Energinet gør klar til søkabel mellem Hellerup, Nordhavn og Amagerværket
24.2.2025 10:10:12 CET | Energinet | Pressemeddelelse
Arbejdet med den nye kabelforbindelse mellem Glentegård Koblingsstation i Vangede og Amagerværket er gået til søs. Der skal nemlig graves ud til en kabelrende til søkablet, som skal gå fra kysten i Hellerup til Nordhavn og videre til Amagerværket.

Der er i alt cirka 12 kilometer fra Bengtasvej i Hellerup, hvor søkablet begynder til Nordhavns nordvestlige kyst og derfra til Amagerværket, hvor søkablet slutter. Selvom det er en relativt kort strækning, kommer arbejdet til at vare frem til efteråret 2025.
Det er nemlig ikke så enkelt, som man måske skulle tro at lægge et søkabel ud i havet. Nu til dags bliver søkabler gravet ned i havbunden, så de ikke er udsatte overfor løse ankre, der roder rundt på havbunden ved en fejl eller med ondsindede hensigter. Der er altså flere faser i arbejdet, der skal udføres i den rigtige rækkefølge og som er afhængigt af vejrforholdene, tilgængeligt udstyr og mandskab, ligesom der også skal tages hensyn til lystbåde, kajakker og andre vandaktiviteter.
Forberedelser til søkablet i gang til søs og på land
Energinets entreprenør er allerede begyndt at grave kabelrenden på strækningen mellem Amagerværket og Nordhavn. Fra marts måned udgraves kabelrenden mellem Nordhavn og Hellerup. Her ligger en kapsejladsbane, som desværre ikke kan benyttes, mens gravearbejdet er i gang.
Arbejdet foregår med et specialfartøj, der designet til at grave i havbunden. Gravearbejdet forventes at vare frem til slutningen af marts med mindre dårligt vejr forsinker processen. Både i området opfordres til at holde afstand til skibene, for deres egen sikkerheds skyld og for ikke at forstyrre arbejdet.
I starten af marts går de såkaldte kystunderboringer i gang på Nordhavn. De forbinder landkablet med søkablet via nogle rør, der bores fra land og ud i havbunden. Søkablet går i land på Nordhavn, da kabelforbindelsen skal føres ind til en ny transformerstation, som Energinet bygger på Oceanvej i nærheden af den nye krydstogtterminal på Oceankaj. Fra Nordhavn fortsætter kabelforbindelsen til Amagerværket.
I april og maj laves kystunderboringerne på Bengtasvej i Hellerup. I denne periode vil der være begrænset plads for enden af vejen, men der vil være adgang til stranden som normalt. Når kystunderboringerne finder sted, står der en boremaskine på land og cirka 200 meter ude i havet ligger et en såkaldt jack-up, som er en flydende platform, hvor kabelrørene ligger. De bliver så trukket igennem borehullet og ind på land, hvorefter rørene lukkes af, klar til at kablet skal trækkes igennem senere på året.
Søkablet udlægges i august
Når alle forberedelser er gjort, skal søkablet udlægges. Det begynder i juli og forventes at være færdigt i august, hvor vejret er bedst egnet til denne kritiske opgave, som kræver helt vindstille vejr uden for meget havstrøm. Umiddelbart inden søkablet lægges ud, skal kabelrenden renses for den jord, der måtte være skyllet ind i renden, efter den blev gravet ud. Så bliver kablet og renderne dækket til igen, så kablerne er beskyttede og miljøet på havbunden kan komme sig. Med tiden er det ikke til at se på havbunden, at der ligger et søkabel.
Også i denne fase, hvor kablet lægges ud og havbunden dækkes til igen, opfordres sejlere og andre brugere på havet til at holde afstand til kabelarbejdet og skibene. Der vil være sat bøjer ud, der markerer, at man skal holde afstand.
Til allersidst, i august og september, skal søkablet samles med landkablet, blandt andet på Bengtasvej. Der er tale om støjsvagt arbejde, der foregår i en container placeret på land tæt på kysten over nogle uger. Med andre ord er det altså meget lokalt, og vil ikke berøre omgivelserne ret meget.
Nøgleord
Kontakter
Rune BagerEnerginet
Tlf:30718094runba@energinet.dkBilleder
Links
Om Energinet
Vi varetager samfundets interesser og ejer energiens "motorveje". Vi har ansvaret for at forsyne Danmark med el og gas, skabe fair konkurrence og fremme klimavenlige energiløsninger. Læs mere på www.energinet.dk
Følg pressemeddelelser fra Energinet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Energinet
Efter 11 år: Vestkystforbindelsen sættes i drift9.3.2026 09:32:36 CET | Pressemeddelelse
400 kV-højspændingsforbindelsen, der strækker sig fra Holstebro i nord til den dansk-tyske grænse, står snart klar. Energinet når hermed en stor og vigtig milepæl. Anlægsarbejdet er udført på kun to et halvt år. De resterende 8 år er brugt på tilladelser, godkendelser og ekspropriationer.
Energinet indfører midlertidig pause i nye nettilslutninger og sætter turbo på akutpakke2.3.2026 13:17:52 CET | Pressemeddelelse
Efterspørgslen efter tilslutning til elnettet er vokset markant det seneste år. I dag ligger der samlet omkring 60 gigawatt nyt forbrug i kø på tværs af transmissions- og distributionsnettet. Til sammenligning er Danmarks maksimale elforbrug cirka 7 gigawatt.
Ændret startdato: Kabelarbejde på Artillerivej fra 16. marts - vejen spærres for gennemkørsel frem til sommer26.2.2026 07:08:00 CET | Pressemeddelelse
Energinets kabelarbejde på Artillerivej forventes at gå i gang 16. marts og vil vare frem til sommer. I perioden vil Artillerivej være spærret for gennemkørende trafik, og der vil være skiltet omkørsel. Adgang for beboere og brugere af området sikres så vidt muligt i hele perioden.
Nu begynder arbejdet med at lægge højspændingskabler i jorden mellem Hørsholm og Helsingør9.2.2026 08:09:00 CET | Pressemeddelelse
Energinet går snart i gang med de første anlægsaktiviteter på den nye 132 kV kabelforbindelse mellem Teglstrupgård ved Helsingør og Stasevang ved Hørsholm. Projektet skal forny og forstærke den eksisterende elforbindelse med nye, kraftigere kabler. Samtidig forskønnes området til gavn for natur og naboer, når de nuværende luftledninger og elmaster fjernes.
Energinet klar til ekstern undersøgelse: Rammer skal afspejle den nye virkelighed6.2.2026 14:45:30 CET | Pressemeddelelse
"Det vigtigste for mig er fremdrift. Uanset hvilke ændringer, der måtte blive besluttet fra ejers side, må vi ikke tabe momentum", siger Energinets administrerende direktør Thomas Egebo om den analyse, Klima-, energi- og forsyningsministeren ønsker igangsat. Samtidig peger han på, at ansøgningerne om tilslutninger om nyt elforbrug på eltansmissionsnettet er eksploderet til aktuelt 33,5 GW - næsten to tredjedele er kommet ind alene i 2025. Den mængde og den opgave kan man ikke bygge sig ud af.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum

