Nyt inspirationskatalog vil skabe plads til mere biodiversitet på bygninger
27.2.2025 07:00:00 CET | Københavns Kommune Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen | Pressemeddelelse
Når de københavnske etageejendomme skal renoveres, er der mange, oplagte muligheder for at tænke biodiversitet ind i processen. Et nyt inspirationskatalog, udviklet af rådgivningsvirksomheden Habitats for Teknik- og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune, præsenterer 27 konkrete idéer, der gør det nemmere for bygningsejere, boligforeninger og rådgivere at integrere naturvenlige tiltag i renoveringsprojekter – eller ved nybyggeri.

Kataloget er udarbejdet som en del af konceptet Klimafacade+ under Bygningsfornyelse med bidrag fra Københavns Ejendomme, Parker, Kirkegårde og Renhold samt Område for Almene Boliger. Det er udarbejdet som et opslagsværk opdelt efter renoveringsprojekternes type og budget. Uanset om man arbejder med facaderenovering, tagudskiftning eller tagrender og nedløbsrør, kan man finde inspiration og vejledning til at integrere løsninger, som gavner både beboere og andre arter i og omkring bygningen.
Det handler om at gøre det enkelt for bygningsejere og boligforeninger at tænke biodiversitet ind i deres projekter.
”Vi ved, at renovering er en oplagt og omkostningseffektiv anledning til at skabe plads til naturen. Bygninger og bymiljøer kan rumme værdifulde levesteder for bl.a. planter, insekter og fugle. Og det gavner ikke kun naturen – mange tiltag bidrager tilmed til klimasikring og styrker bygningens værdi. Oven i det ved vi, at nærhed til natur bidrager væsentligt til både mental og fysisk trivsel for byens borgere,” siger Line Barfod, teknik- og miljøborgmester, Københavns Kommune.
En ny måde at tænke natur på
Inspirationskataloget ønsker på samme tid at levere praktiske løsninger og inspirere til en vigtig dialog om vores syn på naturen, og hvor den hører hjemme.
“Der er stort og akut behov for at skabe bedre og mere vild natur i langt større områder i vores landskaber. Samtidig er det afgørende vigtigt, at vi også tænker naturen ind i den måde, vi udvikler vores byer, bygninger og hverdagsliv på, så vi kan bevæge os mod en sameksistens mellem mennesker og natur,” siger Rasmus Vincentz, direktør i Habitats.
I byen findes der nogle særligt gunstige muligheder for at skabe øget viden om og forståelse for biodiversitet. I bedste fald mobiliserer selv små tiltag flere til at gøre en indsats for naturen, både i byen og udenfor byen – dér, hvor byggeri og forbrug i byen har sat aftryk.
Indsatser for biodiversitet ved renovering handler også om at forbinde os til en mere levende verden, hvor velfærd og vild(ere) natur kan eksistere side om side. Det er et vigtigt supplement til de mange andre nødvendige indsatser, fx på store arealer, i forsyningskæderne og for særligt truede arter mv.
”Når vi tænker biodiversitet ind i vores bygninger og byer, investerer vi i fremtiden. Hver redekasse, plantekasse og grønne facade bidrager til at skabe ly, liv og føde til forskellige arter – og styrker samtidig vores nærhed til naturen. Det bidrager til en større forståelse af, at alle arter – fra både dyre-, plante- og svamperiget – spiller en rolle. Insekter, mos, lav og andre små livsformer kan virke ubetydelige, men de indgår i fundamentet for de økosystemer, vi alle er afhængige af, og er samtidig utroligt lærerige og fascinerende,” uddyber Rasmus Vincentz.
Om Habitats
Habitats er en konsulentvirksomhed med solid erfaring og specialiseret viden i at integrere biodiversitet i alle lag af et moderne samfund – fra strategisk planlægning til konkrete løsninger for grøn som blå biodiversitet. Virksomheden samarbejder med kommuner, boligforeninger og virksomheder, der ønsker at skabe plads til en vildere og mere mangfoldig natur som en del af en mere bæredygtig udvikling. Med en fagligt funderet, eksperimenterende og helhedsorienteret tilgang udvikler Habitats løsninger, der både er visionære og praktisk anvendelige.
Kontakter
Pressetelefonen, Teknik- og Miljøforvaltningen, Københavns Kommune: 2327 8090 (modtager ikke SMS), eller e-mail: presse@tmf.kk.dk.
Habitats ApS: Telefon: 2879 1584. Mail: common@habitats.dk
Følg pressemeddelelser fra Københavns Kommune Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Københavns Kommune Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen
Nu starter høringen om Langebros fremtid9.9.2026 07:24:43 CEST | Pressemeddelelse
Skal Langebro fortsat kunne åbne eller lukkes permanent i fremtiden? Det er det grundlæggende spørgsmål, politikerne på Københavns Rådhus inden længe skal tage stilling til. I dag starter seks ugers offentlig høring.
Line Barfod om budget: Nu begynder vi at åbne åerne3.9.2026 09:31:00 CEST | Pressemeddelelse
Et flertal på Københavns Rådhus er blevet enige om budget 2027. Klima-, miljø- og teknikborgmester Line Barfod er glad for at have fået afsat penge til at komme i gang med at åbne åer i København. Lygte Å på Nørrebro bliver åbnet, og der kommer igen en å i Grøndalsparken.
Line Barfod: Hastigheden skal ned på 30 km/t - i hele København24.8.2026 07:30:00 CEST | Pressemeddelelse
København skal generobre pladsen som verdens bedste cykelby, og det skal blandt andet ske ved, at hastighedsgrænsen sættes ned til 30 km/t i størstedelen af København. Det mener klima-, miljø- og teknikborgmester Line Barfod.
Københavns Kommune vil styrke indsatsen mod luftforurening21.8.2026 07:00:00 CEST | Pressemeddelelse
På et møde i Borgerrepræsentationen i går blev det vedtaget at reetablere en ekspertgruppe, der skal komme med forslag til, hvordan luftforureningen i København kan nedbringes yderligere for at styrke sundheden i byen.
Bekæmpelsen af egeprocessionsspinderen på kommunale arealer ved Artillerivej er afsluttet4.8.2026 13:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen har afsluttet arbejdet med at bekæmpe egeprocessionsspinderen på de kommunale arealer ved Artillerivej, hvor larven er fundet. Der kan dog dukke nye lokaliteter op i København, og skulle det blive nødvendigt, er man klar til at genoptage arbejdet.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum