Ny analyse giver unikt indblik i befolkningens kulturvaner gennem 60 år
Befolkningens kulturforbrug har på nogle områder ændret sig siden 1964. Det viser en ny analyse fra Danmarks Statistik, som ser på befolkningens kulturvaner igennem 60 år. Den viser også, at personer, der voksede op med kulturaktiviteter i barndomshjemmet, oftere deltager i kulturaktiviteter som voksen.
Befolkningens kulturforbrug har ændret sig igennem de seneste 60 år. Forskellene mellem unge og ældres kulturvaner er blevet mindre i perioden, og kulturforbruget hos personer på 65 år eller derover ligner nu i højere grad resten af befolkningens.
”Der er en tendens til, at kulturvaner på tværs af aldersgrupper er blevet mere homogene og forskellene mindre. Ældres kulturvaner minder nu mere om resten af befolkningens. Det kan vi fx se ved, at ældre på 65 år eller derover nu også tager til rytmisk koncert, hvor det før i tiden mest var en kulturaktivitet, der tiltrak unge,” siger Anders Yde Bentsen, fuldmægtig i Danmarks Statistik.
Fra 1964 og frem til 2012 læste langt hovedparten trykte aviser. Men på en kort årrække fra 2012 til 2024 faldt andelen fra 87 pct. til 21 pct. Det er gået modsat for andelen, som går i biografen, som er steget fra 57 pct. i 1964 til 67 pct. i 2024. På andre områder er det slående, at kulturvanerne tilsyneladende har ændret sig forholdsvist lidt over årene. Kvinder har oftere end mænd i alle årene besøgt kunstudstillinger eller været til koncerter.
Analysen bygger på et unik datasæt, hvor oplysninger om kulturvaner er gjort sammenligneligt over en 60 år lang periode. Analysen trækker desuden tråde til forskningen på området.
Kulturinteresse kan gå i arv
Analysen går også i dybden med kulturvaner i 2024 og undersøger seks forskellige kulturaktiviteter i barndomshjemmet. Personer, der fik læst højt som barn, blev taget med på museum eller på andre måder voksede op med kulturaktiviteter i barndomshjemmet, deltager oftere i kulturaktiviteter som voksen.
”Hvis der blev spillet på instrumenter, læst godnatlæsning eller dyrket motion i ens barndomshjem, er der en tendens til, at man i højere grad deltager i kulturaktiviteter som voksen. Det gælder også, hvis kulturoplevelser foregik uden for barndomshjemmet, som fx at man blev taget med på museumsbesøg eller gik til koncert eller i teateret,” siger Anders Yde Bentsen, fuldmægtig i Danmarks Statistik.
Det kan du også læse i analysen:
Andelen af borgere, der har været på museum i 2024, er højere i kommuner tæt på de store byer. I København og Gentofte Kommuner var andelen højest med 80 pct. Andelen, som havde besøgt et museum var også høj i Fredensborg Kommune med 78 pct. og i Skanderborg Kommune med 71 pct. Omvendt var andelen, som havde været på museum, lavest i Varde, Kalundborg, Skive og Vesthimmerland Kommuner med hhv. 44 pct. hver.
Generelt er der flere brugere af kulturtilbud blandt personer med længere uddannelser og blandt unge.
I 2024 fravalgte 38 pct. af befolkningen koncerter, 55 pct. fravalgte livesport og 38 pct. museumsbesøg.
Du kan finde analysen om befolkningens kulturvaner igennem 60 år her: www.dst.dk/analyser/55489
Fakta: Kulturvaneundersøgelsen er blevet gennemført otte gange siden 1964. Undersøgelsen er en stikprøvebaseret undersøgelse, hvor et bredt udsnit af borgere svarer på spørgsmål om deres kulturforbrug. Kultur forstås bredt og omfatter fx sport, scenekunst, avislæsning og radiolytning. I perioden 1964-2024 har undersøgelsen ændret formål og struktur, men det er muligt at sammenligne dele af de otte undersøgelser fra 1964, 1975, 1987, 1993, 1998, 2004, 2012 og 2024.
Nøgleord
Kontakter
Har du spørgsmål til analysen, er du velkommen til at kontakte Anders Yde Bentsen på telefon 4033 6881 eller ayb@dst.dk eller Magnus Nørtoft på telefon 4246 1945 eller mnt@dst.dk
Danmarks Statistik
Danmarks Statistik er den centrale myndighed for dansk statistik. Vores opgave er at indsamle, bearbejde og offentliggøre statistiske oplysninger om det danske samfund.
Følg pressemeddelelser fra Danmarks Statistik
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Danmarks Statistik
Befolkningen har nu rundet 6 mio.10.6.2025 08:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Den 1. maj 2025 rundede befolkningen i Danmark 6 mio. indbyggere. I 1973 rundede befolkningen 5 mio., og dermed har det taget 52 år at gå fra 5 til 6 mio. indbyggere.
Næsten halvdelen af beboerne på krisecentre er børn6.6.2025 07:30:00 CEST | Pressemeddelelse
48 pct. af de personer, der var på et krisecenter i perioden 2017-2024, var børn under 18 år, som kom med en forælder. Hvert fjerde af disse børn var 0-2 år, første gang de kom med på krisecenter.
En femtedel af landets boliger har brændeovn5.6.2025 07:30:00 CEST | Pressemeddelelse
19 pct. af de beboede boliger i Danmark har en brændeovn. 4 pct. har en træpilleovn eller et træpillefyr. Fjernvarme er den mest brugte primære opvarmningsform i vores boliger.
1.000 kroner i 50 år28.5.2025 07:30:00 CEST | Pressemeddelelse
Den 1000-kroneseddel, der udgår her ved udgangen af maj, er nok til 10 kg kaffe eller et par gode sko. Da den blev indført i 1975, rakte sedlen til 34 kg kaffe - eller en hel husstands årlige forbrug af fodtøj. Danmarks Statistik ser tilbage på værdien af 1.000 kr.
Syv procent af danske familier har sommerhus15.4.2025 07:30:00 CEST | Pressemeddelelse
De 224.000 familier, der har sommerhus, har højere løn og længere uddannelse end gennemsnittet. Også på andre områder skiller sommerhusejerne sig ud ift. gennemsnittet: Flere har bil, ejer også deres helårsbolig og har et toplederjob.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum