Klimarådet

Klimarådets årlige statusrapport: Regeringen har anskueliggjort, at 2030-målet nås

Del

Klimarådet vurderer i sin årlige statusrapport, at regeringen har anskueliggjort, at 70-procentsmålet i 2030 nås. Rådet understreger dog, at regeringen fortsat har et stort stykke arbejde foran sig, hvis alle de planlagte reduktioner rent faktisk skal blive til virkelighed de kommende år.

Ifølge klimaloven skal Klimarådet hvert år i februar vurdere, om regeringen har anskueliggjort, at Danmark når klimamålet i 2030 om at reducere udledningen af drivhusgasser med 70 pct. i forhold til 1990. Klimarådets vurdering er netop udkommet, og i modsætning til tidligere år vurderer rådet, at det er anskueliggjort, at 2030-målet nås.

Det skyldes blandt andet, at regeringen i løbet af det seneste år har fået aftalt en klimaregulering af landbruget, og at der nu er politiske aftaler, som gør, at udledningerne potentielt kan nedbringes med lige akkurat 70 pct.

Det er ifølge Klimarådets forperson Peter Møllgaard et vigtigt skridt på vejen mod målopfyldelse.

Det er positivt, at de politiske aftaler samlet set har potentialet til at bringe os i mål i 2030,” siger han.

Der udestår stadig et stort arbejde

Selvom der er taget vigtige skridt, understreger forpersonen, at anskueliggørelse ikke er det samme som opfyldelse.

De politiske aftaler sigter kun efter, at vi lige akkurat når over målstregen, og der er fortsat usikkerhed om en stor del af reduktionerne,” siger han.

I 2022, som er det seneste år med fuld opgørelse af udledningerne, udledte Danmark 41,3 mio. ton CO2e. For at nå 2030-målet skal udledningerne reduceres til 23,5 mio. ton CO2e – en reduktion på knap 18 mio. ton.

Der udestår et stort arbejde med at få flyttet reduktionerne fra skrivebordet og ud i virkeligheden. CO2’en skal fanges fra skorstene, gasfyr skal udskiftes, og landbrugsjord skal omlægges,” siger Peter Møllgaard.

Særlig usikkerhed om landbruget

Klimarådet fremhæver landbruget som et område med særlig stor usikkerhed. Rådet finder det positivt, at der nu er en aftale om landbrugets udledninger, men vurderer at regeringens forventninger til biokul fra pyrolyse, skovrejsning og udtagning af kulstofrige lavbundsjorder sandsynligvis er for optimistiske.

Erfaringsmæssigt tager det lang tid at omlægge landbrugsarealer. Selvom der nok er større politisk fokus nu, er det langt fra sikkert, at vi opnår de nødvendige reduktioner,” siger medlem af Klimarådet og dekan for Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet, Bo Jellesmark Thorsen.

Mens udledningerne i landbruget kan blive højere end forventet, trækker andre usikkerheder i en mere positiv retning. Klimarådet peger her særligt på, at elbilernes indtog på de danske veje formentlig vil fortsætte i et højt tempo. I 2024 var godt 50 pct. af alle nye solgte biler elbiler ifølge data fra Danmarks Statistik. Regeringens fremskrivning forventede kun en andel på 42 pct., og frem mod 2030 ser Klimarådet også en stor sandsynlighed for, at bilernes udledninger vil være lavere end regeringens forventning.

Usikkerhederne om blandt andet landbruget betyder, at der stadig kan opstå et behov for at vedtage ny klimapolitik inden 2030 for at nå i mål. Regeringen bør analysere og forberede konkrete tiltag, så de hurtigt kan sættes i værk, hvis forventede reduktioner forsinkes eller ikke bliver til virkelighed. Klimarådet fremhæver også, at regeringen kan vælge at sigte højere end de 70 pct., hvis den vil øge sikkerheden for målopfyldelse.

Forberedelse til fremtidige mål

I statusrapporten sætter Klimarådet også fokus på Danmarks mere langsigtede omstilling – blandt andet fordi regeringen og Folketinget i år skal sætte et klimamål for 2035. Rådet har undersøgt, hvordan Danmark kan nå et klimamål på enten 80, 85 eller 90 pct. i 2035. 80 pct. ligger på en lige vej til regeringens mål om klimaneutralitet i 2045 og vil kræve få yderligere, og i øvrigt billige tiltag. 85 og 90 pct. er mere ambitiøse på klimaets vegne, men også dyrere. Politikerne kan selvfølgelig også vælge et helt fjerde mål.

Klimarådet fremhæver tre argumenter for at stile efter mere end 80 pct. reduktion i 2035. For det første tilsiger klimakrisens alvor, at alle lande bestræber sig mest muligt på at reducere udledningerne. For det andet kan det være fornuftigt at øge reduktionshastigheden frem mod 2035, fordi de sidste reduktioner mod målet om klimaneutralitet kan vise sig at blive de sværeste. For det tredje vil et højere mål stemme bedre overens med klimalovens princip om, at Danmark skal være et foregangsland.

Danmarks klimamål i 2035 bør være en vigtig trædesten på vejen til 2050. Løsningerne til at nå 2035-målet skal gerne pege i retning af de langsigtede mål. Frem mod 2050 skal der ske ændringer, som vil få stor betydning for samfundet og for os som borgere. Derfor er det vigtigt, at vi får en god offentlig diskussion af mål og midler,” siger næstforperson i Klimarådet og professor i sociologi ved Københavns Universitet Bente Halkier.

Klimarådet anbefaler, at regeringen udarbejder en langsigtet strategi for, hvordan Danmark når det ønskede klimamål i 2050. Ellers risikerer regeringen utilsigtet at binde sig til en bestemt retning, og det kan være svært at skifte kurs på et senere tidspunkt.

Klimarådets anbefalinger om 2030-målet

For at øge sikkerheden for at nå målet anbefaler Klimarådet:

  1. At regeringen fastholder et stort fokus på implementering
  2. At regeringen konkretiserer sin genbesøgsplan
  3. At regeringen overvejer, om den vil sigte højere end 70 pct.

Kontakter

Klimarådet

Klimarådet er et uafhængigt ekspertorgan, der rådgiver regeringen om, hvordan omstillingen til et klimaneutralt samfund kan ske, så vi i fremtiden kan leve i et Danmark med meget lave udledninger af drivhusgasser og samtidig fastholde bl.a. velfærd og udvikling. Klimarådet skal årligt vurdere, om regeringens klimaindsats anskueliggør, at de danske klimamål nås. Rådet skal desuden bidrage til den offentlige debat og udarbejder også løbende analyser og anbefalinger til klimaindsatsen.

Følg pressemeddelelser fra Klimarådet

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Klimarådet

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye