
Diversitetsbarometeret 2025 slår fast: Der er fortsat et stykke til reel ligestilling på det danske arbejdsmarked
Andelen af kvindelige topchefer i den private sektor står stille. Til gengæld er fordelingen af mænd og kvinder i toppen af den offentlige sektor at betragte som lige. Det viser Diversitetsbarometeret 2025, der for tredje år i træk måler på, hvordan det går med at skabe lige muligheder uanset køn på det danske arbejdsmarked.

”Vil vi have et ligestillet og diverst dansk arbejdsmarked, bliver vi nødt til at droppe skåltalerne til fordel for konkrete strategier og målrettede handlinger, der står på viden og data”.
Sådan siger Gine Maltha Kampmann, administrerende direktør i den uafhængige tænketank EQUALIS. I dag offentliggør tænketanken det årlige Diversitetsbarometer – et måleinstrument, der monitorerer ligestillingen på arbejdsmarkedet inden for de fem temaer ’uddannelse og karriere’, ’arbejdsmiljø’, ’arbejdsmarkedstilknytning’, ’ansvar og ledelse’ samt ’indkomst og formue’.
Fire positive udviklinger – ellers uændrede tal
Diversitetsbarometeret 2025 viser fire positive udviklinger siden 2023, hvor det første barometer udkom. For det første er forskellen mellem mænds og kvinders lønvækst de fem første år efter endt uddannelse faldet fra otte til fire procentpoint. For det andet er andelen af kvinder i de øverste ledelseslag i den offentlige sektor steget med fire procentpoint siden 2023, og kønsfordelingen er at betragte som lige. For det tredje tager mænd i gennemsnit fire ugers barsel mere, end de gjorde før EU’s barselsdirektiv trådte i kraft i 2022. For det fjerde er forskellen på mænds og kvinders nettoformuer faldet fra 67 til 62 pct., en ændring på fem procentpoint.
Alle andre datapunkter i barometeret er stort set uændrede hen over de seneste år:
F.eks. er mænd fortsat overrepræsenterede i ledelsesstillinger i den private sektor, hvor kønsfordelingen på topniveau ikke har rykket sig mere end ét procentpoint siden 2023. Andelen af kvinder på STEM+-uddannelser (f.eks. ingeniører, økonomer og jurister) er steget med ét procentpoint siden 2023. Forskellen i mænds og kvinders gennemsnitlige ugentlige arbejdstid er faldet med én time. Og mænds pensionsformue er fortsat 29 pct. større end kvinders.
”Selvom vi ser små positive takter, lader konklusionerne i dette års barometer meget tilbage at ønske”, siger professor i økonomi Nina Smith, der er leder af EQUALIS’ advisory board.
”Der er ingen tvivl om, at det kræver en mere målrettet indsats både fra virksomheder og rent politisk, hvis vi skal se en seriøs udvikling mod mere ligestilling i de kommende år”.
Virksomheder forspilder chancen for at fastholde og udvikle talenter
Hos rådgivningsvirksomheden Deloitte, der står bag den metodiske udvikling og databehandling, siger cheføkonom Majbritt Skov:
”Med Diversitetsbarometeret ønsker vi at bidrage med fakta til debatten om kønsligestilling på det danske arbejdsmarked, og her giver det mening at fokusere på de områder, hvor udfordringerne er størst.”
Anbefalingen fra Tænketanken EQUALIS lyder, at danske virksomheder i højere grad skal iværksætte konkrete initiativer for at fremme ligestilling og diversitet – med udgangspunkt i deres viden om egne udfordringer.
”Langt de fleste er enige om, at ligestilling og diversitet er en væsentlig dagsorden. Alligevel forspilder mange virksomheder chancen for at fastholde og udvikle talenter til og i topledelsen. Det billede skal ændres, hvis vi i Danmark skal have alle talenter i spil for at skabe morgendagens innovation”, siger Gine Maltha Kampmann.
Nøgleord
Kontakter
Gine Maltha KampmannAdm. direktørEQUALIS
Tlf:+45 25 85 02 92gine@equalis.dkNina SmithProfessor i økonomi, forperson for EQUALIS advisory board
Tlf:+45 61 70 12 88nsmith@econ.au.dkAnne Rosa SimonsenPressechef i Deloitte
Tlf:+45 20 63 31 33ansimonsen@deloitte.dkBilleder

Fem nøgletal fra Diversitetsbarometeret 2025
- I den private sektor sidder kvinder på 18 pct. af de administrerende direktørstillinger og 25 pct. af direktørstillingerne – hvilket betyder, at andelen af kvinder på begge niveauer er steget med ét procentpoint, siden Diversitetsbarometeret udkom første gang i 2023.
- I den offentlige sektor er der en ligelig kønsfordeling i de øverste ledelseslag. Her udgør kvinder 47 pct. i kategorien ’øverste ledelse’ - en stigning på fire procentpoint siden 2023.
- Forskellen i mænds og kvinders pensionsformue, når de er 60-65 år, er 29 pct. og uændret siden 2023.
- Når det gælder disponibel indkomst – et mål for den enkeltes forbrugsmuligheder – er forskellen mellem mænd og kvinder vokset. Uligheden i mænds og kvinders gennemsnitlige disponible indkomst er steget fra 22 pct. i 2023 til 24 pct. i 2025.
- Forskellen i mænds og kvinders nettoformuer er faldet fra 67 til 62 pct. siden 2023.
Om Diversitetsbarometeret 2025
Diversitetsbarometeret giver hvert år et samlet overblik over, hvordan det står til med ligestillingen på det danske arbejdsmarked. Det er udviklet i tæt samarbejde med en række af Danmarks førende forskere inden for køn, erhvervsliv og arbejdsmarked. Barometeret er blevet til med støtte fra Spar Nord Fonden, som fortsat understøtter videreudvikling. Revisions- og rådgivningsvirksomheden Deloitte står bag den metodiske udvikling og databehandling.
Se hele Diversitetsbarometeret her: https://equalis.dk/diversitetsbarometer/
Følg pressemeddelelser fra Equalis
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Equalis
Nyt Diversitetsbarometer viser, at vi fortsat har betydelige udfordringer med ligestillingen på det danske arbejdsmarked8.2.2023 06:00:00 CET | Pressemeddelelse
Med tænketanken EQUALIS’ nye Diversitetsbarometer får vi et samlet overblik over ligestillingsudfordringerne og bliver i stand til at handle mere målrettet på dem, siger professor Nina Smith.
Uafhængig tænketank om diversitet ser dagens lys2.6.2022 11:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Der er brug for uafhængig viden om, hvorfor vi i Danmark stadig ikke har succes med at få flere kvinder ind i toppen af dansk erhvervsliv. Den opgave skal den uafhængige tænketank, EQUALIS løse, og med en stor donation fra Spar Nord Fonden kan tænketanken nu accelerere sine aktiviteter. Lars Rasmussen, bestyrelsesformand i bl.a. Coloplast, er forperson for bestyrelsen.