Motoren gøres klar: Lokal grøn trepart og kystvandråd for Horsens Fjord på den politiske dagsorden
29.1.2025 14:05:14 CET | Hedensted Kommune | Pressemeddelelse
Den lokale grønne trepart for Horsens Fjord er skitseret, og et nyt tilhørende kystvandråd kan måske blive en realitet. Kommissorierne for den lokale trepart og et kystvandråd bliver politisk behandlet i løbet af februar i de involverede fjord-kommuner Horsens, Hedensted og Odder. I Horsens Fjord Hovedvandopland bliver første skridt dermed taget i implementeringen af den grønne trepartsaftale, hvor målet er klart: Mindre CO2-udslip og kvælstofudledning og bedre vilkår for både vandmiljøet, klimaet, naturen og biodiversiteten.

Nu skal politikerne i Horsens, Hedensted og Odder tage stilling til to vigtige emner, der sætter den lokale implementering af den grønne trepartsaftale fra sommeren 2024 i gang. Det drejer sig om kommissoriet for den lokale trepart i Hovedvandoplandet Horsens Fjord og kommissoriet for et nyt kystvandråd for samme hovedvandopland.
Den lokale trepart for hovedvandoplandet er den helt centrale motor i de omfattende arealomlægninger, der skal sættes i gang lokalt, og er ansvarlig for at udarbejde en omlægningsplan for området.
Omlægningsplanen skal vise, hvordan man lokalt vil komme i mål med de statslige krav om blandt andet reduktion af landbrugsarealer og kvælstof fra marker til vandløb og fjorden. Med kommissoriet, som lokalpolitikerne nu skal godkende, er den lokale trepart organiseret og klar til at trække i arbejdstøjet.
Et nyt kystvandråd er også på dagsordenen. Et eventuelt kystvandråd består af et partnerskab med medlemmer fra interesseorganisationer og foreninger med lokal tilknytning til kystvandene i hovedvandoplandet. De vil skulle rådgive den lokale trepart i forhold til omlægningsplanens indhold med forslag til forbedring af kystvandet. De lokale politikere skal give grønt lys til, at man vil søge Ministeriet for Grøn Trepart om etablering af et kystvandråd for Horsens Fjord.
Begge kommissorier beskriver rammerne – herunder formål og organisering – for det kommende arbejde, som nu skal samtænkes og koordineres på tværs af de seks kommuner, som alle har arealer eller vandløb, der løber ud i Horsens Fjord: Horsens, Hedensted, Odder, Skanderborg, Vejle og Aarhus.
Klar til at tage arbejdshandskerne på
Et af hovedelementerne i den grønne trepartsaftale er, at udpeget landbrugsjord ikke længere skal dyrkes intensivt, men i stedet blive til skov, vådområder og natur. Kommunerne arbejder i forvejen med sådanne projekter, som skaber forudsætningerne for at få livet tilbage til fjorden og give naturen plads. Med treparten kan der sættes turbo på indsatserne.
Horsens Kommune er formands- og sekretariatskommune for den lokale trepart for Horsens Fjord. Rikke Christensen (RV), udvalgsformand for Bæredygtigheds-, Natur- og Klimaudvalget i Horsens Kommune og netop udpeget formand for den lokale trepart, ser meget frem til at kunne komme i gang med samarbejdet for et bedre vandmiljø og mere skov, natur og biodiversitet:
- Det er en kæmpe opgave, der venter os. Men med en velfunderet lokal trepart og et eventuelt nyt kystvandråd står vi stærkt til at nå klima- og vandmiljømålene. Vi kan sætte turbo på de indsatser, som skaber forudsætningerne for at få livet tilbage i fjorden. Skovrejsning er en af de vigtige brikker – og lokalt har vi allerede gode erfaringer med at omlægge landbrugsjord til skov. De erfaringer bygger vi videre på. Ved fælles indsats, lokal viden og allerede eksisterende data har vi et rigtig stærkt grundlag for vores arbejde med omlægningsplanen og realisering af projekter, som vil få kæmpe værdi for åløb, fjorden og vores fælles natur”, siger Rikke Christensen.
Formanden for Udvalget for Vækst & Klima i Hedensted Kommune, Lars Poulsen (V), supplerer:
- Vi har travlt med at få lagt en plan, som kan sikre et bedre havmiljø, og som alle kan se sig selv i. Derfor håber jeg, at alle parter, både kommuner, interesseorganisationer og lodsejere vil gå ind i arbejdet med et åbent sind, villighed til at tænke i flere muligheder og til at holde fast i den konstruktive dialog, også når det bliver vanskeligt. Heldigvis har vi set flere lokale eksempler på, at det faktisk kan lykkes, senest med et lavbundsprojekt i Møgelkær og flere lokale skovprojekter. De erfaringer er det oplagt at trække på her.
Forventningerne er også store i Odder Kommune, hvor man også allerede har været godt i gang gennem længere tid:
- Den allervigtigste indsats i treparten er at få reduceret udledningen af næringsstoffer fra landbruget. Det er helt nødvendigt, for at vi kan opnå en god økologisk tilstand i Horsens Fjord. Vi er allerede godt i gang i Odder Kommune, hvor vi næsten er i mål med at få beskyttet de boringsnære områder gennem et partnerskab med landbruget. Den tilgang vil vi tage med ind i treparten. Jeg glæder mig til det store og spændende arbejde med at sikre både Odder Kommunes vandløb og hele Horsens Fjord, siger Kresten Bjerre (RV), formand for Udvalget for Klima & Plan i Odder Kommune.
De to kommissorier bliver behandlet politisk i Horsens, Hedensted og Odder Kommuner i løbet af februar 2025. Dagsordenerne for de politiske udvalg i de tre kommuner er netop offentliggjort på kommunernes hjemmesider.
FAKTA:
Hovedvandoplandet Horsens Fjord dækker Horsens, Hedensted, Odder, Skanderborg, Vejle og Aarhus Kommuner. Disse seks kommuner har arealer eller vandløb, som løber ud i Horsens Fjord. Skanderborg, Vejle og Aarhus Kommuner har i modsætning til Horsens, Odder og Hedensted kun mindre arealer i hovedoplandet.
Lokal trepart for Horsens Fjord består af kommunale politiske og administrative repræsentanter fra medlemskommunerne, lokale landbrugsrepræsentanter, lokale repræsentanter for naturorganisationer og en repræsentant fra Naturstyrelsen.
Regeringen og en række af Folketingets partier har den 18. november 2024 indgået "Aftale om Implementering af et Grønt Danmark", som følger op på den grønne trepartsaftale fra sommeren 2024. Med aftalerne får kommunerne en central rolle med ansvar for planlægning og implementering af arealomlægningen. Det betyder, at kommunerne skal udarbejde dynamiske omlægningsplaner senest i 2025, der viser, hvordan man lokalt vil komme i mål med indsatsen.
Indsatsen omfatter udtagning af kulstofrige lavbundsjorder, vådområder, skovrejsning, ekstensivering og andre arealbaserede omlægningsindsatser, herunder at bidrage til bedre vilkår for natur og biodiversitet.
Følg pressemeddelelser fra Hedensted Kommune
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Hedensted Kommune
Kulturhus tager form: Se de første tegninger af Hedensteds nye kulturhus29.10.2026 13:00:23 CET | Pressemeddelelse
Efter flere gode workshops med borgere og brugere af Hedensteds kommende kulturhus kan Hedensted Kommune nu løfte sløret for de første – men foreløbige – skitsetegninger af kulturhuset. Næste skridt bliver at fastlægge kulturhusets udseende, indretning og økonomiske ramme helt præcist, før et byggeri kan gå i gang.
Seniorråd tager ansvar for trivsel: Vil inspirere alle aldre til øget brug af hverdagsteknologi28.10.2026 09:51:33 CET | Pressemeddelelse
Teknologiske hjælpemidler og velfærdsteknologi er ikke kun for seniorer. Sådan lyder det fra Seniorrådet i Hedensted Kommune. Derfor vil de nu udbrede kendskabet til de mange teknologiske hjælpemidler, som kan gøre en forskel i hverdagen. Uanset hvilken alder og fysiske forudsætninger den enkelte har. Derfor inviterer Seniorrådet og Hedensted Kommune i november til tre gratis inspirationsaftener om smart hverdagsteknologi – lige i tid til, at ønskesedlerne skal laves.
For andet år i træk: Korning vinder Lokaldysten i Hedensted Kommune2.10.2026 08:37:21 CEST | Pressemeddelelse
Selvom regnen silede ned over Korning den 11. september, stillede lokalområdet talstærkt op til Lokaldysten. Næsten hver tredje Korning-borger mødte op. Ca. 200 børn, voksne og seniorer trodsede nemlig vejret og gik, løb og cyklede med masser af kampgejst, mens balloner, musik og fælles aftensmad satte rammen om nogle våde, men aktive timer. Sejren blev fejret i går på Korning Skole med kage, hyggeligt samvær og fællessang. Og så blev præmien på 5.000 kr. overrakt af formand for Landdistrikts-, Kultur- og Fritidsudvalget, Bent Sørensen.
Toårigt budgetforlig sikrer vækst og velfærd i Hedensted Kommune18.9.2026 07:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Venstre, Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti og Liberal Alliance har torsdag aften indgået budgetforlig for 2027 og 2028. Opgaven var på forhånd vanskelig med udsigt til betydelige besparelser i 2027. Ved at gøre budgettet toårigt og satse på, at Hedensted Kommune kan fortsætte væksten, friholdes den borgernære velfærd for besparelser. Samtidig iværksættes nye vækstinitiativer, mens der skal laves en samlet plan for at håndtere de kraftigt stigende udgifter på især det specialiserede socialområde.
Lidt mere luksus for cykelpendlere: Hedensted Kommune tester ny "bikepod" ved stationen4.9.2026 10:50:05 CEST | Pressemeddelelse
Nu bliver det mere attraktivt at tage cyklen til Hedensted Station. Hedensted Kommune har lånt en såkaldt bikepod af Midttrafik i seks måneder. Den nye cykelparkering skal give cykelpendlere bedre forhold og mandag den 14. september bliver den officielt taget i brug med rød løber, kaffe og boller til cykelpendlere.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum