OPLØSNING: En audiovisuel performance, der udforsker liv og forfald i et underjordisk klima
30.10.2024 08:00:00 CET | Frederiksbergmuseerne | Pressemeddelelse
Cisternerne og Strøm præsenterer den audiovisuelle performance OPLØSNING af August Rosenbaum og Ea Verdoner: En tre timers oplevelse, der kombinerer livekoncert, lydinstallation, performance og video i Cisternernes underjordiske rum.

10.-11. januar 2025 kl. 17-20.
Cisternerne og Strøm præsenterer den audiovisuelle performance OPLØSNING af August Rosenbaum og Ea Verdoner: En tre timers oplevelse, der kombinerer livekoncert, lydinstallation, performance og video i Cisternernes underjordiske rum.
Det bliver en ganske særlig begivenhed, når Cisternerne danner ramme om den internationalt anerkendte komponist August Rosenbaums nyeste klaverkomposition iscenesat som en audiovisuel performance.
Over fem måneder har Rosenbaum ladet et klaver gå gradvist i opløsning i fugten fra det tidligere vandreservoir. Publikum vil opleve, hvordan et velkendt musikinstrument bliver transformeret til en sonisk skulptur i opløsning, hvor alle klangidealer bryder sammen: En ødelagt klangkasse, hvor træværk er sprækket, og skimmel og fugt har overtaget.
“Med dette værk bevæger jeg mig fuldstændigt ud af min komfortzone”, siger August Rosenbaum, der med næsten tyve års erfaring som prisbelønnet komponist er meget fortrolig med klaveret og fuldstændig på hjemmebane i koncertsale og lydstudier.
I Cisternerne ville han udforske det ukendte og eksperimentere med vandreservoirets effekt på instrumentet. Han ønskede at fremhæve fugtens stilfærdigt destruktive energi i rummene – men indså hurtigt, at klimaet i Cisternerne var langt mere kraftfuldt end først antaget.
“Jeg planlagde at optage lyd af klaveret henover fem måneder, men allerede efter en uge var toner i instrumentet døde, og kroppen var begyndt at mugne og falde fra hinanden.”
OPLØSNING inkluderer lyden af instrumentets langsomme forfald, og både den naturlige og den processerede lyd bliver præsenteret gennem et multikanals-højtalersystem i de tre kamre, som publikum frit kan bevæge sig rundt i.
I samarbejde med den visuelle kunstner og koreograf Ea Verdoner iscenesætter Rosenbaum klaverets gradvise transformation som en audiovisuel performance, hvor musik, video og performere interagerer med den underjordiske arkitektur. De udforsker den tilstand af transformation, der allerede er en del af Cisternerne: Den langsomme forandring af kamrene over tid, drypsten, som opstår og forgår, samt naturkræfter, der ændrer arkitekturen i det skjulte. Fugten, der udgør den langsomme nedbrydning af alle materialer i Cisternerne, optræder som en usynlig hovedkarakter, der bliver fastholdt og synliggjort i lyd- og videoinstallationen.
Billetter er til salg via Cisternernes website.
OPLØSNING udspringer af Rosenbaums og Verdoners roste performanceinstallation Celeste, udstillet og opført på Copenhagen Contemporary i 2021. Den audiovisuelle performance bliver præsenteret i et samarbejde mellem Cisternerne og Strøm, og er støttet af Statens Kunstfond, Lemvigh-Müller Fonden, Frederiksbergfonden og Arbejdernes Landsbank.
Om kunstnerne:
August Rosenbaum (1987) er pianist og komponist uddannet fra Rytmisk Musikkonservatorium i København. Centralt i Rosenbaums karriere står hans relation til klaveret som instrument og klangredskab. Rosenbaum har etableret sig som soloartist, komponist og producer med stærk forankring i både kunst og popkultur, senest med sit album songs people together (feat. Ian Isiah, Coco O. Og Kool Keith), og hans solokoncert for tre klaverer i DR Koncerthuset i 2024. Han har komponeret til dans, film og teater, blandt andet til Det Kgl. Teater, Den Kgl. Ballet, Hotel Proforma, Metropolitan Museum of Art (US) og Palais De Tokyo (F) i samarbejde med blandt andre Jesper Just. Gennem en mangeårig afsøgning af klaverets potentiale og rolle indenfor både moderne kultur, kunst, performance og film, har Rosenbaum skabt en personlig stemme og en både poetisk og eksperimenterende tilgang til instrumentet. Han har vundet to Danish Music Awards, modtaget Jacob Gades Legat, Sonnings Talent Pris og Statens Kunstfonds Den Unge Elite.
Ea Verdoner (1985) er visuel kunstner. Uddannet fra Den Danske Scenekunstskole, International Center of Photography (US) og Roskilde Universitet. Hendes tværfaglige kunstnerskab omfatter film, fotografi, installation og live-performance, ofte udfoldet i større immersive totalinstallationer og tværkunstneriske samarbejder. Gennem fysiske og digitale teknikker undersøger Verdoner de komplekse idealer og strukturer i samspillet mellem det private individ og det globale subjekt. Hendes værker tager form som temporære fiktioner, der omarrangerer historien for at kaste nyt lys over nutiden. Verdoner har samarbejdet med kunstnere som Lea Guldditte Hestelund og Jesper Just, og skabt værker til institutioner som Copenhagen Contemporary (DK), BAM (US) og London Royal Opera House (UK).
Nøgleord
Billeder
Om Frederiksbergmuseerne
Frederiksbergmuseerne består af Cisternerne, Bakkehuset, STORM og Møstings. Alle fire museer ligger på Frederiksberg i indbyrdes gåafstand og bindes sammen af Frederiksbergs to smukke parker, Søndermarken og Frederiksberg Have.
Følg pressemeddelelser fra Frederiksbergmuseerne
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Frederiksbergmuseerne
Ny udstilling undersøger mennesket som naturens materiale i Møstings19.3.2026 08:35:00 CET | Pressemeddelelse
Karim Boumjimar undersøger menneskekroppen som en del af naturens kredsløb i udstillingen BODIES UNDER CONSTRUCTION på Møstings
Marina Abramović Takes Over Copenhagen’s Cisternerne with a Subterranean Immersive Installation16.2.2026 07:35:00 CET | Press release
Abramović lets the voice of Maria Callas guide audiences through iconic moments of death from opera history as Seven Deaths opens in the heart of Copenhagen, from March 14th, 2026.
Marina Abramović dør syv gange i Cisternerne16.2.2026 07:35:00 CET | Pressemeddelelse
Marina Abramović lader Maria Callas’ stemme føre publikum gennem syv dødsøjeblikke fra operahistorien, når kunstudstillingen Seven Deaths åbner i Cisternerne 14. marts.
Fra kilder til køkkenvask, ny Hannah Toticki-udstilling synliggør vandets skjulte infrastruktur på Møstings15.12.2025 09:35:00 CET | Pressemeddelelse
Udstillingen HARD WATER SOFT PIPES udfolder drikkevandets vej gennem land og by, og de mytologiske fortællinger, der knytter sig til vand.
Kunsthallen Møstings præsenterer ny strategi, ny kurator og ambitiøst program for 202611.11.2025 07:07:00 CET | Pressemeddelelse
Med et nyt kuratorisk fokus og program for 2026 tager Møstings næste skridt som platform for innovativ samtidskunst og som en markant aktør i den danske kunstverden.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum
