P+, Pensionskassen for Akademikere

Fortsat vækst og høje afkast til medlemmer af P+ i 2024

Del

Et højt investeringsafkast, medlemsvækst og stigende indbetalinger betød, at den samlede formue i P+ ved udgangen af 2024 endte på 178 mia. kr.

2024 blev endnu et år med høje afkast til medlemmerne af P+, som. opnåede et investeringsafkast på 15,1 mia. kr. før skat til medlemmernes pensioner.

Medlemmer med markedsrenteproduktet P+ Livscyklus, mellem risiko og 15 år til pension fik et afkast på 12,6 pct., og investeringsprofilen P+ Bæredygtig med mellem risiko gav et afkast på 12,4 pct.

Investeringsporteføljen P+ Balance, som de fleste medlemmer med et gennemsnitsrenteprodukt har deres opsparing placeret i, gav et afkast på 9,4 pct. På den baggrund har bestyrelsen fastsat en depotrente på 7,5 pct. i 2025 for hovedparten af medlemmerne med en gennemsnitsrenteordning.

”Det er meget tilfredsstillende, at vores medlemmer over en bred kam fik pæne stigninger i deres opsparinger igen i 2024. Set over de seneste to år vil medlemmer med vores markedsrenteprodukt, mellem risiko og 15 år til pension have opnået et samlet afkast på hele 32 pct., hvilket placerer P+ helt i toppen i forhold til branchen,” siger adm. direktør i P+ Kåre Hahn Michelsen.

Medlemsvækst og rekordhøje indbetalinger
De seneste mange års medlemsvækst fortsatte i 2024. I alt kom der 5.000 flere medlemmer til, så det samlede medlemstal ved udgangen af året nåede op på næsten 120.000. Væksten stammer fortsat hovedsageligt fra offentlige overenskomster, men P+ fik også nye medlemmer via private overenskomster, 16 nye firmaaftaler, pensionsordninger til selvstændige og medlemmer, der indbetaler privat.

Der var også vækst i indbetalingerne, som steg til 7,6 mia. kr. Stigningen blev både drevet af de løbende indbetalinger, som steg med 8 pct., og af indskud, som steg med hele 32 pct.

”Det er positivt, at 2024 blev endnu et år med både medlemsvækst og stigende indbetalinger. Det er med til at styrke fællesskabet, så vi fortsat kan videreudvikle vores værditilbud og levere en attraktiv pensionsordning til nogle af branchens laveste samlede omkostninger,” siger Kåre Hahn Michelsen.

Høj medlemstilfredshed og stigende interesse
P+ måler løbende medlemstilfredsheden, som har været jævnt stigende de seneste år. Det var også tilfældet i 2024, hvor den generelle tilfredshed fortsat steg. Næsten 2 ud af 3 medlemmer svarer, at de enten er tilfredse eller meget tilfredse med P+. Sideløbende er andelen af utilfredse medlemmer faldet og ligger på et ganske lavt niveau.

Medlemmerne af P+ er fortsat gode til at holde sig opdaterede om deres pension, og i 2024 var der en tydelig stigning i antallet af medlemmer, der tog stilling til vigtige beslutninger om deres pension. Blandt medlemmerne på P+ Livscyklus var der 33 pct. flere, der aktivt tog stilling til deres investeringsprofil eller forsikringer i forhold til året før.

”Som medlemsejet pensionskasse er en høj medlemstilfredshed et afgørende pejlemærke for os. Målinger viser, at P+ ligger godt placeret i den bedste halvdel, når man sammenligner tilfredsheden på tværs af branchen. Vi er glade for, at vores fokuserede indsats for at skabe en god medlemsoplevelse og en tættere dialog afspejler sig i en stadig stigende tilfredshed. Det er et område, som vi fortsat vil arbejde fokuseret på i 2025,” siger Kåre Hahn Michelsen.

Nye risikoprofiler og mere end en halvering af CO2-aftrykket
2024 var også et begivenhedsrigt år i arbejdet med ansvarlige investeringer. P+ er fortsat den eneste arbejdsmarkedspensionskasse, som tilbyder et bæredygtighedsfokuseret produkt. I 2024 blev der taget endnu et skridt, da medlemmerne af P+ som de første har fået mulighed for at kombinere ekstra fokus på bæredygtighed med forskellige risikoniveauer, så de nu kan vælge P+ Bæredygtig med enten høj, mellem eller lav risiko.

P+ fortsatte desuden den målrettede indsats med at sænke klimaaftrykket fra investeringsporteføljen i 2024. Ved udgangen af året nåede CO₂-reduktionen fra P+’s aktier, erhvervsobligationer og direkte ejede ejendomme op på hele 59 pct. sammenlignet med 2019. Dermed er P+ godt på vej mod at nå sin målsætning om en CO₂-reduktion på 65 pct. i 2030.

Læs mere i årsrapporten og rapport om samfundsansvar
Du kan finde både årsrapporten og rapporten om samfundsansvar for 2024 på pplus.dk.

Kontakter

Billeder

Adm. direktør i P+, Kåre Hahn Michelsen.
Adm. direktør i P+, Kåre Hahn Michelsen.
Download

Links

Om P+

P+ er pensionskassen for akademikere. Vi er ca. 120.000 medlemmer, der ejer P+, og vi har tilsammen ca. 175 mia. kr. Det gør os til et af Danmarks 10 største pensionsselskaber.

Følg pressemeddelelser fra P+, Pensionskassen for Akademikere

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra P+, Pensionskassen for Akademikere

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye