Energinet udvider elnettet på Sydsjælland, Lolland og Falster
Med nye højspændingsstationer, ny 400 kV-forbindelse og to nye 220 kV-forbindelser bliver der plads til at transportere meget mere strøm i elnettet øst for Storebælt. Projektet er udvalgt til at bruge en ny myndighedsproces for miljøvurderingen, og det kan skære op til to år af tidsplanen.

Energinet sætter nu gang i en kraftig udvidelse af elnettet på Sydsjælland, Lolland og Falster. Bestyrelsen for Energinet har netop godkendt et projekt, som udvider elnettets motorveje øst for Storebælt.
Projektet omfatter fire nye højspændingsstationer, en ny 400 kV-forbindelse og to nye 220 kV-forbindelser, som ifølge planen skal gå i drift i 2033:
”I Energinet er vi i fuld gang med at ruste det danske elnet til den grønne omstilling, og projektet på Sjælland, Lolland og Falster er et væsentligt led i den vigtige opgave. I fremtiden skal vi i Danmark bruge meget mere strøm til for eksempel opvarmning og transport. Den grønne strøm kommer typisk fra vindmøller og solceller, som bliver sat op, hvor der er plads, for eksempel på Lolland og Falster. Det gør det nødvendigt at transportere energien over længere strækninger fra produktionsstedet og frem til forbrugerne,” siger Oddleif A. Nielsen, chefprojektleder i Energinet.
I det nye projekt er der planlagt en ny 400 kV og 220 kV højspændingsstation nord for Vordingborg, en ny 220 kV højspændingsstation ved Nørre Radsted på Lolland og en ny 220 kV højspændingsstation ved Eskilstrup på Falster.
Mellem Vordingborg og Ringsbjerg ved Køge bliver der anlagt en ny 400 kV-forbindelse. Det er en strækning på cirka 47 kilometer.
Mellem Vordingborg og Eskilstrup bliver der etableret en ny 220 kV-forbindelse på cirka 28 kilometer. Og mellem Vordingborg og Nørre Radsted bliver der etableret en dobbelt 220 kV-forbindelse over en strækning på cirka 41 kilometer.
Luftledninger og kabler
220 kV-forbindelserne mellem Sjælland og Lolland-Falster bliver etableret med kabler i jorden.
Den nye 400 kV-forbindelse ned over Sydsjælland bliver dels etableret med luftledninger, dels med kabler i jorden.
Energinet er i gang med at planlægge, hvor de nye el-forbindelser på Sydsjælland og Lolland-Falster skal placeres.
”Når vi planlægger de nye forbindelser, tager vi blandt andet hensyn til eksisterende boliger, natur, miljø og landskabelige forhold. 400 kV-forbindelserne vil blive lagt som kabler på strækninger, hvor særlige hensyn taler for det – for eksempel ved særligt sårbar natur eller hvor der er mange boliger,” siger Oddleif A. Nielsen.
Fremskyndelsesområde
Med baggrund i en bred, politisk aftale, der skal sikre en hurtigere udbygning af elnettet, er projektet udpeget som ét af tre fremskyndelsesområder. Det indebærer en ny og hurtigere proces for tilladelser til at gå i gang med etableringen. For eksempel vil en fuld miljøkonsekvensvurdering blive erstattet af en miljøproces med en strategisk miljøvurdering. Den skal pege på tiltag, der skåner natur og miljø fra eventuelle konsekvenser ved projektet. Forventningen er, at den nye proces kan skære op til to år af den ofte lange proces for miljøvurdering.
Projektet på Sydsjælland, Lolland og Falster er stadig i en tidlig planlægningsfase og afventer en endelig godkendelse fra klima-, energi- og forsyningsministeren. Energinet er i dialog med de berørte kommuner.
De lodsejere, der bliver berørt af projektet, bliver kontaktet direkte. Energinet planlægger desuden informationsmøder på Sjælland og Lolland-Falster i foråret.
FAKTA:
Projektet kan følges på Energinets hjemmeside, som løbende bliver opdateret med nyheder om projektet. Her vil placeringen af højspændingsstationerne og linjeføringen for el-forbindelserne også blive vist, så snart det er muligt.
FAKTA OM FREMSKYNDELSESOMRÅDER:
Projektet Nyt Elnet Sydsjælland, Lolland & Falster er sammen med to andre anlægsprojekter i Energinet udpeget som fremskyndelsesområde for at muliggøre en hurtigere grøn omstilling til mere vedvarende energikilder
Det betyder, at der er en anden proces for miljøvurderingen af de planlagte anlæg end normalt for Energinets anlægsprojekter. Forventningen er, at der kan opnås miljøvurderingsafgørelse og plangrundlag i løbet af cirka halvandet år, mens det normalt tager tre-fire år for tilsvarende anlægsprojekter i Energinet.
Tidsbesparelsen skyldes, at der ikke skal laves feltundersøgelser for at kortlægge planter og dyr i området. De tre projekter bliver undtaget fra miljøkonsekvensvurderinger (tidligere VVM), hvor feltundersøgelser er et krav.
I stedet laver Energistyrelsen en miljøvurdering på baggrund af eksisterende data.
Kontakter
Oddleif Nielsen, chefprojektleder, Energinet. Mail: odn@energinet.dk, mobil: 30511587
Om Energinet
Vi varetager samfundets interesser og ejer energiens "motorveje". Vi har ansvaret for at forsyne Danmark med el og gas, skabe fair konkurrence og fremme klimavenlige energiløsninger. Læs mere på www.energinet.dk
Følg pressemeddelelser fra Energinet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Energinet
Urnegrav fundet i kommende kabelområde nær Hørsholm4.11.2025 08:10:00 CET | Pressemeddelelse
De arkæologiske undersøgelser langs den kommende kabelforbindelse mellem Hørsholm og Helsingør er gået i gang og har allerede afsløret en urnegrav fra jernalderen. Undersøgelsesarbejdet ventes først helt færdigt i løbet af 2026.
Offentlig høring: Kom og bliv klogere på kabelforbindelsen på tværs af Øresund torsdag 30. oktober15.10.2025 09:10:00 CEST | Pressemeddelelse
Energinets Øresundsprojekt, som skal forny 400 kV kablerne mellem Danmark og Sverige, er i offentlig høring fra 9. oktober til 7. no-vember 2025. Derfor afholdes et borgerrettet arrangement torsdag 30. oktober kl. 15-19 på campingpladsen i Hornbæk. Her kan du som nabo eller bruger af området få viden om og stille spørgsmål til projektet, der ifølge planen går i gang i 2026.
Tak for bemærkninger til Nyt elnet Aarhus-Aabenraa13.10.2025 11:02:39 CEST | Pressemeddelelse
Den 8. oktober 2025 var sidste mulighed for at indsende bemærkninger til Energinets projekt Nyt elnet Aarhus-Aabenraa. Energinet har modtaget flere end 800 henvendelser med bemærkninger, hvoraf over 350 indeholder forslag til ændring af placering af anlæggene i projektet. Nu går arbejdet med at behandle de mange input i gang.
Første del af Vestkystforbindelsen sættes i drift6.10.2025 09:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Energinet når vigtig milepæl. 400 kV-forbindelsen mellem de to højspændingsstationer Endrup ved Esbjerg og Stovstrup tæt på Skjern er klar. Det er Vestkystforbindelsens første idriftsættelse ud af tre.
Nu begynder byggeriet af en ny højspændingsstation nær Svinninge på Midtsjælland12.9.2025 11:05:59 CEST | Pressemeddelelse
Energinet bygger en ny 132 kV højspændingsstation nord for den eksisterende station ved Torslunde nær Svinninge på Midtsjælland. I dag holder Energinet til på distributionsselskabet Cerius’ stationsområde, men skal fremover have sin egen højspændingsstation. Byggeriet går i gang i midten af september i år og forventes at være afsluttet i 2027.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum