Markante renteudsving præger ATP’s 2024-resultat

Del

Rentestigninger i særligt fjerde kvartal har haft afgørende betydning for afkastet i ATP’s investeringsportefølje og dermed også for ATP’s resultat for 2024. Over de seneste 10 år har det samlede afkast til medlemmerne været på 11,6 mia. kr. på årsbasis.

2024 blev endnu et år med stor global uforudsigelighed på de finansielle markeder, og efter markante rentestigninger i særligt USA i årets afsluttende måneder, leverede ATP et investeringsafkast på -0,1 mia. kr. i den investeringsportefølje, der udgør 20 pct. af den samlede formue. 

ATP’s investeringsstrategi baserer sig på en afbalanceret og diversificeret spredning af investeringsrisiko, hvor der investeres i både aktier og obligationer. Vi skal til en enhver tid kunne levere en livslang og garanteret pension - og over tid kunne skrue op for pensionen. Da særligt de amerikanske renter er steget i 2024, ligger investeringsafkastet under, hvad man kan forvente for et gennemsnitsår for den investeringsstrategi, som ATP følger.  

"Vi er eksponeret mod obligationer i vores investeringsportefølje, og derfor har rentestigninger - særligt i USA - påvirket os og givet et negativt afkast. Overordnet havde aktier et godt år, men grundlæggende er renteudviklingen i 2024 årsag til, at vi i sidste ende kommer ud af året med et negativt afkast,” siger Martin Præstegaard, adm. direktør i ATP. 

ATP er som langsigtet investor optaget af resultaterne på 10, 20 og 30 års sigt, da forpligtelserne overfor danskerne er livslange og garanterede pensioner. I de seneste 10 år har ATP – trods et par udfordrende år - skabt et gennemsnitligt, årligt investeringsafkast på 11,6 mia. kr., svarende til 9,4 pct. i forhold til bonuspotentialet i alle år.   

Opgjort efter omkostninger svarer 2024-resultatet i investeringsporteføljen til -0,6 pct. i forhold til bonuspotentialet. I 2024 kom de største positive bidrag fra investeringer i børsnoterede udenlandske og danske aktier, der bidrog med afkast på henholdsvis 7,5 mia. kr. og 2,2 mia. kr. Modsat kom de negative bidrag fra stats- og realkreditobligationer med et afkast på -9,2 mia. kr. og unoterede aktier med et afkast på -2,9 mia. kr.   

“Med vores risikospredning følger en risiko for, at vores afkast i perioder er påvirket negativt, selv hvis enkeltaktivklasser isoleret set giver højere afkast. Sådan er det lige nu, hvor det i høj grad er enkeltaktier, der gør en kæmpe forskel for investorerne. Som langsigtet investor og garanteret pensionsleverandør tror vi fundamentalt på en afbalanceret risikospredning, og det ændrer 2024 ikke på,” siger Martin Præstegaard.   

ATP’s opgave er at sikre, at de livslange og garanterede pensioner til medlemmerne til enhver tid kan udbetales. Det sker ved at afdække renterisikoen på pensionerne – en afdækning, der også gennem 2024 virkede efter intentionen. Selv uden positivt resultat i investeringsporteføljen endte året med en bonusevne på samme niveau som efter 2023.   

Garantierne står fast  

ATP afdækker renterisikoen på pensionerne, hvilket også i 2024 virkede efter hensigten. Til trods for at investeringsporteføljen, der investerer ca. 20 pct. af formuen, ikke gav positivt afkast. Bonusevnen – der viser forholdet mellem ATP’s bonuspotentiale (frie midler) på den ene side og forpligtelserne over for medlemmerne på den anden side - giver et godt udtryk for sundhedstilstanden i ATP. Det er bonusevnen, og dermed ATP’s økonomiske polstring, der med mellemrum giver plads til at forhøje pensionerne. ATP’s bonusevne har ligget stabilt ml. 15-20 pct. de seneste 10 år, uanset investeringsresultatets størrelse og renternes bevægelser.  Ved udgangen af 2024 var bonusevnen på 17,1 pct., det samme som året før. 

Samlede årlige omkostninger i bund   

ATP har fortsat stort fokus på at holde omkostningerne lave, fordi de har direkte betydning for pensionernes størrelse. Vi balancerer løbende ønsket om lave omkostninger med hensynet til at skabe det bedst mulige afkast til medlemmerne. ATP’s administrationsomkostninger var i 2024 på 37 kr. pr. medlem, svarende til 0,03 pct. af den samlede formue. Den samlede ÅOP for 2024 endte på 0,32 pct., hvilket er lavt i både dansk og international sammenhæng.   

Opdatering af levetid og udvikling i formue   

Årets opdatering af levetid medførte en overførsel fra pensionsforpligtelserne til bonuspotentialet, ATP’s frie midler, på 1,5 mia. kr., svarende til 0,3 pct. af værdien af pensionsforpligtelserne. Overførslen er et udtryk for en justering af levetidsforventningerne som følge af udviklingen i den faktiske levetid i det forgangne år.  

Ved udgangen af 2024 beløb bonuspotentialet sig til 105 mia. kr., og sammen med pensionsforpligtelserne på 574 mia. kr. samt den supplerende hensættelse på 39 mia.kr. udgjorde medlemmernes formue i alt 718 mia. kr.   

Kontakter

Vedhæftede filer

ATP Koncernen er Danmarks største pensionsselskab og administrationshus. Vi løser opgaver for næsten alle borgere og virksomheder i Danmark. ATP Livslang Pension er en kollektiv ordning med mere end 5,7 mio. medlemmer og en pensionsformue på 718 mia. kr. Vores opgave er at sikre gode, stabile pensioner, så danskerne har lidt mere at leve for den dag, de går på pension. Derudover sikrer vi udbetaling af en række velfærds- og sikringsydelser. To ud af tre velfærdskroner, der udbetales i Danmark, kommer fra ATP Koncernen. 

Følg pressemeddelelser fra ATP

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra ATP

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye