Brintrøret vil give ny energi til den grønne omstilling
6.2.2025 17:17:17 CET | Green Power Denmark | Pressemeddelelse
Den politiske aftale om at etablere et brintrør mellem Esbjerg og den tyske grænse vil føre en kæde af positive begivenheder med sig, forudser Green Power Denmark. En ny grøn industri vil skyde frem langs brintrøret. Vi kan begynde at elektrificere den tunge industri, flyene og skibene. Og det vil forbedre økonomien i solceller og vindmøller, som får en ny afsætningskanal for den grønne strøm.
Et bredt flertal i Folketinget har indgået en aftale om at etablere et brintrør mellem Esbjerg og den tyske grænse.
– Det er en fremragende aftale for Danmark, Europa og den grønne omstilling. Vi har arbejdet hårdt for at få dette brintrør. Vi kan nu begynde på næste kapitel, hvor vi ikke kun fokuserer på at omstille vores egen energiproduktion. Vi bliver en vigtig bidragyder til den grønne omstilling af Europa, siger Kristian Jensen, adm. direktør i Green Power Denmark.
Regeringen meldte i sidste uge ud, at den er villig til at sænke bookingkravet for den første del af brintrøret mellem Tyskland og Esbjerg. Det betyder, at virksomhederne på forhånd ”kun” skal forpligte sig til at udnytte 500 MW af rørets kapacitet for, at det bliver bygget. Samtidig meddelte regeringen, at den er parat til at give Energinet økonomi til at begynde arbejdet med det samme.
Begge dele er omfattet af den politiske aftale. Men partierne lægger samtidig op til at vedtage en anlægslov, som giver mulighed for at ekspropriere arealer og reducere muligheden for at klage.
- Anlægsloven øger sandsynligheden for, at brintrøret er klar i 2030. En anlægslov er et kraftigt redskab at tage i brug, men i dette tilfælde er det nødvendigt, siger Kristian Jensen.
- I 2030 er den tunge tyske industri forpligtet til at bruge grøn brint i produktionen. Og for at hjælpe med det, har den tyske stat lovet omfattende økonomisk støtte. Hvis danske virksomheder skal tegne kontrakter om levering af brint til Tyskland, skal røret altså være klar til tiden.
Danske virksomheder har planer om milliardinvesteringer i produktion af grøn brint. Det er planer, som de nu kan trække op ad skuffen.
- Vi vil i de kommende år se en helt ny grøn industri vokse frem, som vil omdanne grøn strøm til brint. Det er der eksportindtægter og arbejdspladser i – ikke mindst i Syd- og Vestjylland. Jeg er ikke i tvivl om, at brintrøret vil blive en kæmpe gevinst for Danmark, siger Kristian Jensen.
Virksomhederne, som producerer brint, vil aftage store mængder grøn strøm, og det vil forbedre økonomien for opstillere af solceller og vindmøller. Brintrøret kan være med til at få Danmark ud af den nuværende krise, hvor det går for langsomt med at elektrificere samfundet.
Grøn brint vil gøre EU-landene uafhængige af fossile brændstoffer. Det vil forbedre sikkerheden og spare os for milliarder af euro, som vi i dag bruger på at importere olie og gas.
Hvis vi skal udnytte mulighederne fuldt ud, skal vi hurtigt i gang med at bygge de næste etaper af brintrøret. Der bliver brug for at forbinde brintrøret med Fredericia, og det skal forlænges fra Esbjerg op langs den jyske vestkyst til Holstebro og derfra ind til gaslagret i Lille Torup.
- Nu skal vi sikre, at vi også får anden del af røret videre op langs den jyske vestkyst. Det er afgørende, at større områder af Jylland får mulighed for at føde ind til brintrøret. Det glæder mig, at partierne er enige om at gå videre med de næste etaper, siger Kristian Jensen.
Nøgleord
Kontakter
Claus Kaae-NielsenSenior presserådgiver
Tlf:35 30 04 02Tlf:23 32 68 29ckn@greenpowerdenmark.dkGreen Power Denmark
Green Power Denmark er Danmarks grønne erhvervsorganisation og vil fungere som talerør for den danske energisektor. Sammen med vores mere end 1500 medlemmer arbejder vi for, at Danmark hurtigst muligt elektrificeres med grøn strøm. Green Power Denmark repræsenterer både energiindustrien, store og små ejere og opstillere af energiteknologi samt de selskaber, der driver det danske elnet og handler med energi.
Green Power Denmark blev grundlagt 23. marts 2022 ved en fusion af Dansk Energi, Wind Denmark og Dansk Solkraft.
Følg pressemeddelelser fra Green Power Denmark
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Green Power Denmark
Politikerne skal hurtigt lægge sporene til fremtidens havvind for at undgå fatalt hul i markedet7.9.2026 08:31:00 CEST | Pressemeddelelse
De seneste succesfulde havvindudbud i Danmark har givet teknologien medvind igen. Nu skal politikerne undgå, at markedet bliver ramt af flere års stilstand efter den tredje park og Energiø Bornholm. Fælles rapport fra erhvervslivet peger på tre nye konkrete udviklingsspor, der kan fremtidssikre investeringerne i dansk havvind, men det kræver beslutninger nu.
Hydrogen Denmark - en ny, stærk organisation for grøn brint og PtX25.8.2026 11:32:14 CEST | Pressemeddelelse
En ekstraordinær generalforsamling i Brintbranchen har i dag godkendt, at Brintbranchen og Green Power Denmark samler kræfterne i en ny organisation for grøn brint og PtX: Hydrogen Denmark.
Nye havvindmølleparker får kæmpe betydning for Danmark4.8.2026 09:28:24 CEST | Pressemeddelelse
Tillykke til Vattenfall som har vundet udbuddene af havvindmølleparkerne Nordsøen Midt og Hesselø. Parkerne vil levere meget store mængder grøn strøm og får afgørende betydning for den grønne omstilling og forsyningssikkerheden i Danmark, mener Green Power Denmark.
Martin Hansen bliver ny viceadm. direktør i Green Power Denmark3.8.2026 09:42:28 CEST | Pressemeddelelse
Martin Hansen bliver ny viceadm. direktør i Green Power Denmark med ansvar for Industri og Energiproduktion. Områderne omfatter den grønne energiproduktion i Danmark samt de mange industrivirksomheder i den danske værdikæde.
Glæde over politisk aftale: Et nødvendigt første skridt ud af krisen for transmissionsnettet29.6.2026 11:25:22 CEST | Pressemeddelelse
Et bredt flertal i Folketinget har lagt de overordnede linjer for en akutplan for elnettet. Med forståelsespapiret viser politikerne, at de er klar til at hjælpe den grønne omstilling af Danmark ud den store krise, som den befinder sig i på grund af et begrænset transmissionsnet, mener Green Power Denmark.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum