DI - Dansk Industri

DI: 3F Transport og DI sikrer med ny aftale et stabilt grundlag for dansk arbejdsmarked

Del

Ny balanceret aftale på transportens område cementerer den danske model som et solidt grundlag under det danske arbejdsmarked og dansk velfærd, mener DI’s chefforhandler, viceadm. direktør Kim Graugaard.

Dansk Industri (DI) og 3F Transport indgik over middag et treårigt forlig på transportens område. Aftalen er gennembrudsforlig på normallønsområdet og sætter rammerne for 186.000 lønmodtagere. Med aftalen for to uger siden på industriens område, minimallønsområdet, er begge gennembrudsforlig på det danske arbejdsmarked nu i hus.

- Jeg tror på, vi har nået en afbalanceret aftale, der giver både plads til lønstigninger for lønmodtagersiden, men også ligger inden for rammen, der bevarer en stærk konkurrenceevne for virksomhederne. Også for vores medlemsvirksomheder i transportbranchen, siger chefforhandler og viceadm. direktør i DI, Kim Graugaard.

Forhandlingerne på transportens område satte af den 8. januar. De afsluttende forhandlinger begyndte i går, lørdag, og varede natten igennem til kl. 13.00 i dag.

Forhandlingerne omfatter den såkaldte Fællesoverenskomst, der gælder for lagerarbejdere, chauffører og havnearbejdere. Aftalen på normallønsområdet er den endelige overenskomstaftale for de dækkede medlemmer, mens den endelige lønstigning på minimallønsområdet, industriens område, aftales på virksomhederne. 

- Vi har forhandlet næsten et døgn. Men når først vi er i mål, så er anstrengelserne det hele værd. Vi lever lige nu i en verden i opbrud – alting synes usikkert. Men med denne aftale er vi med til at sikre ro på arbejdsmarkedet, forudsigelighed i lønudviklingen og stærk dansk konkurrenceevne i tre år frem, siger Kim Graugaard.

Transportaftalen læner op ad industriens gennembrudsforlig, så nogle vil genkende elementer fra industri-aftalen. Men aftalen indeholder også en lang række nye elementer, som begge parter er glade for:

  1. Forbedring af seniorordningen, med mulighed for finansiering af 46 seniorfridage.
  2. Nye tiltag for at sætte fokus på bedre trivsel på arbejdspladserne. Det sker gennem en ny konsulenttjeneste, der kan rådgive virksomheder med at fremme trivsel og bedre psykisk arbejdsmiljø og forebygge krænkende handlinger.
  3. Og så har aftalen mere fokus på fleksibilitet både for virksomhederne ved at kunne planlægge arbejdstiden mere fordelagtigt. Men også fleksibilitet for lønmodtagerne. Aftalen giver mulighed for at planlægge arbejde og privatliv bedre.


- Alt i alt er det en afbalanceret og ansvarlig aftale. Forholdene for både arbejdstagere og arbejdsgivere bliver bedre. Danskerne kan regne med den danske model, siger Kim Graugaard.

- Danmarks første overenskomst blev aftalt for mere end 100 år siden, og hver eneste aftale siden da er vigtig og historisk - men især denne. Når verden skælver, så er det vigtigere end nogensinde, at den danske model står som en del af et fast grundlag under Danmark. Denne 3-årige aftale er skabt i urolige tider – derfor er den så vigtig, siger han.

Forlig om Fællesoverenskomsten

Siden overenskomstfornyelsen 2025 blev indledt den 8. januar og senest efter et døgns uafbrudte forhandlinger er Dansk Industri og 3F Transportgruppen i dag nået til enighed om en treårig fornyelse af Fællesoverenskomsten. Overenskomsten er det såkaldte gennembrudsforlig, der danner rammen for fornyelsen af andre normallønsområder, såsom fødevarer, jernbanerne, busser, gods- og serviceområderne.

Satser:

  • 1. marts 2025 stiger normaltimelønnen med 5,00 kr. i 2025, 4,75 kr. i 2026 og 4,50 kr. i 2027
  • Tillæg for øvrige genesatser stiger med 3,5 pct. i 2025, 2026 og 2027
  • Betalingssatser for elever og lærlinge forhøjes med 4,0 pct. i 2025 og 3,5 pct. i 2026 og 2027.
  • Bidraget til Særlig Opsparing stiger med 1 procentpoint pr. 1 marts 2026 og 1 procentpoint pr. 1 marts 2027.
  • Arbejdsgivers pensionsbidrag ændres pr. 1. maj 2025 fra 10, 0 til 11,0 pct.
  • Regulering af øvrige genesatser og pension sker pr. 1. maj 2025, så virksomhederne får en administrativ forenkling.


Medarbejderes ret til frihed i særlige familiemæssige situationer
Medarbejderne får ret til frihed i en række særlige familiemæssige situationer. Det betyder at medarbejderne får ret til:

  • at afholde barns tredje sygedag,
  • at afholde 2 dages frihed om året til at ledsage nærtstående ved akutte nødstilfælde og til planlagte helbredskonsultationer, behandlinger og møder med offentlig myndighed samt yderligere 5 dages frihed om året i forbindelse med at ledsage nærtstående ved kritisk sygdom eller udredning herfor. Yderligere fravær kan efter omstændighederne aftales mellem medarbejderen og virksomheden,
  • at bedsteforældre kan afholde 2 børnebørns-omsorgsdage.


Fridagene afholdes uden løn, men medarbejderen kan få udbetalt et beløb fra sin særlig opsparing.

Ændring af daglig arbejdstid
Det er aftalt, at ændre reglerne for den daglige arbejdstid. Det mindste garanterede timeantal for fuldtidsansatte på en arbejdsdag reduceres fra 7 til 6 timer, hvilket skal give større fleksibilitet for både medarbejdere og virksomheder.

Seniorordning
Parterne har revideret seniorordningen for at gøre den mere overskuelig for både virksomheder og medarbejdere. Den nye ordning muliggør nu op til 46 seniorfridage, som kan finansieres via medarbejderens særlige opsparing, konvertering af pensionsbidrag eller egne midler.

Løn under sygdom og tilbagefaldsregel ved samme sygdom
Parterne er blevet enige om at forlænge perioden, hvor ansatte modtager løn under sygdom. Ændringen indebærer, at sygeløn nu ydes i op til 84 kalenderdage, mod tidligere 70 dage. Denne justering træder i kraft for sygefravær, hvor første fraværsdag er 1. maj 2025 eller senere og vil give ansatte større økonomisk tryghed ved sygdom.

Parterne har aftalt en ændring, således at medarbejdere fremover selv skal oplyse arbejdsgiveren, hvis nyt sygefravær inden for 14 dage skyldes en anden sygdom end den tidligere. Dette letter arbejdsgiverens administration og undgår nødvendigheden af at spørge konkret til medarbejderens sygdom.

Samtidig er beskyttelsen mod opsigelse under sygdom, der gælder for medarbejdere med mindst 3 års anciennitet, blevet udvidet, så beskyttelsen gælder i op til 84 kalenderdage med sygeløn.

Ny fælles konsulenttjeneste for bedre arbejdsmiljø og trivsel i virksomheder
Der er aftalt en ny Samarbejdstjeneste om Arbejdsmiljø og Trivsel (START), der skal understøtte virksomheder i at fremme trivsel, godt psykisk arbejdsmiljø og forebygge krænkende handlinger og konflikter. Tjenesten vil bestå af konsulenter fra begge organisationer, som sammen tilbyder gratis rådgivning og bistand til virksomheder. Der etableres også en hjemmeside med informationer om og værktøjer fra START. Formålet med START er at sikre bedre trivsel og reducere arbejdsrelaterede konflikter på arbejdspladserne.

Alternativ arbejdstidsplanlægning
Overenskomstparterne har justeret bestemmelsen om alternativ arbejdstidsplanlægning i Fællesoverenskomstens § 3 a. Ændringerne indebærer mulighed for sammenhængende fridage på tværs af kalenderuger, samt en præcisering af, at særlig honorering for arbejde på lørdage, søndage, søgnehelligdage og overenskomstmæssige fridage gives i tidsrummet fra kl. 06.00 morgen til samme tid dagen efter. 

Nyt vederlag til Arbejdsmiljørepræsentanter
Parterne har som noget nyt aftalt et vederlag til Arbejdsmiljørepræsentanter på 9.000 kr.

Tillægget ydes alene til arbejdsmiljørepræsentanter, der er medlemmer af 3F Transport. Vederlaget supplerer arbejdsmiljølovens regler om betaling og finansieres via Handels- og Transportsektorens Uddannelses- og Samarbejdsfond.

Tillidsrepræsentanters adgang til deltagelse i informationsmøder om overenskomstfornyelsen
Tillidsrepræsentanter får med aftalen ret til frihed med løn til at deltage i nærmeste informationsmøde om overenskomstresultatet. Retten er tiltænkt møder, hvor forbundet deltager, og skal medvirke til at udbrede kendskabet til indholdet af overenskomstfornyelsen. Retten til frihed med løn gælder frem til urafstemningens afslutning.

Barselsrettigheder for sociale forældre og nærtstående familiemedlemmer

For børn født eller modtaget 1. juni 2025 eller senere gælder følgende:

Orlovsrettighederne forbedres, så enten den ene eller den anden forælder kan holde yderligere to uger orlov med løn. Det betyder, at den ene forælder nu kan holde op til 26 ugers orlov med løn, og den anden forælder kan holde op til 19 ugers orlov med løn.

Derudover tager overenskomsterne nu højde for barselslovens nye muligheder for at dele orlov i forbindelse med fødsel i flere forskellige familieformer. Sociale forældre (en samlevende med en retlig forælder, der påtænkes en forældrelignende relation til barnet) får ret til orlov med løn på tilsvarende vilkår som retlige forældre.

Samtidig er der givet mulighed for at en soloforælders nærtstående familie kan tage en del af orloven, i op til 15 uger med løn.

I begge tilfælde er det en betingelse, at den retlige forælder overfører en del af sine orlovsrettigheder.

Basisuddannelse til havnearbejdere

Parterne har aftalt at etablere en ny fem-dages basisuddannelse til havnearbejdere. Havnearbejdere med 10 dages lønnet beskæftigelse kan få støtte under uddannelsen, hvor de modtager sædvanlig løn, dog maksimalt normallønssatsen med tillæg af 70%. Tilskud til uddannelse søges gennem den sidste virksomhed, der beskæftigede havnearbejderen.

Supplerende vej til faglært
Parterne etablerer en ny udvidet støttemulighed i HTSK-fonden, så erfarne medarbejdere får mulighed for at uddanne sig mod faglært niveau. Muligheden er forbeholdt de medarbejdere, der får afslag på en uddannelsesaftale som voksenlærling. Medarbejdere med ret til 6 ugers uforbrugt frihed til selvvalgt uddannelse kan bruge denne tid til at uddanne sig mod faglært niveau, og de får mulighed for yderligere i alt 8 ugers støtte, hvis det er nødvendigt for at opnå svendebrev. Medarbejderen modtager sædvanlig overenskomstmæssig løn under uddannelsen.

Overførsel af ferie
Den nuværende regel om overførsel af ferie bliver lempet, så der ikke længere er en begrænsning i, hvor meget ferie ud over 4 uger virksomhed og medarbejder kan aftale overført til den efterfølgende ferieafholdelsesperiode. Reglerne om overførsel af ferie for medarbejdere omfattet af Fællesoverenskomsten vil derfor fremadrettet være de samme som i ferieloven.

Aftaler om databeskyttelse
Parterne har præciseret den fælles forståelse af sammenhængen mellem databeskyttelsesreglerne og adgangen til at udlevere personoplysninger til en tillidsrepræsentant. Samtidig er der udarbejdet en standardaftale, der regulerer de databeskyttelsesretlige forhold, når tillidsrepræsentanter anvender arbejdsgivers IT-systemer i sit hverv. Det er frivilligt at indgå aftalen, men overenskomstparterne anbefaler, at man lokalt anvender aftalen.

Ændringer i Fællesordning for arbejde i holddrift
Overenskomstparterne har aftalt ændringer i "Fællesordning for arbejde i holddrift" vedrørende håndtering af overenskomstmæssige fridage og forskudt tillægsbetaling på søndage. Ændringerne indebærer justeringer af arbejdstid og tillægsbetaling på søgnehelligdage og overenskomstmæssige fridage samt en præcisering af reglerne for forskudt søndagsdøgn.

Udvalgsarbejde vedrørende Fællesordning for arbejde i Holddrift
Overenskomstparterne er enige om at igangsætte et udvalgsarbejde i overenskomstperioden, der skal gennemgå ”Fællesordning for arbejde i holddrift – med kommentarer” med henblik på at identificere forslag til tydeliggørelser og forenklinger.

Opt-out vedrørende 48-timers-reglen
Parterne er blevet enige om at åbne mulighed for, at de lokale parter - med overenskomstparternes bistand - kan aftale opt-out vedrørende 48-timersreglen. Dette vil give mulighed for, at virksomheder og medarbejdere kan aftale at arbejde mere end 48 -timer om ugen, når der er brug for det i forbindelse med rådighedsvagter.

Ekstra lønmodtagerbidrag til pensionsbidrag
Den nuværende regel om, at medarbejder kan overføre et fast kronebeløb til pension er ændret således medarbejder har mulighed for at overføre et fast procentbeløb af sin løn i stedet.

FerieKonto
Dansk Industri og 3F Transport igangsætter et fælles udvalgsarbejde, som har til formål at muliggøre at virksomhederne fremadrettet kan vælge at benytte FerieKonto i stedet for Feriegaranti.

Synliggørelse af løn og løndele
Der iværksættes et samarbejde mellem DI og lønsystemudbydere om at øge synligheden af den samlede lønpakke på medarbejdernes lønseddel.

Optrapning for nyoptagne virksomheder
Parterne bag Fællesoverenskomsten har aftalt, at stigningerne i særlig opsparing skal indgå i optrapningsordningen for nyoptagne virksomheder.

Kontakter

Følg pressemeddelelser fra DI - Dansk Industri

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra DI - Dansk Industri

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye