Tatoveringer kan hænge sammen med øget kræftrisiko
Ved hjælp af data fra danske tvillingepar har forskere fra Syddansk Universitet fundet tegn på, at tatoveringsblæk muligvis øger risikoen for hud- og lymfekræft. Det skyldes, at tatoveringsblæk ophobes i lymfeknuder. Fundet rejser nye spørgsmål om tatoveringers langsigtede konsekvenser for helbredet.
Der ligger ofte mange overvejelser bag det at få en tatovering.
Men der er noget, de fleste glemmer at tænke på.
Nemlig hvad tatoveringen kan få af betydning for helbredet på længere sigt. For hvad sker der med blækket i tatoveringen?
Bliver det hele i huden, hvor man kan se det – eller vandrer det videre i kroppen?
Forskning har vist, at tatoveringsblæk ikke kun forbliver dér, hvor det bliver indført. Partikler fra blækket kan vandre til lymfeknuderne, hvor de ophobes.
Forskere fra Institut for Sundhedstjenesteforskning og Klinisk Institut på Syddansk Universitet (SDU) samt Universitet i Helsinki har undersøgt, om det kan have helbredsmæssige konsekvenser. Ved hjælp af data fra danske tvillingepar har de fundet, at tatoverede personer oftere får diagnosticeret hud- og lymfekræft sammenlignet med ikke-tatoverede.
Blækpartikler i kroppen kan påvirke immunforsvaret
Lymfeknuderne er en vigtig del af immunforsvaret, da de hjælper med at bekæmpe infektioner og filtrere skadelige stoffer fra kroppen. Når tatoveringsblæk trænger ind i huden, bliver en del af det optaget i lymfeknuderne.
Forskerne er særligt bekymrede for, at tatoveringsblæk kan fremkalde kronisk inflammation i lymfeknuderne, hvilket over tid kan føre til unormal cellevækst og øget risiko for kræft.
-Vi kan se, at blækpartiklerne samler sig i lymfeknuderne, og vi mistænker, at kroppen opfatter dem som et fremmedlegeme, forklarer Henrik Frederiksen, overlæge i hæmatologi ved Odense Universitetshospital og klinisk professor ved SDU.
-Det kan betyde, at immunforsvaret konstant forsøger at reagere på blækket, og vi ved endnu ikke, om denne vedvarende belastning kan svække lymfeknudernes funktion eller have andre sundhedsmæssige konsekvenser.
Sammenhængen er svær at undersøge, da kræft ofte udvikler sig over mange år. Det betyder, at eksponering i ungdommen måske først fører til sygdom flere årtier senere, hvilket gør det vanskeligt at måle en direkte effekt.
Tvillingedata giver en unik mulighed for at studere sammenhængen
Studiet er baseret på data fra Den Danske Tvilling Tatoveringskohorte, hvor forskerne har oplysninger fra flere end 5.900 danske tvillinger. Ved at sammenligne tatoveringsmønstre med kræftdiagnoser har de fundet en øget forekomst af både hud- og lymfekræft blandt tatoverede.
-Det helt unikke ved vores tilgang er, at vi kan sammenligne tvillingepar, hvor den ene har kræft, men hvor de ellers deler mange genetiske og miljømæssige faktorer, siger Jacob von Bornemann Hjelmborg, professor i biostatistik ved SDU.
-Det giver os en stærkere metode til at undersøge, om tatoveringer i sig selv kan have betydning for kræftrisikoen.
Størrelsen af tatoveringer har betydning
Resultaterne viser, at sammenhængen mellem tatoveringer og kræft er tydeligst hos personer med store tatoveringer – defineret som større end en håndflade. Raten for lymfekræft er næsten tre gange højere for gruppen med store tatoveringer sammenlignet med dem uden tatoveringer. Denne rate (nærmere betegnet ’hazard rate’) tager højde for alder, tidspunktet for tatovering og hvor længe personerne er blevet fulgt i studiet.
- Det kan tyde på, at jo større en tatovering er, og jo længere man har haft den, desto mere blæk ophobes i lymfeknuderne. Graden af indvirkning på immunsystemet bør undersøges yderligere, så vi bedre kan forstå de mekanismer, der er på spil, siger Signe Bedsted Clemmensen, adjunkt i biostatistik ved SDU.
En anden undersøgelse fra Den Danske Tvilling Tatoveringskohorte viser, at tatoveringer bliver stadig mere udbredte. Forskerne vurderer, at fire ud af ti kvinder og tre ud af ti mænd vil være tatoverede, når de fylder 25 år.
Sammenhængen mellem tatoveringer og lymfekræft er også set i et uafhængigt svensk studie fra 2024.
Er nogle blækfarver værre end andre?
Tidligere forskning har antydet, at visse farvestoffer i tatoveringsblæk kan være mere problematiske end andre.
-I vores studie kan vi ikke se en tydelig sammenhæng mellem kræftforekomst og specifikke blækfarver, men det betyder ikke, at farven er uden betydning. Vi ved fra andre studier, at blæk kan indeholde potentielt skadelige stoffer, og for eksempel giver rødt blæk oftere allergiske reaktioner. Det er et område, vi gerne vil undersøge nærmere, siger Signe Bedsted Clemmensen.
Hvad er næste skridt?
Forskerne planlægger nu at undersøge, hvordan blækpartikler påvirker lymfeknudernes funktion på molekylært niveau, samt om nogle typer af lymfekræft er mere relateret til tatoveringer end andre.
-Vi vil gerne forstå de biologiske mekanismer bedre – hvad sker der i lymfeknuderne, når de udsættes for blækpartikler gennem årtier? Det kan hjælpe os med at vurdere, om der er en reel sundhedsrisiko, og hvad vi eventuelt kan gøre for at mindske den, afslutter Signe Bedsted Clemmensen.
Læs den videnskabelige artikel om studiet her: https://rdcu.be/d6xU9
Fakta: Hvor mange danskere har tatoveringer?
Ifølge Miljøstyrelsen (2017) har ca. 600.000 danskere en tatovering – svarende til ca. 14 % af befolkningen.
En undersøgelse fra 2021 viser, at 30-40 % af danskere under 35 år har en tatovering.
Forskerne bag Den Danske Tvilling Tatoveringskohorte vurderer, at 4 ud af 10 kvinder og 3 ud af 10 mænd vil være tatoverede, når de fylder 25 år. Link til artikel: https://rdcu.be/d8jsH
På verdensplan har tatoveringer været stigende i popularitet de sidste 30 år, især blandt unge og kvinder.
Fakta: Forekomst af hud- og lymfekræft i Danmark
7.321 nye diagnosticerede med hudkræft i 2018-2022.
1.686 nye diagnosticerede med lymfekræft i 2018-2022.
5-års overlevelsen for hudkræft er 94-98%.
5-års overlevelsen for lymfekræft er 80-95%.
(kilde: NORDCAN)
Fakta: Den Danske Tvilling Tatoveringskohorte
• Oprettet for at undersøge sammenhængen mellem tatoveringer og kræft.
• Bygger på spørgeskemasvar fra 5.900 danske tvillinger.
• Kortlægger både tatoveringsadfærd og forekomsten af hud- og lymfekræft hos tatoverede.
• Bruger en unik metode, hvor tvillinger sammenlignes for at adskille genetiske faktorer fra miljøpåvirkninger.
• Linket til Cancerregisteret for at analysere kræftforekomst blandt deltagerne.
Nøgleord
Kontakter
Marianne Lie BeckerJournalistDet Sundhedsvidenskabelige Fakultet
Tlf:21 26 19 26mlbecker@health.sdu.dkHenrik Frederiksenoverlæge i hæmatologi ved Odense Universitetshospital og klinisk professor ved SDU
Tlf:2184 9307henrik.frederiksen@rsyd.dkJacob von Bornemann HjelmborgProfessor i biostatistikInstitut for Sundhedstjenesteforskning
Tlf:50428721jhjelmborg@health.sdu.dkSigne Bedsted ClemmensenAdjunktInstitut for Sundhedstjenesteforskning
Tlf:41112297sbclemmensen@health.sdu.dkLinks
Følg pressemeddelelser fra Syddansk Universitet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Syddansk Universitet
Bygninger skal have kjoler på vævet af solskin10.6.2025 10:37:30 CEST | Pressemeddelelse
Fremtidens solenergi er blød og vævet i fibre. I hvert fald, hvis det står til et internationalt hold af forskere og designere i Danmark, Tyskland og Holland, som er gået sammen om at integrere organiske solceller (OPV) direkte i lette, fleksible tekstiler, hvilket skaber en solcelle, der kan væves som stof, der kan beklæde bygninger.
SDU i samarbejde med Grønland: Kandidatuddannelse skal styrke sygeplejen3.6.2025 14:58:40 CEST | Pressemeddelelse
Et nyt partnerskab mellem Det Grønlandske Sundhedsvæsen, Ilisimatusarfik (Grønlands Universitet) og Syddansk Universitet (SDU) skal styrke det grønlandske sundhedsvæsen gennem en erhvervskandidatuddannelse, der specialiserer i avanceret klinisk sygepleje. Første hold studerende starter i september.
Presseinvitation: Europæisk universitetssamarbejde samles i Odense - Fokus på bæredygtig transformation28.5.2025 09:14:16 CEST | Pressemeddelelse
Hvordan kan europæiske universiteter bidrage aktivt til en bæredygtig fremtid – gennem forskning, undervisning og teknologisk innovation? Det spørgsmål er i centrum, når Syddansk Universitet i Odense den 2.-3. juni er vært for EPICUR Forum 2025 – en international konference, der samler forskere, undervisere og samarbejdspartnere fra hele Europa.
Digital hjælp til seksuelt overgrebsramte skal mindske barrierer for støtte27.5.2025 15:02:52 CEST | Pressemeddelelse
Forskning fra Syddansk Universitet har ført til en ny version af voldtaegt.dk – en brugervenlig platform for overgrebsramte, deres netværk og fagfolk.
Dorte Glintborg er udnævnt til klinisk professor ved OUH og SDU27.5.2025 08:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Overlæge, dr.med. og ph.d. Dorte Glintborg er d. 1. juni udnævnt til klinisk professor i kønshormonbehandling til transkønnede personer (engelsk: gender-affirming hormone treatment of transgender persons) ved Klinisk Institut, Syddansk Universitet (SDU) og Endokrinologisk Afdeling, Odense Universitetshospital (OUH).
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum