Vildmark i Thy kan blive til industrikvarter med vindmøller højere end Eiffeltårnet og Power-to-X-anlæg
Planer om at udvide Østerild Testcenter med risiko for store vindmøller med Power-to-X-anlæg i naturbeskyttede klitheder og vådområder truer fredede fugle, orkideer og sommerfugle. Unikke naturværdier er i fare i en tid, hvor kampen for biodiversitet bør have højeste prioritet, mener DOF BirdLife. Brug landbrugsjord i stedet for sjælden natur til test af vindmøller og Power-to-X-anlæg, der kræver stort forbrug af ferskvand.

På klithederne mellem Nationalpark Thy og Bulbjerg er en udvidelse af Østerild Testcenter i spil med 450 meter høje vindmøller og dertil hørende såkaldte Power-to-X-anlæg.
Anlæggene vil kræve så store mængder ferskvand, at oppumpning af grundvand vil ødelægge naturen i våde klitlavninger og moseområder i sjælden natur med internationalt værdifulde klitheder, hvis de placeres nær sådanne områder.
Derfor opfordrer DOF BirdLife til at udpege landbrugsjord uden naturværdier til placeringen af det planlagte tredje nationale testcenter for store vindmøller og ikke i noget af Danmarks mest unikke natur.
- Klithederne nord for det nuværende Østerild Testcenter er natur i topklasse. I en tid, hvor EU og dermed også Danmark har sat som mål at forbedre de eksisterende naturområder og skabe mere plads til natur, er det hovedrystende, at området overhovedet er i spil til gigantiske vindmøller og Power-to-X-anlæg, hvis enorme vandforbrug kan sænke grundstandstanden til stor skade for en række truede og sjældne arter. Naturen i våde klitlavninger i Natura 2000-områder og i moser og søer, som er beskyttet af naturbeskyttelsesloven, risikerer at blive ødelagt, hvis udvidelsen af Østerild Testcenter med Power-to-X-anlæg sker ind i eller tæt på disse områder, siger Egon Østergaard, der er formand for DOF BirdLife.
Væk med vildmark, ind med industri
Ornitologen Henrik Haaning Nielsen har i samarbejde med en række fagfolk med hver deres naturspeciale og lokalkendskab kortlagt naturværdierne i området for at dokumentere, hvad der vil gå tabt, hvis klithederne nord for det nuværende Østerild Testcenter bebygges med kæmpevindmøller og Power-to-X-anlæg.
- Et er, at vildmarksstemningen vil forsvinde i Hjardemål Klit-området, der rummer en helt særlig øde natur i Danmark. Noget andet er, at klitheder, der veksler med våde lavninger, småsøer og moser, kan tørre ud, fordi der skal bruges store mængder grundvand til anlæggene. Dermed vil bestande af orkideen thy-gøgeurt, der i hele verden kun vokser i Nordvestjylland, blive truet. Og sommerfuglen hedepletvinge, der er totalfredet i hele EU, vil få ringere leveområder, hvis grundvandsstanden sænkes på grund af oppumpning af vand til Power-to-X-anlæggene. Blandt fuglene er tajgasædgås, trane og hedelærke blandt de arter, som vil miste terræn, hvis testcenteret placeres forkert, siger Henrik Haaning Nielsen.
På vegne af DOF Nordvestjylland og Danmarks Naturfredningsforenings afdeling i Thy har han udarbejdet et notat med dokumentation for naturværdierne i området. Notatet vil blive sendt til Plan- og Landdistriktsstyrelsen, der er den ansvarlige myndighed på området.
Fugle, fauna og flora til eksamen
Det næste års tid vil rådgivningsvirksomheden COWI, der arbejder med ingeniørteknik, miljø og samfundsøkonomi, undersøge naturværdierne i området nord for Østerild Testcenter. Det vil ske med tanke på tre scenarier for opstillingen af de kæmpestore vindmøller og Power-to-X-anlæg.
COWI skal udarbejde en miljø- og habitatkonsekvensvurdering af de tre scenarier for en udvidelse af Østerild Testcenter. Det vil for eksempel sige, at COWI skal kortlægge bestande af ynglefugle, trækfugle og vintergæster i området. Desuden skal der kortlægges forekomster af odder, birkemus, strandtudse, markfirben og flagermus.
COWI er rådgiver for Plan- og Landdistriktsstyrelsen. Når kortlægningen og afrapporteringen er til ende, skal regeringen og forligskredsen omkring projektet tage endelig stilling til placeringen af det tredje nationale testcenter.
I den forbindelse slår DOF BirdLife fast, at foreningen bakker op om den grønne omstilling og vindmøller.
- I DOF BirdLife er vi tilhængere af vedvarende energi, men vindmøller skal placeres intelligent efter en kvalificeret planlægning, så anlæggene ikke er i konflikt med væsentlige naturinteresser. Anlæg af vindmøller bør placeres på landbrugsjord, så de ikke forringer biodiversiteten i vores natur, siger Egon Østergaard.
Fakta om testcentre:
I øjeblikket er der i Danmark to nationale testcentre for vindmøller.
Det ene ligger i Østerild Plantage øst for Thisted, hvor de højeste møller er 330 meter høje. Det blev indviet i oktober 2012.
Det andet testcenter ligger ved Høvsøre sydvest for Lemvig.
Vejen mod et tredje nationalt testcenter for store vindmøller er banet af regeringens målsætning om at tidoble kapaciteten af havvind frem mod 2050.
I 2025 er to mulige placeringer til det tredje nationale testcenter i spil.
Den ene mulighed er ved Skærbæk nær Vadehavet, som er en helt uacceptabel placering ud fra et natursynspunkt, mener DOF BirdLife.
Den anden mulighed er som beskrevet i denne artikel nord for det nuværende testcenter i Østerild.
Det kommende testcenter vil betyde etablering af fem vindmøller, der er 450 meter høje, hvilket er 120 meter højere end Eiffeltårnet.
Fakta om Power-to-X:
Power-to-X er en fællesbetegnelse for forskellige teknologier, der kan omdanne elektricitet til noget ’andet’ – deraf ”X”
Noget ’andet’ kan for eksempel være brint.
Power-to-X-teknologierne kan også indgå i fremstilling af kemikalier til brug i produkter som plastik og lægemidler.
Power-to-X erstatter fossile brændstoffer, og er dermed et redskab i forbindelse med den grønne omstilling.
Kontakter
Egon ØstergaardFormandDansk Ornitologisk Forening (DOF) / BirdLife Danmark
Tlf:31 16 20 30egon.ostergaard@dof.dkKnud N. FlenstedBiologDansk Ornitologisk Forening (DOF) / BirdLife Danmark
Tlf:21 24 22 75knud.flensted@dof.dkLinks
Følg pressemeddelelser fra DOF BirdLife
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra DOF BirdLife
Danmarks bestand af havørne nærmer sig 200 ynglepar7.10.2025 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
186 par havørne har i år fået 231 unger på vingerne. Det er det højeste antal unger på en ynglesæson, der er registreret af de mange frivillige redekoordinatorer i DOF BirdLifes Projekt Ørn, som året rundt holder øje med havørnene og bestandens udvikling.
Skestorke har ynglet i Kattegat i verdens nordligste kolonier16.9.2025 06:30:00 CEST | Pressemeddelelse
Et rekordstort antal på knap 700 skestorke har ynglet i otte kolonier i Danmark i 2025. Stenøerne Nordre Rønner ved Læsø og Deget ved Frederikshavn er nye ynglelokaliteter for den eksotiske skestork, der i takt med klimaændringer udvider sin udbredelse nordpå. På DOFbasen kan man se, hvor flokke af skestorke holder til netop nu, inden de forlader Danmark og trækker mod sydligere vådområder.
Masseturisme og vindsport truer Vadehavets fugle11.9.2025 06:30:00 CEST | Nyhed
På papiret ser det godt ud i Vadehavet, der er nationalpark og vildtreservat, og hele området er på UNESCOs liste over verdensarv på grund af sine fugle- og naturværdier. I praksis kniber det dog med at beskytte de fugle, der er afhængige af Vadehavet som spisekammer og rasteplads. Øget turisme er sammen med vindsport en stigende trussel mod sårbare fuglearter. Der er brug for en opstramning af Vadehavsbekendtgørelsen, så kysterne bliver opdelt i zoner, hvor turisme er adskilt fra fugleflokke, mener DOF BirdLife. Netop nu opholder Europas største flokke af dværgterner, splitterner og Danmarks bestand af hvidbrystede præstekraver sig på Rømø og Fanø, men de skræmmes af vindsport og turisme på strandene.
September sensation: Blå glente-par forbereder sig på at yngle i Danmark9.9.2025 10:12:12 CEST | Nyhed
I omkring en uge har et par blå glenter holdt til i et åbent landskab ved Aulum i Vestjylland. De ekstremt sjældne rovfugle har parret sig gentagne gange, og alt tegner til, at fuglene vil yngle trods det sene tidspunkt af året. Det er første gang i Danmark, at blå glente etablerer territorium.
Jagt gør vandfugle i Danmark mere sky, end de er i andre lande29.8.2025 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Jagtsæsonen starter d. 1. september: Danske andefugle og gæs flygter på 10-12 gange så lange afstande, som de gør i lande med ingen eller kun lidt jagt på vandfugle. Det dokumenterer flere end 8.100 målinger af fugles flugtafstand, som er udført verden over, oplyser DOF BirdLife
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum