En fremtid med mindre CO2-udledning kræver færre juridiske benspænd
Det er muligt at producere strøm med lavere CO2-udledning lokalt, men lovgivningen er alt for kompliceret for borgerne, konkluderer ny forskning fra bl.a. Aalborg Universitet.

I et omfattende energiprojekt har forskere fra AAU i samarbejde med 21 partnere udviklet løsninger til CO2-nedbringelse med lokale energisystemer gennem optimal, smart integration af vedvarende energiteknologier – som fx varmepumper, solceller og vindmøller.
”Ved at integrere teknologiske løsninger med sociale, regulatoriske og miljømæssige hensyn har vi skabt en genanvendelig ramme for bæredygtige energisystemer, der forbedrer livskvaliteten globalt,” siger Birgitte Bak-Jensen, der er professor i energi ved Aalborg Universitet og har koordineret projektet.
Forskerne har i fire år testet, hvordan man kan optimere energistyringen lokalt i f.eks. en landsby eller et villakvarter, så man ikke overbelaster elnettet, og hvordan man generelt bliver mere energieffektiv ved at benytte lokale muligheder som fx en vindmølle eller solceller.
Resultaterne er klare: Det kræver mere fleksibilitet og mindre juridisk kompleksitet, hvis man effektivt vil nedbringe CO2 på lokalt og nationalt plan – især i Danmark.
”Danmark har implementeret EU’s energiregler sådan, at man som borger ikke kan dele sin strøm fra fx solceller uden at lave et selskab, som leverer el. Det er ikke særlig hensigtsmæssigt for borgerne, fordi reglerne er meget komplekse. Hvis man virkelig har ambitioner om at nedbringe CO2 og samtidig lave smartere energiløsninger i fx yderområderne, så skal man have kigget reglerne efter, fordi lige nu er de en hæmsko for de mange små samfund, hvor det kunne gøre gavn,” siger Birgitte Bak-Jensen.
Energioptimering er en forudsætning for at spare penge
Udfordringerne i især Danmark opstår i spidsbelastningen af elnettet. Mange danskere vælger i disse år en elbil – og så vil man jo gerne tanke sin strøm, når den er billigst. Men hvis alle vælger at lade elbilen op kl. 2 om natten, hvor strømmen er billigst, så kan elnettet ikke følge med på den lange bane – medmindre man laver massive investeringer i en opgradering.
Derfor kræver det løsninger, som er mere fleksible for borgerne, så de f.eks. kan benytte billig strøm fra en lokal varmepumpe, solcelleanlæg eller vindmølle på andre tidspunkter.
”Hvis vi laver en bedre styring af den store elektrificering, der sker nu i Danmark, så vil elnettet godt kunne holde til belastningen uden enorme investeringer, men så skal der ændres i reglerne, fordi de er simpelthen ikke gode nok, som de er nu. Derfor har vi også udfærdiget nogle gode forslag til politikerne – både i Europa, men også i Danmark,” siger Birgitte Bak-Jensen.
I samarbejde med to andre Horizon 2020-projekter, SERENE og LocalRES, udviklede SUSTENANCE et brev til politikerne med otte konkrete anbefalinger:
- Kapacitetsopbygning gennem træningsværktøjer og workshops for lokalsamfund.
- Bedre tilpasning mellem EU og nationale/lokale regler.
- Udvikling af plug-and-play, skalerbare løsninger til borgerne.
- Nationale og EU-midler til støtte for virksomheder og startups.
- Forenkling af administrative procedurer for energiprojekter.
- Støtte til at systemer kan arbejde på tværs og standardisering.
- Facilitering af muligheder for energideling og fleksibilitet i regler og lovgivning.
- Bekæmpelse af misinformation og bevidstgørelse.
Løsningerne blev verificeret på seks demonstrationssteder - tre i EU og tre forskellige steder i Indien. Disse demonstrationssteder i Danmark, Holland, Polen og Indien har leveret eksempler fra den virkelige verden for at vise, hvordan samfund med forskellige økonomiske, samfundsmæssige og politiske kontekster effektivt kan anvende de fundne løsninger.
SUSTENANCE-projektet har været finansieret af EU's Horizon 2020-program og Indiens Department for Science and Technology (DST), og samlede 21 partnere fra tre europæiske lande og Indien. Projektet blev koordineret af Aalborg Universitet i Danmark og Indian Institute of Technology Bombay (IITB i Indien.
Kontakter
Mads Sejer NielsenJournalist og presserådgiver ved AAU Kommunikation
Tlf:29644981sejer@adm.aau.dkFølg pressemeddelelser fra Aalborg Universitet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Aalborg Universitet
Nye tal for integration: Danskerne blander sig mere og mere7.5.2025 07:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Ny forskning viser, at befolkningen i stigende grad blander sig på tværs af etnisk baggrund.
Danmarks bedste unge hackere tørner sammen til De Danske Cybermesterskaber 20253.5.2025 06:13:00 CEST | Pressemeddelelse
Der er kamp om titlen som Danmarks bedste hacker under 25 år og en plads på det danske Cyberlandshold ved De Danske Cybermesterskaber d. 3. maj 2025
Ny dekan for Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Aalborg Universitet30.4.2025 16:31:08 CEST | Pressemeddelelse
Cheflæge og forskningsleder ved Sygehus Lillebælt, Karina Dahl Steffensen, ansættes som dekan for Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Aalborg Universitet. Hun leder i dag Center for Fælles Beslutningstagning og er også professor ved SDU. Hun tiltræder den 1. august 2025.
Flest kvinder får KOL – men behandlingen bygger på mænd28.4.2025 09:32:23 CEST | Pressemeddelelse
Flere kvinder end mænd bliver ramt af KOL, men alligevel bygger det meste af den viden, vi har om sygdommen, primært på mandlige patienter. Det vil forskere fra Aalborg Universitet nu ændre med et nyt forskningsprojekt, der dykker ned i kønsforskelle i sygdomsforløbet.
Læger skal kunne henvise til sociale fællesskaber24.4.2025 11:24:17 CEST | Pressemeddelelse
Et nyt EU-forskningsprojekt undersøger, om sociale henvisninger fra praktiserende læger kan hjælpe sårbare grupper videre til sundhedsfremmende tilbud i lokalsamfundet.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum