Forskningsprojekt med hjertestartere når stort mål
Forskningsprojektet NordStart, som blev lanceret for knap to år siden, når i disse dage sit første store mål. 280 nye hjertestartere – placeret efter en avanceret algoritme – er nu sat op i Region Nordjylland.

I foråret 2023 igangsatte Hjerteforeningen i samarbejde med Region Nordjylland og med støtte fra nordjyske Melsen Fonden et nyt banebrydende forskningsprojekt kaldet NordStart, hvor 280 nye hjertestartere skulle placeres rundt om i Region Nordjylland baseret på en computeralgoritme, som er udviklet i et samarbejde mellem canadiske og danske forskere.
I disse dage når projektet et foreløbigt mål, når den sidste af de 280 hjertestartere sættes op. Med alle projektets hjertestartere opsat er det første af projektets mål nu nået. Computeralgoritmen har nu medvirket til at udvælge den optimale placering af hjertestarterne, og nu kan forskerne så trække en masse nyttig information, som måske kan være med til at danne præcedens for lignende tiltag rundt om i verden.
- Det har været og er stadig et rigtig spændende forskningsprojekt på hjerteområdet, som Hjerteforeningen og Region Nordjylland med støtte fra Melsen Fonden har fået mulighed for at søsætte sammen med gode forskere på området, siger Anne Kaltoft, adm. direktør i Hjerteforeningen.
- De hjertestartere, der – på gode, oftest private initiativer – allerede er opsat, er ikke nødvendigvis placeret lige der, hvor der er mest brug for dem. Men via NordStart-projektet – og med en utrættelig indsats fra en lang række af Hjerteforeningens lokale frivillige – er de nyopsatte hjertestartere nu placeret på en måde, så det er vores håb, at de dækker Region Nordjylland bedst muligt, fortsætter Anne Kaltoft.
Tilfredshed med projektet
Hos Melsen Fonden er formand Anker Laden-Andersen også meget tilfreds med projektet:
- Vi har med NordStart fået placeret 280 hjertestartere optimalt ud over hele Nordjylland, og det er mit håb, at vi ud over at forbedre mulighederne for livreddende førstehjælp for nordjyderne kan være med til at vise vejen for opsætning af hjertestartere i resten af landet og måske også på verdensplan.
Hos Region Nordjylland, som blandt andet har leveret al data til algoritmen, er der også glæde at spore i forbindelse med opsætningen af de sidste hjertestartere i projektet og over den følgeforskning i brugen af algoritmen og effekten af hjertestarterne i projektet, som Melsen Fonden også har muliggjort.
- Vi har fra start syntes, at det var et spændende projekt med store perspektiver – også ud over Nordjyllands grænser. Jeg er stolt af, at nordjyderne har taget så godt imod projektet og i en lang række tilfælde har tilbudt gode og lettilgængelige opsætningssteder på deres private hjem. Vi ser desuden frem til at se resultaterne af den forskning, som Melsen Fonden har bidraget til i forbindelse med projektet, siger Mads Duedahl (V), regionsrådsformand i Region Nordjylland.
Ud over opsætningen af de mange hjertestartere er der foretaget en massiv indsats i forhold til at uddanne borgerne i Region Nordjylland i livreddende førstehjælp. Siden projektets start har 5.000 nordjyder gennemført Hjerteforeningens gratis hjerteredderkursus via hjemmesiden hjerteredder.dk.
Fakta om NordStart
På baggrund af en tocifret milliondonation fra nordjyske Melsen Fonden lancerede Hjerteforeningen i foråret 2023 sammen med Region Nordjylland det banebrydende forskningsprojekt NordStart.
Projektet har ved hjælp af en avanceret computeralgoritme skullet anvise, hvor det giver bedst mening at opsætte 280 nye hjertestartere i Nordjylland.
68 procent af hjertestarterne er opsat ved private hjem, hvor også størstedelen (75 procent) af hjertestop uden for hospital forekommer.
Siden projektets start har 5.000 nordjyder gennemført Hjerteforeningens hjerteredderkursus.
Det er første gang på verdensplan, at et projekt af denne art forsøges, og potentialet er stort.
På verdensplan er der nemlig stort behov for hele tiden at udvikle viden, der kan redde liv, når en person falder om med hjertestop.
Fakta om hjertestop
Hvert år falder godt 5000 danskere om med hjertestop uden for hospital.
I Nordjylland sker det omkring 600 gange om året.
I godt 80 procent af tilfældene træder vidner til med hjælp.
14 procent af alle, der rammes af hjertestop uden for hospital, overlever.
75 procent af hjertestop uden for hospital forekommer i private hjem.
Hvis ingen træder til med genoplivning, inden ambulancen ankommer, overlever 1 ud af 25.
Hvis et vidne træder til med hjertemassage, inden ambulancen ankommer, overlever 1 ud af 7.
Hvis der trædes til med hjertemassage OG ydes genoplivning med hjertestarter, inden ambulancen ankommer, overlever 1 ud af 3.
Hvis en person modtager genoplivning med brug af hjertestarter inden for 3 til 5 minutter, er sandsynligheden for at overleve helt op mod 70 procent.
Fakta om hjertestartere
På landsplan er der godt 25.600 hjertestartere.
I Nordjylland er der godt 2.900 hjertestartere – heraf 280 i projektet NordStart.
Nøgleord
Kontakter
PRESSENUMMER 33 66 99 30
Hvis vi ikke lige svarer, så send gerne en mail i stedet. (Nummeret kan ikke modtage sms)
Billeder

Links
Følg pressemeddelelser fra Hjerteforeningen
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Hjerteforeningen
Kender du Årets Hjerteredder 2025?22.1.2025 07:15:00 CET | Pressemeddelelse
Hjerteforeningen kårer i samarbejde med Østifterne hvert år Årets Hjerteredder. Nu er tiden inde til at indstille kandidater til årets pris.
Nytårsmarch: Start det nye år med en lokal gåtur27.12.2024 09:00:00 CET | Pressemeddelelse
Hjerteforeningens nytårsmarch er et nemt og enkelt startskud til dig, der gerne vil røre dig mere i det nye år.
Hjerteforeningen: Husk det mentale aspekt i kronikerpakkerne15.11.2024 12:40:15 CET | Pressemeddelelse
Hjerteforeningen er positivt stemt over for den nye aftale om sundhedsreformen, men minder om, at også det mentale område er vigtigt for at vende godt tilbage til livet efter endt sygdom.
Hjerteforeningen og Dansk Psykolog Forening: Ret til psykologbehandling for hjertepatienter28.10.2024 12:34:10 CET | Pressemeddelelse
De nye pakkeforløb for kronikere bør sikre, at hjertepatienter får tilbudt psykologbehandling ved behov, mener Hjerteforeningen og Dansk Psykolog Forening. Erfaringer med hjertepsykologer er gode.
Del din gåtur med andre og bliv sundere10.10.2024 06:25:00 CEST | Pressemeddelelse
Har du nogensinde oplevet noget på en gåtur, som du ønskede at dele med andre? Så er du ikke alene. Hjerteforeningen og TrygFondens indsats GÅ MED hjælper derfor voksne med at finde lokale gå-grupper.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum