Campinggal nordjyde vinder 10.000.000 og køber ny campingvogn (og overvejer stærkt nummer to)
27.3.2025 09:30:00 CET | Danske Spil A/S | Pressemeddelelse
Det kan godt være en udgiftstung hobby at være campist – men det gør ikke det store, når man vinder 10.000.000 kroner i Lotto.

Når man er mangemillionær og vild med camping, så er det ikke sikkert, at en enkelt campingvogn er nok: Det gik for nyligt op for en nordjysk pensionist, da han med en gevinst på 10.000.000 kroner i Lotto kunne fejre, at han blev medlem nummer 4.614 i Danske Spils Millionærklub.
Som det allerførste gik manden straks ned til autoforhandleren og skiftede sin bil ud med den nyeste model af slagsen: En god og fornuftig hverdagsbil – med anhængertræk, selvfølgelig.
Han kunne både havde valgt en hurtigere og smartere model, men nej tak.
”Jeg valgte den, der altid har været min yndlingsbil: Det er sådan en dejlig vogn at køre i,” siger han om modellen, der dufter mere af hverdagsbil end af sportsvogn.
”Jeg kunne da også godt købe en smart, lav Mercedes eller Tesla eller Ferrari, men nejnej, rolig nu, klap lige hesten. Jeg skal ikke have en af de små bette lave biler. Det kan da godt være, at det er en lækker vogn, men ikke for mig. Jeg er også lidt oppe i alderen, som man siger, og med mine hofter og knæ skal jeg have en høj bil, jeg kan komme ind og ud ad,” fortæller han – for så straks at fortælle videre om sit næste store indkøb, som han er endnu mere passioneret omkring.
En ny campingvogn, som han kan fortælle vidt og bredt og længe om.
Skal kun køre til stampladsen
Aerodynamik og køreegenskaber er dog ikke nødvendigvis på listen over fordele, må man forstå: For campingvognen skal som udgangspunkt kun køre en enkelt tur: Ud til den plads på den samme campingplads, hvor manden har tilbragt sine somre de sidste mange år.
”Jeg har camperet i mange år, og jeg er fastligger. Jeg har nogle gode camping-naboer på pladsen, hvor jeg har ligget i 14 år. Så min nye campingvogn skal stå fast derude. Det har jeg fået lov til,” fortæller han.
Og så kan man jo spørge, om det strengt taget også var nødvendigt, at den nye bil havde anhængertræk. Men det er det skam, understreger manden.
”Jaeh, jeg er jo campinggal,” fortæller han først lidt tøvende…
”… så jeg har måske også lige tænkt på at købe en campingvogn, så jeg kan køre en tur rundt i landet. Det kunne jeg godt tænke mig. Men så skal det bare være en lille nem campingvogn, jeg kan spænde bagefter. Så kan jeg lige parkere vognen, slå markisen ud og så nyde en kold pilsner og en bøf på grillen,” siger han og sukker med velbehag. Det er i øvrigt også nogenlunde sådan planen ser ud for fastliggervognen, så snart campingsæsonen starter.
Tænker også på børn og børnebørn
En ny bil og en ny campingvogn – eller to – er dog slet ikke nok til at slå bunden ud af en konto med 10.000.000 kroner på, så manden har naturligvis også sørget for at tænke på både børn og børnebørn.
”De var helt rundt på gulvet, da jeg fortalte, at jeg havde vundet 10 millioner. De hylede og græd og faldt mig om halsen, jojo, det var en oplevelse,” fortæller han med et grin.
I første omgang har børnene fået sig nogle gevaldige kontante tilskud til hverdagen, og på et senere tidspunkt skal de alle med på en rejse. Og manden har allerede lovet, at turen ikke går ud til den nye campingvogn ude på fastliggerpladsen.
”Det er både, børn, svigerbørn og børnebørn, og nej: De skal sørme ikke med på camping. Dem har jeg lovet en rejse ned til varmen. Men det bliver først senere på året, når jeg er færdig med campingsæsonen,” siger han.
Følg pressemeddelelser fra Danske Spil A/S
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Danske Spil A/S
Smed kuponen i skraldespanden – vandt alligevel million i Lotto29.8.2026 09:30:00 CEST | Pressemeddelelse
En heldig Nordjyde vandt for nyligt 1.000.000 i Lotto – selv om han var tæt på at miste kuponen ikke én, men TO gange.
Vinder milliongevinst i Eurojackpot midt i sabbatår28.8.2026 09:50:49 CEST | Pressemeddelelse
En mand fra Esbjerg Kommune havde planlagt at stoppe op for at skifte retning i livet, og så vandt han den store gevinst i Eurojackpot, så nu kan han forlænge pausen.
“Lillemor, vi har vundet 177.000 kroner på Oddset!”26.8.2026 14:07:35 CEST | Pressemeddelelse
En heldig mand fra Fredericia ramte i går 20 kampe på Oddset. For besværet vandt han en kæmpe gevinst og måske en forlænget ferie sydpå.
Danske Spils kunder tror på overraskende engelsk mester24.8.2026 12:55:53 CEST | Pressemeddelelse
Mere end hver femte tror mest på Manchester United som engelsk mester – efter resultaterne i første runde tror Danske Spil kun på Arsenal.
Her lander weekendens millioner fra Lotto24.8.2026 09:29:23 CEST | Pressemeddelelse
To heldige danskere blev millionærer efter lørdagens trækning i Lotto – se her, hvor de to vinderkuponer blev købt.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum