Dansk forskning skal ud af laboratoriet og omsættes til innovative virksomheder

Del

I iværksætterpakken fra juni 2024 blev det besluttet at nedsætte en taskforce, der skal belyse de konkrete udfordringer og barrierer i forbindelse med viden- og teknologioverførsel fra universiteter til virksomheder med henblik på en modernisering af reglerne på området.

Hvis Danmark skal være et iværksætterland i verdensklasse, kræver det bl.a., at vi i højere grad formår at omsætte danske universiteters verdensførende forskning til virksomheder og innovation i erhvervslivet.

Flere analyser viser, at Danmark og EU får mindre udbytte af investeringer i forskning end visse globale konkurrenter. Iværksættere og virksomheder oplever det bl.a. som besværligt og dyrt at indgå aftaler med universiteterne om kommercialisering af forskningsresultater.

For at indfri det fulde potentiale af dansk forskning nedsætter regeringen en taskforce, som skal udforme konkrete forslag til, hvordan samarbejdet mellem universiteter og virksomheder styrkes, herunder udarbejdelse af forslag til ændring af den relevante lovgivning.

Erhvervsminister, Morten Bødskov, siger:

”Danmark skal være et iværksætterland i verdensklasse. Derfor skal vi blive endnu bedre til at få idéer væk fra skolebænken og få dem til at blive til nye virksomheder. Det kræver et stærkere samarbejde mellem universiteter og erhvervsliv. For spirende iværksættere skal have lettere adgang til at teste og udvikle de ideer, der gerne skal blive til morgendagens succeser. Vejen fra laboratorie til produktion skal være kortere og hurtigere. Vi har allerede sat gang i et samarbejde med flere danske fonde med kapital, der skal styrke vores iværksættermiljøer. Samlet set sikrer vi, at iværksætternes ideer kan vokse sig store og robuste, så vi fastholder og udvikler danske styrkepositioner.”

Uddannelses- og forskningsminister, Christina Egelund, siger:

”Europa har brug for at styrke sin konkurrenceevne, hvis vi ønsker at bevare vores velstand, sikkerhed og frihed. Derfor skal vi sikre de bedste betingelser for vores forskere og iværksættere, blandt andet ved at gøre det lettere og mere smidigt at dele og overføre viden og teknologi mellem universiteter og virksomheder. Muligheden for at mødes fysisk i relevante omgivelser er også meget vigtigt. Derfor vil vi blandt andet give virksomheder bedre mulighed for adgang til lokaler og faciliteter på universiteterne. Jeg glæder mig til at modtage taskforcens anbefalinger til, hvordan vi kan føre de ambitioner ud i livet.”

Kommende Rektor på KU og formand for taskforcen, David Dreyer Lassen, siger:

"De danske universiteter arbejder i disse år målrettet på at styrke innovation og samarbejdet med virksomheder, så vi sammen kan finde løsninger på store samfundsudfordringer. Gennem Iværksætteraftalen er der allerede afsat flere midler til universiteterne, hvilket vil styrke indsatsen yderligere. Med etablering af taskforcen for viden- og teknologioverførsel tages endnu et vigtigt skridt mod at gøre det nemmere at bringe vores excellente forskning ud i virksomhederne og omsat til banebrydende innovationer og øget iværksætteri. Hvis vi skaber de rette betingelser, kan Danmark komme helt i front i den globale innovationskonkurrence. Universiteterne er klar til at tage et endnu større ansvar for at styrke vores innovationskraft – i tæt samarbejde med erhvervslivet."

Taskforcen er en del af Iværksætteraftalen fra 2024, som blev indgået af regeringen og et flertal bestående af Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Radikale Venstre og Dansk Folkeparti.

Taskforcen består af følgende medlemmer:

  • Formand, David Dreyer Lassen, Kommende Rektor, KU (fra 3. marts)
  • Næstformand, Anders Thusgaard Erhvervspolitisk direktør, Erhvervsministeriet
  • Næstformand, Mikkel Leihardt, Direktør, Udannelses- og Forskningsstyrelsen
  • Britt Meelby CEO, AMBU
  • Søren Kvorning, President & CEO, Kamstrup A/S
  • Lars Moltsen CEO, Sternula
  • Line Kloster Pedersen, Founder og CEO, Visibuilt
  • Lone Ryg Olsen, Erhvervsdirektør ved Erhverv og Innovation på Aarhus Universitet
  • Christine Nelleman, Dekan for bæredygtighed, diversitet, inklusion og internationalt samarbejde, DTU
  • Jesper Wengel, Dekan på Det Ingeniør- og Naturvidenskabelige Fakultet ENGINEERING, AAU
  • Lars Rasmussen, Formand Coloplast, Lundbeck, WSA mv.
  • Malene Fischer, Fondsdirektør, Rigshospitalet
  • Marianne Phillip, Næstformand, Bitten og Mads Clausen Fonden.
  • Anne-Marie Engel, Chief Scientific Officer, Leo Fondet
  • Mikkel Skovborg, Senior Vice President, Innovation, Novo Nordisk Fonden

Følg pressemeddelelser fra Erhvervsministeriet

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Erhvervsministeriet

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye