Nok et stjerneskud fra håndbolden er Årets Fund i dansk idræt
Den 85. udgave af Danmarks ældste idrætspris tilfalder håndboldspilleren Thomas Arnoldsen, der dermed kan kalde sig Årets Fund 2024.

Fælles pressemeddelese fra DIF, Team Danmark og Politiken:
Håndboldspiller TRhomas Arnoldsen, der netop har rundet 23 år, modtog Årets Fund-hæderen foran et felt på 10 nominerede kandidater under Politiken Festival.
Det er Danmarks Idrætsforbund, Team Danmark og dagbladet Politiken, der i fællesskab uddeler prisen, som blev grundlagt helt tilbage i 1929 og kun med en pause fra 1961 til og med 1970 er blevet uddelt hvert år siden.
Priskomitéen valgte at give prisen til Thomas Arnoldsen på grund af hans kolossale udvikling og stærke præstationer gennem det forgangne kalenderår. En rejse, der kulminerede i august, da han var en vigtig del af det danske landshold, der vandt olympisk guld i Paris.
»Igen i år har der været et uhyre stærkt felt af Årets Fund-nominerede. Jeg vil derfor rose forbundenes og Team Danmarks talent- og elitearbejde, som igen og igen udvikler nye talenter på den internationale scene. En stjerne lyser dog alligevel klarest på Årets Fund-himlen«, siger Morten Mølholm Hansen, direktør i DIF og medlem af dommerkomitéen til Årets Fund-prisen.
»Thomas Arnoldsen var ukendt for de fleste, da kalenderen gik fra 2023 til 2024. Nu står han med både en OL-guldmedalje og VM-guldmedalje om halsen, samtidig med at han er en kæmpe profil for sit klubhold Aalborg Håndbold både i den hjemlige liga og i Champions League. Jeg ser frem til at følge ham i årene fremover, hvor han utvivlsomt kommer til at hænge flere medaljer om halsen. Stort tillykke til Thomas Arnoldsen og håndboldforbundet for flot arbejde«, siger DIF-direktøren om skanderborgenseren, der til dato har spillet 27 landskampe – og endnu ikke har prøvet at tabe i nationaltrøjen.
»Thomas Arnoldsen har i 2024 leveret et meget stort gennembrud på et håndboldlandshold, hvor niveauet er tårnhøjt. Alligevel har han sat et aftryk på landsholdet, vi alle vil huske, og som lover særdeles godt for fremtiden. Med både OL- og VM-guldmedaljer om halsen fortjener han at vinde Årets Fund i et meget, meget stærkt felt af kandidater til prisen. Et felt, som vel ikke er set stærkere i flere årtier. Derfor er der også grund til at hylde ikke kun Thomas, men også de andre talenter, som vi glæder os helt vildt til at følge og samarbejde med de kommende år«, siger Lars Balle Christensen, sportsdirektør i Team Danmark og eliteidrætsorganisationens Danmarks repræsentant i priskomiteen.
Arnoldsen leverede flere stærke præstationer for landstræner Nikolaj Jacobsens olympiske mandskab, og han blev ved samme lejlighed den kun anden spiller på det danske herrelandshold i 40 år, der spiller sin første slutrunde med et OL.
Eneste anden var den nu håndboldpensionerede legende Mikkel Hansen, der ved OL i Beijing for 16 år siden spillede sine første minutter ved en slutrunde. Et næsten utroligt sammenfald, eftersom Arnoldsen både på landsholdet og i Aalborg netop er Hansens arvtager i bagkæden – en væsentlig forskel er dog, at Mikkel Hansen nok blev nomineret til Årets Fund i 2008, men måtte se roeren Morten Jørgensen løbe med hæderen.
»Vi er på Politiken utroligt stolte af at være en del af et samarbejde med idrætten om at hædre fremtidens stjerner. De er håb og drømme på tærsklen til at blive de næste rollemodeller. Netop derfor er Thomas Arnoldsen en flot ambassadør for dansk idræt. En ung mand, der trådte sygemeldt ind i 2024 med overbelastet krop og sind. At han på ryggen af seks måneders krise leverer et forbløffende gennembrud, er en stærk og bekræftende fortælling, som på sin helt egen måde sætter hans olympiske guld i relief«, siger Politikens sportsredaktør, Christian Heide-Jørgensen om modtageren, der dermed bliver den tredje spiller på nuværende håndboldlandsholdet, der kan kalde sig Årets Fund. Hæderen er tidligere også tilfaldet Mathias Gidsel (2021) og Simon Pytlick (2023).
Mens Thomas Arnoldsen modtager prisen og de 75.000 kroner, der følger med hæderen, blev cykelrytteren Tobias Aagaard Hansen nummer to og svømmeren Clara Rybak-Andersen nummer tre.
Det øvrige felt af nominerede vidner om, at dansk eliteidræt står på et mangfoldigt og stærkt fundament for fremtiden. Det omfattede således ungdomslandsholdet i curling, fodboldspilleren Cornelia Kramer, kajakroeren Philip Knudsen, para-længdespringeren Bjørk Nørremark, skateren Viktor Solmunde, bobslædekøreren Maja Voigt og tennisspilleren Elmer Møller.
Nøgleord
Kontakter
Jakob DraminskySouschef / OL-presseansvarlig
Tlf:28893678jdr@dif.dk
Følg pressemeddelelser fra Danmarks Idrætsforbund
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Danmarks Idrætsforbund
Nyt samarbejde om flere idræts- og friluftsskove9.5.2025 10:21:29 CEST | Pressemeddelelse
DIF og Klimaskovfonden er gået sammen om at skabe mere skov – for klimaet, naturen og danskernes aktive idræts- og friluftsliv.
Poul Schmith og dansk idræt forlænger OL-partnerskab6.5.2025 10:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Det stærke partnerskab mellem advokatfirmaet Poul Schmith og dansk bredde- og eliteidræt fortsætter. Efter fire år som olympisk partner for Danmarks Idrætsforbund (DIF) og Team Danmark er der nu indgået en ny aftale, som løber frem til og med OL i Los Angeles i 2028.
Medbestemmelse og fokus på sociale relationer: Ekspertgruppe klar med anbefalinger til trivsel i idrætsforeninger6.5.2025 07:29:49 CEST | Pressemeddelelse
Med hjælp fra 13 førende forskere og eksperter på børn og unges trivsel i idrætten offentliggør DIF nu anbefalinger til, hvordan idrætsfællesskaberne understøtter Trivselskommissionens anbefalinger om at fremme børn og unges trivsel. I FC Holte har de med 10 ritualer vist vejen.
Surf & SUP Danmark er Årets Specialforbund 20253.5.2025 13:20:15 CEST | Pressemeddelelse
Surf & SUP Danmark har vundet DIF’s pris Årets Specialforbund 2025. Med i opløbet var også Rugby Danmark og Bordtennis Danmark. Udover æren modtager Surf & SUP Danmark 100.000 kr. og et bidragsbevis fra Klimaskovfonden.
Hans Natorp genvalgt som formand for DIF3.5.2025 12:53:32 CEST | Pressemeddelelse
Formanden for Danmarks Idrætsforbund hedder også de to kommende år Hans Natorp. Det står klart efter forbundets årsmøde i Idrættens Hus. Ny i bestyrelsen er Pia Johansen fra SvømDanmark.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum