachelor egentlig? Dét og mange andre spørgsmål kan uddannelsessøgende få svar på til åbent hus på læreruddannelsen i Skive onsdag den 19. februar.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum