Planteskoler indgår partnerskab for at sikre fremtiden
De to danske planteskoler Møllegårdens Planteskole ApS og Johansens & Co ApS har skrevet under på et partnerskab, som skal fremtidssikre de to virksomheder. Planteskolerne fortsætter uændret, men med partnerskabet er der åbnet for et langsigtet generationsskifte.

Mens mange danske planteskoler lukker og slukker, når grundlæggeren har sidste arbejdsdag, har de to planteskoler Møllegårdens Planteskole og Johansens & Co indgået et partnerskab for at langtidssikre deres fortsatte drift.
Fremtidssikringen er lig med 36-årige Aske Lorenzen, der er søn af Johansens & Co’s grundlægger, Jan Lorenzen. Hverken Jan Lorenzen eller Lars P. Strarup, der for 40 år siden åbnede Møllegårdens Planteskole, har aktuelle planer om at trække sig tilbage, men ved at købe en tredjedel af hinandens planteskoler har de fremtidssikret virksomhederne, der fortsætter med at operere uafhængigt af hinanden.
”Jeg har i nogle år kigget efter muligheden for, at nogen kunne drive virksomheden videre, men det var først, da jeg indledte dialogen med Jan og Aske, at den rigtige løsning begyndte at tage form. Vi fandt hurtigt ud af, at vi har samme værdier og er lavet af samme støbning, og i Aske ser jeg et ungt menneske, der på lang sigt er den rigtige til at videreføre mit livsværk,” siger Lars P. Strarup og tilføjer:
”Det har ikke været en nem beslutning for mig, for det er trods alt mit livsværk, som jeg sælger ud af, men jeg gør det, for at mit livsværk kan leve videre. Alternativet ville være at lukke det hele, når jeg ikke længere kunne fortsætte.”
Mens Lars P. Strarup er 63 år, er Jan Lorenzen et år ældre. Han indledte allerede generationsskiftet for små tre år siden, hvor sønnen blev medejer af Johansens & Co, og han glæder sig over det nye partnerskab med Møllegårdens Planteskole på grund af Lars P. Strarups store erfaring.
”Jeg synes, det er fantastisk, at vi med partnerskabet kan bevare Lars’ kompetencer og 40 års erfaring og holde det på danske hænder. Vi kan lære meget af Lars, og samtidig glæder jeg mig selvfølgelig over, at vi er enige om, at vi i Aske har den rigtige mand til at drive det videre, når vi en dag stopper,” siger Jan Lorenzen.
Aske Lorenzen har egentlig en kandidat i ’Finance and International Business’ fra Aarhus Universitet, men efter otte år hos Arla, valgte han i sommeren 2022 at blive medejer af sin fars planteskole. Han ser partnerskabet som en fantastisk fremtidsmulighed for sig selv, men glæder sig også over det langsigtede perspektiv i aftalen.
”Jeg har ikke uddannet mig for at blive planteskoleejer, men for nogle år siden gav det pludselig mening at træde ind i min fars virksomhed, og nu kan jeg ikke forestille mig at lave andet. Samtidig er virkeligheden jo desværre, at mange danske planteskoler lukker, så på den her måde kan vi holde vores planteskoler på danske hænder,” siger Aske Lorenzen og tilføjer:
”Heldigvis ønsker hverken Lars eller min far at stoppe i de næste mange år, for jeg har stadig meget at lære og kan ikke forestille mig bedre læremestre end de to. Derfor er partnerskabet en fantastisk løsning for både de to planteskoler og for mig som den næste generation.”
Møllegårdens Planteskole ligger i Ringe, mens Johansens & Co har hovedsæde i Fredericia samt plantager flere steder på Nordfyn.
For yderligere information, kontakt:
Lars P. Strarup, ejer, Møllegårdens Planteskole, T 4031 8055
Jan Lorenzen, medejer, Johansens & Co, T 4040 7049
Aske Lorenzen, medejer, Johansens & Co, T 2292 7049
Billeder
Følg pressemeddelelser fra Møllegårdens Planteskole // Johansens & Co
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.