Energistyrelsen

Energistyrelsen åbner ny pulje med millioner til CO2-tunge virksomheders grønne omstilling

Del

Investeringsstøtten er en ny pulje målrettet de CO2-tunge virksomheder, der påvirkes mest af den CO2-afgift, som indfases fra i år. Puljen åbner 26. februar 2025 med 36 millioner kroner til projekter, der sænker virksomheders forbrug af fossile brændsler. Frem til 2030 er der i alt sat 1 milliard kroner af.

Virksomheder inden for almindelig proces, mineralogiske processer, olieraffinering, indenrigssøfart og offshore-aktiviteter i Nordsøen kan få økonomisk støtte til grøn omstilling fra den nye pulje. Billedet viser stålsiloer fotograferet i frøperspektiv. Foto: Francesco Mou/Colourbox
Virksomheder inden for almindelig proces, mineralogiske processer, olieraffinering, indenrigssøfart og offshore-aktiviteter i Nordsøen kan få økonomisk støtte til grøn omstilling fra den nye pulje. Foto: Francesco Mou/Colourbox

Virksomheder, der rammes særligt hårdt af CO2-afgiften for industri, der indfases i 2025-2030, får nu økonomisk hjælp til grøn omstilling af produktionen. Energistyrelsen åbner 26. februar kl. 12 en ny pulje med i alt 1 milliard kroner over de næste fem år. I år er der 36 millioner kroner i puljen, der skal hjælpe virksomheder med at reducere deres forbrug af fossile brændsler gennem investeringer i CO2-besparende projekter.

”CO2-afgiften på industrien er et meget væsentligt skridt på vejen mod Danmarks klimamål, men den stiller store krav til virksomhederne om at reducere udledningerne. Med investeringsstøtten kan de mest CO2-tunge industrier få tilskud til at nedbringe forbruget af fossile brændsler – for eksempel ved at udskifte gaskedler til varmepumper eller fjernvarme. Vi håber, at mange vil søge puljen, så pengene kommer ud at gøre gavn”, siger vicedirektør i Energistyrelsen Iben Møller Søndergård.

Virksomheder inden for almindelig proces, mineralogiske processer, olieraffinering, indenrigssøfart og offshore-aktiviteter i Nordsøen kan søge støtte, hvis de opfylder visse kriterier.

36 millioner kroner i 2025
Puljens tilskud er på 500 kr. pr. sparet ton CO2 og dækker 20-60 procent af de støtteberettigede omkostninger, alt efter projektets karakter og virksomhedens størrelse. Virksomheder kan ansøge om tilskud på mellem 10.000 kroner og 112 millioner kroner. Midlerne fordeles efter først-til-mølle-princippet, og ansøgninger kan indsendes løbende, så længe der er midler til rådighed.

Puljen åbner officielt for ansøgninger 26. februar kl. 12 med en samlet ramme på 36 millioner kroner i år. Puljen kan kun give tilskud til virksomheder, som i gennemsnit har udledt mindst 1.500 ton CO2 årligt, og hvis afgiftsbetaling stiger med mindst 2,3 procent på grund af CO2-afgiften på industri – set i forhold til virksomhedens bruttoværditilvækst.

Med Aftale om Grøn skattereform for industri mv. af 22. juni 2022 blev partierne bag aftalen enige om at afsætte penge til investeringer i grøn omstilling i industrien – målrettet de virksomheder, der har sværest ved at omstille sig. Investeringsstøtten er en udmøntning af den aftale. Støtten skal hjælpe virksomhederne i en overgangsperiode, og der stilles krav til virksomhederne om konkret teknisk omstilling og om, at virksomhederne gennemfører klimasyn.

--

FAKTA
Investeringsstøttepuljen

  • Hvem kan søge? virksomheder med en CO2-udledning på mindst 1.500 ton/år og en stigning i afgiftsbelastning på mindst 2,3 procent af virksomhedens bruttoværditilvækst.
  • Hvor meget kan man få? 500 kr. pr. sparet ton CO2, op til 60 pct. af støtteberettigede omkostninger.
  • Puljens størrelse: 36 mio. kr. i 2025; 48 mio. kr. i 2026; 222 mio.kr. i 2027; 306 mio. kr. i 2028 og 384 mio. kr. i 2029. I alt 995 mio. kr. i 2025-2030.
  • Ansøgningsperiode i 2025: Åben fra 26. februar kl. 12. Midlerne tildeles efter først-til-mølle-princippet, indtil puljen er tom – eller til den lukker i november.

--

FAKTA
Webinar for virksomheder den 25. februar

  • For at give virksomhederne de bedste forudsætninger for at søge midler fra investeringsstøtten, holder Energistyrelsen et webinar for virksomheder i målgruppen. Det sker i morgen, 25. februar 2025, kl. 14-15. På webinaret gennemgås de vigtigste ansøgningskriterier og muligheder.
  • Hvis du og din virksomhed ønsker at se med og ikke allerede er tilmeldt webinaret, kan det ske ved at sende en mail til erhvervstilskud@ens.dk senest tirsdag 25. februar 2025 kl. 12. Oplys venligst dit navn og navnet på virksomheden.
  • For yderligere oplysninger om Investeringsstøttepuljen, kan virksomheder kontakte Energistyrelsen på erhvervstilskud@ens.dk eller telefon 51 67 43 01. Henvendelser fra pressen kan ske til pressetelefonen.

Kontakter

Energistyrelsen

I Energistyrelsen gør vi en forskel hver dag. I Danmark og i lande verden over. Vores vision om at opnå et klimaneutralt samfund i vækst og balance er den største opgave, vi skal være med til at løse. Vi ved, at vi skal tænke ambitiøst, og vi ved, at vi skal tænke nyt. Vores mål er en klog, grøn omstilling, hvor Danmark går foran, og danske erfaringer anvendes globalt. Hvor grønne løsninger, sikker og effektiv forsyning og økonomi tænkes sammen.

Følg pressemeddelelser fra Energistyrelsen

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Energistyrelsen

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye