Påske på Frilandsmuseet: Forårsfornemmelser, bindebreve og nylagte æg

Forårsblomsterne strutter i skovbrynet, vandet risler i bækken, solens stråler begynder at varme den vinterkolde jord. Naturen og dyrene vågner fra den kolde og mørke vinter og vidner om, at nu kommer foråret. Sådan var det på landet i 1700- og 1800-tallet - endda længe før - og sådan er det også i dag. Og det er netop den boblende forårsglade stemning, I kan opleve, når I kommer på Frilandsmuseet i påsken.

I Landsbyen på Frilandsmuseet vil I kunne kunne farve og fiske æg. Der vil være æggelege som i 1700- og 1800-tallet, som at trille, trante og løbe med æg. I kan komme på æggejagt, som da man gik fra hus til hus og ’sang for æg’. Der vil også være hønseskidning og påskeharen hopper selvfølgelig også en tur forbi. Der vil også være masser af påske-gøgl i Frøsnapperbyen, så som ‘Det store æggeræs’ og I kan lave pandekager over bål og forme jeres egen slikkepinde i Mutters bolchekøkken. Her svinger næsehornet Otto måske også forbi sammen med påskeharen. 

“Tiden omkring forår og påske var fyldt med håb. Naturen vågnede, fuglene begyndte at synge, og det spirede allevegne. Aftensædet sluttede - traditionen med at man samledes om aftenen ved tællelysets skær og reparerede tøj og redskaber og syslede med alt det, som skulle være klar til arbejdet udenfor gik i gang,” fortæller museumsinspektør på Frilandsmuseet, Anja Jørgensen.

Foråret betød liv og frugtbarhed; fadeburene kunne igen blive fyldt og sulten i maven stillet. Køerne, fårene, gederne kunne komme på græs og begyndte at producere mælk, og hønsene lagde igen æg - deraf kommer påskens mange æggelege og retter med æg. På Frilandsmuseet er dyrene også kommet ud, så til påske kan I igen møde bl.a. høns, får, lam og geder i foldene. 

Det hele lyder jo som fryd og gammen, og det var foråret og påsken på landet da også. For nogle. Men ikke for alle…

Vårhunger

Selvom naturen struttede var tiden omkring påske nemlig vanskelig. Det var her, at husmoderens evne til at strække maden fra sidste års høst og slagtning blev udfordret. Spisekamrene var halvtomme, kødet fordærvet og dyr så vel som mennesker var afkræftede efter den lange vinter.

“Nok var solen på vej, men dens stråler afslørede også vinterens hårdhed. Der findes mange historier om, at bønderne måtte bære deres dyr ud på marken, fordi dyrene var så svage, at de ikke selv kunne gå. Ordet ‘vårhunger’ stammer også fra denne tid. ‘Vårhunger’ betyder den hungersnød, der netop opstod om foråret, og som hvert år kostede mange menneskeliv, særligt blandt de fattige,” siger Anja Jørgensen. 

Derfor var påsken også fyldt med traditioner og overtro. Ægget var omgærdet med mystik; liv kom ud af en gold skal og var derfor symbol på frugtbarhed. Et par af årets første æg blev derfor gravet ned på markerne for at give rigeligt med afgrøder. Man satte knive og skeer i dørkarme, lagde en økse i møddingen og en le i kornbunken, da man mente, at stål fordrev det onde. Heksene huserede også særligt til påske, da de ifølge historierne kom tilbage fra Bloksbjerg på skærtorsdag, hvor de gik i kirke.

“I den kristne fortælling er påsken en blandet højtid, der indeholder både det sørgelige og det glædelige. Så godt som alle på landet var kristne og for dem var påsken en hellig højtid. Mange havde fastet siden fastelavn og på de første påskedage skærtorsdag og langfredag lød det, at man skulle være from og sørge over Jesus død. Skærtorsdag spiste man ‘nikålssuppe’ af den sidste grønkål i kålgården og diverse urter og ukrudt, man kunne finde i grøftekanten for at få et godt helbred hele året. Langfredag stod den på rugmelsgrød og lørdag var der skidne æg på bordet. Det var først 1. og 2. påskedag, at man igen måtte more sig og spise den gode mad,” siger Anja Jørgensen.

Traditionernes samlingskraft

Mange af påskens traditioner har overlevet helt op til i dag. Gækkebrevet er f.eks. en af dem. Før i tiden blev gækkebrevet kaldt et bindebrev, og det var ikke kun noget, man sendte afsted omkring påske. Bindebreve sendte man hele året, ofte på modtagerens navnedag, og var et smukt stykke håndværk. Bindebrevene var udklippet, dekoreret med billeder, tekst og forsynet med en lang og ganske tynd tråd med en masse knuder - I kan se dem hænge i nogle af husene på Frilandsmuseet.

“Var man ny karl eller pige på egnen, kunne man risikere at modtage et bindebrev. Eller havde man en hemmelig beundre kunne man måske også finde et gemt i ærmet på jakken. Ideen var, at man med brevet blev ‘bundet’ sammen med den, som sendte det. Og man kunne kun komme fri ved at give et kys eller mere udbredt ved at holde et gilde for egnens unge,” siger Anja Jørgensen.

Bønderne og landsbysamfundene var i hele taget glade for fejringer og traditioner.

“Traditioner eksisterer, fordi man har brug for dem og fordi bønderne betragtede livet og året som cirkulært med evige gentagelser, som altså skulle markeres. Det gav forudsigelighed og sammenhængskraft. Måske føltes fremtiden skræmmende, og i den kontekst var traditioner det modsatte: de var velkendte og skabte tryghed,” siger Anja Jørgensen. 

Op gennem tiden, når livet og verden føltes ustabil, har vi altid samlet os om traditionerne, om det nære, om årstiderne, og det der var lige udenfor: køkkenhaven, surdejen, hinanden. Det så man også under Corona-pandemien. Måske kommer vi også de kommende år til at se en opblomstring i fejringen og markeringen af de gamle bønders traditioner? I så fald, hvorfor ikke starte med påsken på Frilandsmuseet.

Hvad: Påske på Frilandsmuseet

Hvor: Landsbyen og Frøsnapperbyen på Frilandsmuseet

Hvornår: 12. april - 21. april

Læs mere om programmet her.