Stort fald i antal dieselbiler der ikke lever op til miljøzonekravene
Antallet af dieselbiler, der ikke lever op til miljøzonekrav, er faldet med en tredjedel på et år. Det er især i de store byer, hvor miljøzonerne ligger, at der har været markante fald.
I oktober 2023 blev miljøzonekrav i kommunerne København, Frederiksberg, Odense, Aarhus og Aalborg udvidet til også at gælde dieselpersonbiler. Miljøzonerne betyder, at der et maksimum på, hvor mange kvælstoffer din bil må udlede. Knap et år efter udvidelsen af kravene var antallet af dieselbiler, der ikke lever op til miljøzonekravene, faldet med 34 pct. Så mens der på landsplan kørte 63.000 personbiler, der ikke levede op til kravene, rundt på diesel i august 2023, kørte der 41.300 i september 2024. Faldet er del af en generel nedadgående udvikling i antallet af dieselbiler uanset udledning.
”Antallet af dieselbiler har været faldende siden midten af 2020, men især nedgangen i dem med høj kvælstofudledning har taget fart siden udvidelsen af miljøzonerne til personbiler i København, Odense, Aarhus og Aalborg,” siger Søren Dalbro, konsulent i Danmarks Statistik.
Udviklingen i antallet af dieselbiler, august 2023-september 2024
![null](https://via.ritzau.dk/data/images/public/3274962/14253701/30526040-5649-4cab-948a-c39e99a6c3fc-w_720.png)
Kilde: Særkørsel
Faldet i antallet af disse dieselbiler skal ses i lyset af, at antallet af biler på de danske veje har været stigende. Især elbiler har gjort deres indtog i den danske bilpark. I perioden august 2023 til september i 2024 er antallet af personbiler steget med 34.700 til knap 2,9 mio. Bag denne udvikling gemmer sig fald i antallet af benzin- og dieselbiler på henholdsvis 46.800 og 68.200 og en stigning i antallet af elbiler og pluginhybrider på henholdsvis 139.600 og 10.000.
Bestanden af biler opdelt på drivmiddel, august 2023-september 2024
![null](https://via.ritzau.dk/data/images/public/3274962/14253701/00faa715-7eed-4a10-b468-35db89fce969-w_720.png)
Kilde: www.statistikbanken.dk/bil54
Faktaboks: Om Euronorm, miljøzoner og miljøzonekrav
- Alle benzin- og dieselbiler er typegodkendt efter Euronorm 1-6. Euronormen er fastsat af EU og angiver, hvor mange skadelige stoffer bilen må udlede. Reglerne bliver løbende skærpet, hvorfor der er flere Euronormer (fra 1-6 i øjeblikket).
- Pr. 1. oktober 2023 skal private dieselbiler have monteret et partikelfilter eller være minimum Euronorm 5 for at køre i de største danske byer: København, Frederiksberg, Aarhus, Odense og Aalborg. Har man en bil af Euronorm 4 eller derunder, kan man eftermontere et partikelfilter, så man kan køre i miljøzonerne. Det ændrer dog ikke ved Euronormen.
- Dieselbiler af Euronorm 5 og 6 har ikke nødvendigvis et partikelfilter, men de er bygget til ikke at udlede flere kvælstoffer (NOx) end fastsat af EU.
Kilde: FDM
Faldet er størst i de store byer
Faldet i antal dieselbiler, der ikke lever op til miljøzonekravene, kan især ses i de store byer, hvor disse biler ikke må køre på vejene. I kommunerne København og Frederiksberg er antallet faldet med henholdsvis 71 og 72 pct., mens faldet i Odense, Aarhus og Aalborg er henholdsvis 61, 52 og 48 pct.
Generelt er antallet af dieselbiler, der ikke lever op til miljøzonekravene, faldet i alle landets kommuner. Faldet er mindst i Jylland, på Bornholm og på Lolland, og kommunen med den mindste tilbagegang på 19 pct. er Fanø Kommune.
”Det giver god mening, at faldet er størst i de kommuner, hvor man ikke længere må køre i sin bil i byen. Men vi ser altså et fald i alle kommuner. Også i de kommuner, der ligger langt fra byer med miljøzoner,” siger Søren Dalbro.
Faldet i antallet af dieselbiler med Euronorm 1-4 og uden partikelfilter, august 2023-september 2024
![null](https://via.ritzau.dk/data/images/public/3274962/14253701/b78bf304-7717-4d6f-bd9e-401efa278d40-w_720.jpg)
Kilde: Særkørsel
Lidt over halvdelen af alle dieselbiler hører hjemme i Region Midtjylland og Syddanmark.
De fleste dieselbiler, der ikke lever op til miljøzonekravene, er fra 2007
Langt hovedparten af de 41.300 dieselbiler, der i september 2024 var euronorm 1-4 og ikke havde et partikelfilter, er registreret første gang i 2001-2010. Heraf er næsten 15.000 af bilerne registreret i 2007 eller 2008.
”Fra d. 1. januar 2011 blev Euronorm 5 indført for dieselbiler, og biler registreret herefter lever derfor i høj grad op til miljøzonekravene,” forklarer Søren Dalbro.
Lidt over 300 dieselbiler uden partikelfilter og med Euronorm 4 eller derunder er registreret siden 2011. De er sandsynligvis importeret som brugte. Der findes stadig 1.870 dieselbiler fra før 1994 og uden partikelfilter i landet.
Indregistreringsår for dieselbiler med Euronorm 1-4 og uden partikelfilter
![null](https://via.ritzau.dk/data/images/public/3274962/14253701/f7d5adf1-1963-4c04-964f-0f536455a268-w_720.png)
Kilde: Særkørsel
Dieselbiler er den mindst populære biltype blandt nyanskaffede biler
I alt havde 2,1 mio. familier mindst én bil d. 30. juni 2024. Af disse familier anskaffede 110.700 sig en nyregistreret bil i perioden fra august 2023 til september i 2024. 23.200 af disse havde i forvejen en dieselbil, men kun 1.100 af dem valgte en dieselbil igen. Det svarer til, at lige knap 5 pct. af familier med en dieselbil købte en ny dieselbil, mens 65 pct. fik en elbil og 25 pct. en benzinbil.
Til sammenligning anskaffede 82 pct. af de familier med elbil, der fik en ny bil, sig en ny elbil. For familierne med benzinbil, der anskaffede sig en ny bil, valgte 44 pct. en ny benzinbil og 50 pct. en elbil. Blandt dem med en pluginhybrid, der anskaffede sig en ny bil, valgte 70 pct. en elbil, 19 pct. en fossil bil og 11 pct. en pluginhybrid.
Ud over de familier, der havde bil i forvejen ved anskaffelsen af den nye bil, var der 12.700 familier uden bil i forvejen, der anskaffede sig en ny bil fra august 2023 til september 2024. 51 pct. af disse familier anskaffede sig en benzinbil, mens 44 pct. anskaffede sig en elbil.
Dieselbilen var klart det mindst populære valg blandt alle bilkøbende familier, uanset hvilken type bil man havde i forvejen. Elbilen var mest populær og valgt af 56 pct. af de købende familier, mens 37 pct. valgte en benzinbil.
Nøgleord
Kontakter
Har du spørgsmål til tallene i artiklen, er du velkommen til at kontakte Søren Dalbro på sda@dst.dk eller tlf. 29 35 74 60.
Danmarks Statistik
Danmarks Statistik er den centrale myndighed for dansk statistik. Vores opgave er at indsamle, bearbejde og offentliggøre statistiske oplysninger om det danske samfund.
Følg pressemeddelelser fra Danmarks Statistik
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Danmarks Statistik
Kvinder på krisecentre har i større grad grundskolen som højeste uddannelse28.1.2025 08:00:00 CET | Pressemeddelelse
Kvinder, der var på et krisecenter i løbet af årene 2017-2023, havde i større grad end resten af befolkningen højest fuldført grundskolen. Det viser en ny analyse, som også beskriver en række andre ligheder og forskelle mellem kvinder, der har været på et krisecenter, og øvrige kvinder.
80 pct. færre juleindbrud end for ti år siden20.12.2024 07:30:00 CET | Pressemeddelelse
Antallet af anmeldte indbrud i beboelser over juledagene lå sidste år på et rekordlavt niveau. I 2023 blev der begået 362 indbrud i juledagene mod 1.776 for ti år siden, svarende til et fald på 80 pct. Tre ud af ti af indbruddene i juledagene fandt sted den 24. december.
Vi købte for rekordmange penge i detailhandlen i julen 202316.12.2024 07:30:00 CET | Pressemeddelelse
Sidste år blev der lagt 38,5 mia. kr. i den danske detailhandel i december, som hvert år er den måned, hvor omsætningen topper. Det var især boghandlere, legetøjsforretninger og butikker, der sælger køkkenudstyr, der havde travlt i julen 2023.
Fald i anmeldte voldsforbrydelser og seksualforbrydelser13.12.2024 08:00:00 CET | Pressemeddelelse
Politiet modtog 6 pct. færre anmeldelser om voldsforbrydelser i 2023 og 1 pct. færre anmeldelser om seksualforbrydelser. Dog blev der samlet set anmeldt 3 pct. flere straffelovsovertrædelser i 2023, og det var især anmeldelser i kategorien ejendomsforbrydelser, så som butikstyveri og cykeltyveri, der steg.
To ud af tre har været i digital kontakt med egen læge i 202412.12.2024 08:00:00 CET | Pressemeddelelse
To ud af tre personer har været i digital kontakt med egen læge i 2024. Samtidig tjekker mange også deres egne sundhedsdata online. Det viser publikationen It-anvendelse i befolkningen fra Danmarks Statistik.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum