Rammerne er klar for Novo Nordisk Fondens støtte til at skabe et grønnere Danmark med Den Grønne Trepart

Del

Novo Nordisk Fonden og regeringen har nu aftalt, hvordan fondens støtte på 10 mia. kr. skal udmøntes til grøn omstilling inden for rammerne af Den Grønne Trepart.

Novo Nordisk Fonden vil prioritere 10 milliarder kroner over de næste ti år til at understøtte konkrete projekter og indsatser, som i særlig grad kan bidrage til arealomlægning, som understøtter natur og biodiversitet til fordel for borgere i hele Danmark. Det blev annonceret i en principaftale med regeringen i juni 2024.

Nu ligger der en ramme for, hvordan de 10 mia. kr. til grøn omstilling inden for rammerne af Den Grønne Trepart forventes udmøntet. Novo Nordisk Fondens midler forventes både at tilfalde projekter, hvor offentlige og private aktører samarbejder, samt projekter støttet af fonden alene eller i samarbejde med andre fonde og private aktører. Rammen er formuleret i samarbejde med regeringen og kan læses i sin helhed her.

”Det har stor betydning, at Novo Nordisk Fonden øremærker 10 mia. kroner til indsatser, der understøtter den grønne omstilling. Det er en kæmpe opgave, som vi som samfund har foran os, og deres støtte kommer til at gøre en stor forskel for det danske landskab, og de naturoplevelser vi vil få i fremtiden. Novo Nordisk Fonden vil sætte penge af til etablering af større sammenhængende naturarealer og skovrejsning. Det betyder, at vi kommer til at opleve et endnu mere grønt Danmark. Fonden lægger også op til at sætte penge af til forskningsprojekter, så vi kan få endnu bedre løsninger i forbindelse med biodiversitet, udvikling af afgrøder og bæredygtig landbrugsdrift,” siger Jeppe Bruus, minister for Grøn Trepart.

De 10 mia. kr. fra Novo Nordisk Fonden bliver ikke lagt sammen med de 43 mia. kr., der er afsat politisk, og vil blive bevilget til konkrete projekter valgt af fonden. Der vil løbende blive koordineret mellem regeringen og Novo Nordisk Fonden for at sikre, at projekterne støtter de fælles visioner.

"Den Grønne Trepart er en ambitiøs vision om et nyt Danmarkskort med mere natur og et mere moderne og bæredygtigt landbrug, som kommer til at få betydning for rigtig mange danskere. Indsatsen er helt på linje med Novo Nordisk Fondens mål om at fremme viden og løsninger, der støtter den grønne omstilling i samfundet, og vi er stolte af at kunne bidrage til denne fælles vigtige opgave," siger Mads Krogsgaard Thomsen, CEO for Novo Nordisk Fonden.

Bevillinger over de næste ti år
Novo Nordisk Fondens midler til projekter, der støtter op om målene i Grøn Trepart, vil blive uddelt løbende over de næste ti år og vil falde inden for tre områder:

  • Arealomlægning
  • Forskning og innovation
  • Samfundsengagement

"Vi tror på, at det er under disse tre overskrifter, Novo Nordisk Fondens midler kan gøre bedst nytte og samtidig komplementere de indsatser, der er aftalt politisk. Der er brug for mange forskellige indsatser både centralt og lokalt for at løfte denne vigtige og komplicerede opgave," siger Lars Hansen, projektdirektør for Grøn Trepart i Novo Nordisk Fonden.

Arealomlægning
Novo Nordisk Fonden planlægger, at omkring 75 % af midlerne, svarende til ca. 7,5 mia. kr., vil gå til projekter, der handler om arealomlægning. Der er primært tale om at accelerere etableringen af større sammenhængende naturarealer og skovrejsning.

Bevillingerne vil som udgangspunkt gå til at støtte projekter, der drives af etablerede operatører og fonde, som allerede har de nødvendige kompetencer og erfaringer. Der er derfor ikke tale om, at Novo Nordisk Fonden selv skal opkøbe og omlægge arealer for midlerne.

”Udvikling af store arealomlægningsprojekter tager typisk flere år, hvis de skal forankres godt lokalt, og der er allerede projekter og initiativer i gang blandt dygtige aktører, som i mange år har arbejdet med området. Vi vil fokusere på to ting: Dels at styrke arealomlægningsprojekter, der er undervejs, og dels bidrage til at identificere nye projekter, der for eksempel kunne vokse ud af de lokale treparter,” uddyber Lars Hansen.

Forskning og innovation
Det andet hovedområde, som Novo Nordisk Fonden har afsat midler til at løfte, er forskning og innovation. Bevillingerne til denne type projekter vil fokusere på at opbygge og implementere viden og teknologi, der skal bruges for at støtte op om visionerne i Den Grønne Trepart.

Novo Nordisk Fonden uddeler allerede bevillinger til forskning og innovation inden for dette og beslægtede områder. De projekter, som vil blive støttet inden for rammerne af Den Grønne Trepart, skal have effekt hurtigst muligt og inden for de næste ti år.

”Formålet er at accelerere og videreudvikle forskning og innovation inden for områder som plantebaseret fødevareproduktion, biodiversitet og klima- og miljøeffekter. Vi vil have fokus på anvendt forskning, herunder afprøvning af nye og eksisterende teknologier. Målet med det økonomiske løft til dette område er, at nye teknologier og metoder skal kunne afprøves og integreres hurtigere på markerne,” forklarer Lars Hansen.  

Novo Nordisk Fonden planlægger, at omkring 15 % af midlerne, svarende til ca. 1,5 mia. kr., vil gå til forsknings- og innovationsprojekter. 

Samfundsengagement
Implementeringen af Den Grønne Trepart er en kompleks opgave, som vil kræve samarbejde fra mange parter, fx kommuner, civilsamfundsorganisationer og lodsejere. I den forbindelse har Novo Nordisk Fonden afsat midler til at understøtte samfundsengagement og demokratisk inddragelse i forbindelse med de forandringer, som kommer til at ske af vores lokalsamfund over de kommende årtier.

”En forudsætning for en god lokal forankring er, at de relevante samarbejdspartnere bliver involveret. Ved at afsætte midler til at understøtte samfundsengagement ønsker vi at være med til at sikre, at det bliver muligt at få de rette kompetencer og viden på lokalt niveau til at foretage den ambitiøse omlægning, som vi skal igennem,” fortæller Lars Hansen.   

Novo Nordisk Fonden planlægger, at omkring 5 % af midlerne, svarende til ca. 500 mio. kr., vil gå til at understøtte samfundsengagement i arbejdet med Den Grønne Trepart.

De resterende 5 % af Novo Nordisk Fondens ramme er foreløbig afsat som en buffer og vil blive fordelt afhængig af, hvordan initiativerne inden for de tre områder udvikler sig. Ligeledes vil den overordnede allokering imellem de tre områder kunne ændre sig over tid.

Yderligere information
Tildeling af midler til projekter inden for rammerne af Den Grønne Trepart vil blive behandlet og bevilget efter Novo Nordisk Fondens ordinære bevillingsprocedurer. Bevillingerne forventes både at blive tildelt efter ansøgninger på åbne opslag og efter dialog med ansøgere, der henvender sig.

denne side er det muligt at læse mere om ansøgning af midlerne og holde sig løbende opdateret om mulighederne for at søge samt få et overblik over bevillinger, der er givet på området.  

Nøgleord

Kontakter

Novo Nordisk Fonden blev etableret i 1924 som en dansk erhvervsdrivende fond, der støtter videnskabelige, humanitære og sociale formål. Fondens vision er at fremme menneskers sundhed samt samfundets og planetens bæredygtighed. Fonden arbejder for at styrke forskning og innovation inden for forebyggelse og behandling af kardiometaboliske sygdomme samt infektionssygdomme. Derudover søger den at bidrage til udvikling af viden og løsninger, der understøtter den grønne omstilling af samfundet. 

Følg pressemeddelelser fra Novo Nordisk Fonden

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Novo Nordisk Fonden

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye