Ny overenskomstaftale for socialpædagoger giver flere penge og mere fleksibilitet
13.3.2025 09:47:49 CET | Socialpædagogerne | Pressemeddelelse
Socialpædagogerne og Dansk Erhverv er blevet enige om en ny treårig overenskomstaftale for pædagogisk personale på landets private botilbud og opholdssteder. Aftalen giver bedre sammenhæng mellem familie- og arbejdsliv, bedre pension og større særlig opsparing.

Onsdag aften faldt en ny overenskomstaftale på plads for pædagogisk personale, som er ansat på landets private botilbud og opholdssteder. Det gælder blandt andre landets privatansatte socialpædagoger.
Socialpædagogerne og Dansk Erhverv er blevet enige om en aftale, hvor der skabes bedre balance mellem arbejdsliv og familieliv.
”Det var hårde forhandlinger, og der gik et stykke tid, før vi kunne begynde at nærme os hinanden. Men vi har landet en rigtig fornuftig aftale. Den sikrer blandt andet, at vi får markante forbedringer, som omhandler work-life-balance. Desuden indebærer aftalen, at indbetalinger til særlig opsparing stiger, og at pensionen bliver forbedret. Overenskomsten er en såkaldt minimallønsoverenskomst, som betyder, at den konkrete løn aftales på arbejdspladsen. Derfor er det også et godt og vigtigt skridt, at der nu indføres ret til en årlig lønforhandling,” siger Benny Andersen, formand for Socialpædagogerne.
Indbetalinger til særlig opsparing stiger med to procentpoint, og pensionen stiger med én procent.
Bedre balance mellem familie- og arbejdsliv
Benny Andersen glæder sig over, at aftalen lykkes med at give mere fleksibilitet og bedre balance mellem privatansatte socialpædagogers familie- og arbejdsliv.
Der indføres blandt andet udvidet mulighed for at passe børn under sygdom, længere tids orlov med løn i forbindelse med barsel samt omsorgsdage til bedsteforældre.
Derudover vil der som et nyt tiltag blive indført et årligt vederlag på 9.000 kroner til arbejdsmiljørepræsentanter, som er medlem af Socialpædagogerne. Dette er på linje med, hvad man har set i tilsvarende aftaler fra andre fagområder.
”Vores mange arbejdsmiljørepræsentanter er med til at udgøre rygraden i fagbevægelsen. Derfor er tillægget en klog måde at anerkende deres indsats. Rigtige fagforeninger skaber rigtige resultater. Det gælder i høj grad vores arbejdsmiljørepræsentanter og tillidsrepræsentanter, som hver dag tager ansvar og finder løsninger på udfordringerne på landets socialpædagogiske arbejdspladser,” siger Benny Andersen.
Landets privatansatte socialpædagoger arbejder blandt andet på botilbud, børne- og ungehjem og herberger. Her støtter de mennesker med komplekse handicap, psykiske lidelser samt udsatte børn, unge og voksne.
Forliget sendes nu til afstemning blandt medlemmerne.
Overenskomstaftalen for pædagogisk personale på landets private botilbud og opholdssteder:
- Pensionsprocenten stiger til 14,5 procent for socialpædagoger, 13,8 procent for pædagogmedhjælpere og 15 procent for ledere.
- Særlig opsparing stiger to procent fra syv til ni procent. Det er fordelt med ét procentpoint stigning i 2026 og det samme i 2027.
- Bedre forhold under barsel. Det indebærer to ugers ekstra orlov med løn samt mulighed for at dele orlov med sociale forældre og nærtstående familiemedlemmer.
- To børnebørns-omsorgsdage.
- Indførelse af barnets tredje sygedag.
- Frihed til at ledsage nærtstående ved sygdom mv.
- 15 øre ekstra per præsteret time til Samarbejds- og uddannelsesfonden.
- Forhøjelse af ulempetillægget med 3,5 procent per år.
- Vederlag på 9.000 kr. årligt til arbejdsmiljørepræsentanter
Nøgleord
Om Socialpædagogerne
Socialpædagogerne repræsenterer den største faggruppe på det sociale område. Vores medlemmer arbejder hver dag for at støtte mennesker med handicap og psykiske lidelser samt udsatte børn, unge og voksne til et liv med kvalitet, udvikling og muligheder.
Følg pressemeddelelser fra Socialpædagogerne
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Socialpædagogerne
Socialpædagogerne lancerer national rekrutteringsplan: Kvaliteten på socialområdets tilbud er under pres13.8.2026 06:30:08 CEST | Pressemeddelelse
Mennesker med handicap og psykiske lidelser samt udsatte børn, unge og voksne risikerer ikke at få den faglige støtte, de har brug for, hvis manglen på uddannede socialpædagoger fortsætter. Derfor lancerer Socialpædagogerne nu en samlet rekrutteringsplan med en række konkrete forslag, der skal sikre flere uddannede socialpædagoger og løfte kvaliteten på socialområdet.
For få uddanner sig til socialpædagog: Understreger behovet for stærk ny uddannelse27.7.2026 20:56:08 CEST | Pressemeddelelse
Der er stadig for få, som bliver optaget på uddannelsen til socialpædagog. Det viser nye optagetal til de videregående uddannelser. Antallet af optagne studerende er siden sidste år faldet med en procent på pædagoguddannelsen, hvor en tredjedel af de studerende uddanner sig til landets socialpædagogiske arbejdspladser.
Socialpædagogernes formand: Brug for en stærk ny uddannelse til socialpædagog5.7.2026 14:39:57 CEST | Pressemeddelelse
Der er store problemer med at rekruttere nok uddannede socialpædagoger til at støtte landets udsatte og sårbare borgere. Derfor er formand for Socialpædagogerne, Benny Andersen, bekymret over de fortsat lave ansøgertal til uddannelsen.
Værdighedsreform kan bringe socialpædagogisk støtte tættere på udsatte borgere1.7.2026 10:00:15 CEST | Pressemeddelelse
Socialministeriet har sendt lovforslaget om en værdighedsreform i høring. Socialpædagogernes formand, Benny Andersen, roser ambitionen om mere fleksibel og tilgængelig støtte til nogle af samfundets mest udsatte borgere.
Fornuftig økonomiaftale udvider pulje til kommunale botilbud18.6.2026 13:49:26 CEST | Pressemeddelelse
Det er en fornuftig økonomiaftale, som regeringen og KL i dag har præsenteret. Sådan lyder det fra Socialpædagogernes formand, Benny Andersen, som især fremhæver den udvidede pulje til kommunale botilbud og en styrket indsats mod snyd og svigt på private botilbud. Han ærgrer sig dog over, at aftalen ikke adresserer store udfordringer med kvalitet og faglighed på socialområdet.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum