Energi Danmark opruster på digital innovation med ny teknisk direktør
Henrik Dyrholm Holst er udnævnt som ny Chief Technology Officer (CTO) i Energi Danmark, hvor han fremover skal drive koncernens digitale strategi og innovation. Han kommer med 21 års erfaring inden for udvikling af digitale løsninger i den finansielle sektor.
Energi Danmark opruster på det digitale område med ansættelsen af Henrik Dyrholm Holst som ny Chief Technology Officer (CTO) fra 1. februar 2025. Den nye direktør kommer med 21 års erfaring inden for digitale løsninger og skal i sin nyoprettede stilling stå i spidsen for energikoncernens digitale strategi og digitale innovation.
Henrik Dyrholm Holsts primære fokus bliver udviklingen af en ny handelsplatform for energi, der kombinerer dele af Energi Danmarks egenudviklede platform suppleret med komponenter fra førende techvirksomheder og digitale startups.
"Vi har en klar ambition om at forblive en af Europas førende energihandlere. Det kræver vedvarende digital nytænkning, og Henrik er den helt rette profil til den nøgleopgave. Med hans brede erfaring fra den finansielle sektor og vores dybe domæneviden på energihandel øjner vi stort potentiale for at blive digital frontrunner på løsninger, som gavner både vores kunder og vores energihandlere,” siger Louise Hahn, CEO i Energi Danmark.
Senest kommer Henrik Dyrholm Holst fra Saxo Bank, hvor han de sidste 12 år har været Senior Director med udviklingsansvaret for bankens prisvindende handelssystemer, der i dag servicerer investorer i mere end 50 lande.
Henrik Dyrholm Holst har en solid baggrund i udvikling af digitale handelsplatforme med over to årtiers erfaring fra den finansielle sektor, der blandt andet tæller ledende stillinger i Reuters og Nordea. I Reuters stod han for udviklingen af platforme, der hjalp institutionelle aktører med at agere på de finansielle markeder. Efterfølgende var han i Nordea ansvarlig for udviklingen af en B2B-platform, der gav nordiske virksomheder mulighed for at styre og afdække rente- og valutakursrisici.
“Jeg ser frem til at bygge videre på Energi Danmarks allerede stærke digitale fundament og være med til at udvikle løsninger, som fremtidens energimarked kræver. Det er ingen hemmelighed, at energibranchen står over for store ændringer i den nære fremtid, og jeg ser store muligheder i at sætte min teknologiske viden i spil sammen med dygtige kollegaer i Energi Danmark,” siger Henrik Dyrholm Holst.
Kontakter
Rasmus AvnskjoldEnergi Danmark
Tlf:+4560779000rba@andel.dkOm Energi Danmark
Energi Danmark er en af Danmarks førende energihandelskoncerner med aktiviteter inden for fysisk og finansiel elhandel, CO2-handel, handel med gas og vindenergi samt porteføljeforvaltning. Koncernen opererer i 32 elmarkeder og 14 gasmarkeder på tværs af Europa og Balkan og er i dag Danmarks største aktør på markedet for handel af el til erhvervskunder. Energi Danmark har datterselskaber i Sverige, Finland, Norge og Tyskland.
Følg pressemeddelelser fra Energi Danmark
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.